Hanne dukkede op hos sin svigerdatter lørdag efter frokost uden først at have meldt sin ankomst. Hun vidste godt, at børnebørnene var blevet syge, men på det seneste havde Maria ikke længere bedt om hjælp. Hun sagde bare, at hun nok skulle klare det selv. Det kunne hun måske også, men Hanne var selv mor og vidste udmærket, hvor opslidende det var at stå alene med tre børn. Især når Marias egne forældre boede i en anden by.
Derfor besluttede Hanne sig for at være en smule påtrængende og tog af sted uden invitation. Da Maria åbnede døren, forstod Hanne straks, at hun havde gjort det rigtige. Svigerdatteren så elendig ud. Hele hendes ansigt var præget af udmattelse: mørke rande under øjnene, håret samlet i en sjusket hestehale og en plet fra børnemad på T-shirten.
— Hej, hvordan har børnene det?
Maria blinkede træt, næsten som om hun lige var vågnet midt i en tåge, og svarede mat:
— Mikkel er faldet i søvn. Feberen faldt lige før. Sofie har jeg fået ro på, hun ser tegnefilm. Rasmus sover stadig, han havde feber hele natten.
— Godt. Så gør vi sådan her: Jeg tager mig af børnene, og du går ind og lægger dig, begyndte Hanne, men Maria afbrød hende pludseligt og skarpt:
— Nej, Hanne. Sæt Dem ned, vær sød. Jeg er nødt til at tale med Dem.
Hanne blev straks på vagt. Der var noget i Marias stemme, som fik en ubehagelig forudanelse til at løbe gennem kroppen på hende som kulde. Det strammede ved hjertet.
— Sig frem.
— Hanne, jeg har virkelig stor respekt for Dem. De har altid hjulpet mig med alt muligt, men… Maria gik i stå et øjeblik. — Men jeg kan ikke mere. Jeg orker ikke at tie stille længere. Jeg har ikke flere kræfter. På grund af Dem ender Thomas og jeg snart med at blive skilt.
— Hvad mener du?
— Præcis det, jeg siger, udbrød hendes søns kone med en stemme fuld af ophobet vrede. — De kalder hele tiden Thomas hjem til Dem. Han tager hen til Dem næsten hver eneste dag. Enten gør hjertet ondt, eller også er blodtrykket galt, eller De bliver svimmel. Han smider alt, hvad han har i hænderne — arbejdet, børnene, mig — og styrter af sted til Dem. I dag er det lørdag, og han er på arbejde, fordi han på grund af Dem ikke nåede at gøre sin rapport færdig! Jeg forstår godt, at De er alene, og at han er Deres eneste barn. Men De er ikke en gammel kone, Hanne. De er fireoghalvtreds. Hvorfor er De overhovedet kommet i dag? De hjælper mig i en time, og bagefter ligger De fladt ned i en uge? Og oveni bebrejder De ham hele tiden, at Deres helbred er blevet dårligt, fordi De har hjulpet os!
Hanne åbnede munden for at sige noget, men Maria var ikke til at stoppe.
— Lad mig tale færdig. Thomas er også slidt op. De nægter jo at ringe efter en læge! Selv når De påstår, at benene svigter under Dem, tilkalder De ikke en ambulance! Jeg er så træt af de her manipulationer med helbredet!
Hanne havde svært ved at få luft. Det gik langsomt op for hende, at svigerdatteren virkelig så hende som en slags uhyre.
— Maria, jeg…
— Nej, nu er det nok, sagde Maria, og tårerne pressede sig frem i hendes øjne, men hun slog alligevel hårdt knyttet næve i bordet. — Vi har tre børn, og jeg er på barsel. Min mand skal være hos mig. Hos mig! De bruger bare Deres helbred til at styre ham. De er ikke syg, De vil bare ikke give slip på Deres søn. Thomas og jeg sover ikke sammen, vi taler næsten ikke sammen. Han kommer hjem, spiser og løber videre til Dem. Børnene ligger med feber, og han er hos Dem! Hvorfor kom De egentlig? Fordi Thomas ikke tager telefonen, og De ville sikre Dem, at Deres slave ikke var stukket af?
Hanne sad helt stille, bleg som kalk. Ordene lå allerede på tungen: “Jeg har aldrig kaldt på ham, og jeg har aldrig klaget over mit helbred. Jeg fejler ingenting.”