– Overfør 60.000 kroner til min mor i dag. Uden diskussion, Anna. Du er min kone, ikke en fremmed, der tilfældigvis bor her.
Lars stod midt på køkkengulvet i en nystrøget skjorte og holdt mobilen i hånden, som om sagen allerede var afgjort. På skærmen lyste en besked fra Karen: “Min dreng, træk det nu ikke ud. Jeg står i en pinlig situation over for folk.”
Anna satte langsomt sin kop fra sig på bordet.
– Hvilke folk?
– Ordentlige mennesker, svarede han kort. – Mor har lavet en aftale med nogle håndværkere. Hendes gamle lejlighed er ved at falde fra hinanden, og du sidder og ruger over dine penge, som om de lå i en skattekiste.
– Det er penge, jeg har arvet efter min far.
– Og hvad så? Lars lod et hånligt smil glide over ansigtet. – Vi er en familie. Så deler man også problemerne. Eller er du kun en god hustru, når det ikke koster dig noget?
Anna så tavst på ham. Hun var toogfyrre. Lars var fireogfyrre. De havde været gift i elleve år, og i løbet af de år havde hun lært at skelne mellem alle nuancerne i hans utilfredshed: hvornår vreden var hans egen, hvornår han blot gentog sin mors ord, og hvornår han bare pressede på, indtil hun gav efter.
Denne gang var det ikke kun ham, der talte gennem hans mund.
Bag hans skulder stod Karen. Lille af vækst, nydelig, med sølvgråt hår sat perfekt og med den særlige vane at betragte sin svigerdatter som en ansat, man kun beholdt af barmhjertighed.
– Kære Anna, sagde svigermoren med en langtrukken stemme, – hvorfor gør du det så besværligt? Jeg beder jo ikke om en formue. Kun 60.000 kroner. Lars betaler dig tilbage senere.
– Hvornår?
– Når han kan.
– Vil du skrive under på, at det er et lån?
Lars drejede hovedet så brat, at det næsten så ud, som om spørgsmålet havde ramt ham fysisk.
– Mener du det alvorligt?
– Ja.
– Skal min mor skrive en kvittering til dig? Min egen mor?
Karen udstødte et stille suk og lagde hånden mod brystet. Ikke fordi hun havde ondt. Ikke fordi hun var svag. Det var bare elegant udført. Hun havde altid været dygtig til at få Anna til at ligne den skyldige.
– Lad være, Lars, sagde hun dæmpet. – Jeg vidste jo godt, at det ville ende sådan. Fremmed blod bliver aldrig til familie.
Anna svarede ikke. Hun tog sin telefon, åbnede bankappen og så på sin opsparing. De 60.000 kroner stod på en separat konto. Kort før sin død havde hendes far sagt til hende: “Læg ikke alt i den fælles gryde. Sørg for, at du har noget at stå på selv.” Dengang var hun blevet såret over ordene. Nu forstod hun, at han ganske enkelt havde set mennesker klarere, end hun havde.
– Jeg overfører dem, sagde hun.
Lars’ skuldre faldt straks ned.
– Se selv. Du kan jo godt være fornuftig.
– Jeg går bare lige ind i værelset først. Jeg skal bekræfte beløbsgrænsen.
– Så gør det hurtigt. Mor går lige over til naboen et øjeblik, og bagefter kører vi sammen hjem til hende.
Karen kneb læberne sammen.
– Bodil venter på mig nede ved opgangen. Jeg lovede at give hende nøglerne til kælderrummet.
Anna gik ud i gangen. Døren til soveværelset stod på klem. Hun satte sig på sengekanten, men hun overførte ingenting. Fingrene blev hængende ubevægeligt over skærmen. Ude i køkkenet kunne hun høre Lars skænke te op til sin mor. Lidt efter smækkede hoveddøren.
Svigermoren var gået ud.
Anna skulle netop til at lukke bankappen, da Karens stemme nåede ind gennem det vindue, der stod på klem. Køkkenvinduerne vendte mod gården, og bænken ved opgangen stod lige nedenunder.
– Nå? spurgte naboen. – Giver hun dig pengene?
– Hvor skulle hun ellers gøre af sig? Karen lo lavt. – Lars skal nok få hende presset til det. Hun er så blød. Går altid rundt og føler sig skyldig.
– Hvad hvis hun vil have dem tilbage?
– Så kan hun da bare spørge. Hun overfører dem selv, uden noget papir. Bagefter siger jeg, at det var en gave. Hjælp til en ældre kvinde. Ingen gæld, ingen aftale.
Anna sad helt stille.
– Men skal der virkelig laves istandsættelse? spurgte Bodil.
– Hvilken istandsættelse? Karen lo igen, næsten hviskende. – Jeg har lovet Mette pengene til udbetalingen. Pigen skal giftes, hun har langt mere brug for dem. Og Anna kan være glad for, at Lars overhovedet bor sammen med hende. En svigerdatter uden børn, uden særlig skønhed, med en helt almindelig løn. En logerende med stolthed.
– Ved Lars det?
– Lars ved det vigtigste: at hans mor aldrig råder ham til noget forkert. Jeg har sagt til ham, at det er på tide at sætte Anna på plads. Giver hun pengene, bliver hun lydig. Nægter hun, er hun ikke rigtig familie.
Ordene faldt roligt. De slog ikke. De brændte ikke. De trak bare den gamle hinde væk fra Annas øjne.
Hun lukkede bankappen. Derefter åbnede hun noter og skrev én linje: “60.000 kroner må ikke overføres.”
Inde i køkkenet gik Lars allerede frem og tilbage. Hans dyre ur glimtede tæt ved ansigtet, hver gang han slog ud med hånden. Sådan gjorde han altid, når han ville virke som manden, der havde styr på hele verden.
– Hvad sker der derinde? råbte han.
Anna kom tilbage.
– Der bliver ingen overførsel.
Han forstod det ikke med det samme.
– Hvad mener du med ingen?
– Jeg mener, at jeg ikke sender penge til din mor.
– Begynder du nu igen?
– Nej, sagde Anna roligt. – Jeg er netop færdig.
Lars tog et skridt hen imod hende.
– Anna, lad være med at spille spil. Mor venter.
– Jeg hørte hendes samtale med Bodil.
I et kort øjeblik føltes køkkenet, som om væggene rykkede tættere på. Lars blinkede. Så trak han på smilebåndet.