Men Hanne slugte ordene, før de nåede ud. Hun var ikke dum. Tværtimod åbnede der sig i samme øjeblik et langt mere uhyggeligt billede for hende, og kvalmen steg hende helt op i halsen.
Ja, sådan var det åbenbart. Jo grovere en løgn er, desto lettere bliver den troet. Og Maria løj ikke. Ikke i sin egen verden. Thomas havde sandsynligvis fodret hende med fortællinger om sin mors sygdomme og skrøbelige helbred. Hanne forstod til gengæld straks, hvor hendes kærlige søn i virkeligheden befandt sig på de aftener. Heldigvis var den erkendelse endnu ikke gået op for svigerdatteren.
— Maria, sagde Hanne lavt og vejede hvert eneste ord, bange for at komme til at sige noget forkert. — Tilgiv mig, at det er endt sådan. Jeg glemte vist, at han har en familie. En kone. Børn. Jeg har allerede fået lavet de undersøgelser, jeg skulle, en veninde hjalp mig. Om lidt er jeg helt på benene igen. Gå du ind og sov lidt. Jeg bliver hos børnene.
Maria løftede sit tårevædede ansigt og så vantro på hende.
— Mener De det?
— Selvfølgelig. Du trænger til hvile. Jeg sværger ved det helbred, jeg stadig har tilbage: Thomas kommer ikke længere rendende hos mig. Han skal være hjemme. Hos dig.
Maria hulkede en sidste gang og forsvandt ind i soveværelset. Hanne tog sig af børnebørnene, der var vågnet, og mens hun skiftede klude, fandt vand og lagde små varme hænder tilbage under dynen, mærkede hun en iskold vrede samle sig i brystet. Desværre vidste hun alt for godt, hvad der ventede Maria, hvis ingen greb ind. Hun havde selv stået i den samme sump, dengang Thomas kun var to år gammel, og bagefter havde det taget hende uendelig lang tid at lære at stole på nogen igen.
Først sent om aftenen forlod Hanne lejligheden. Thomas var stadig ikke kommet hjem; han var angiveligt blevet “holdt tilbage på arbejdet”. Hun sukkede tungt, fandt hans nummer og ringede.
— Thomas, hvor er du?
— På arbejde. Hvorfor?
— Nå. Så i dag er du altså ikke hos din døende mor?
Der blev tavst længe. Så lød hans stemme forvirret.
— Mor…
— Jeg spurgte, hvor du er.
— På arbejdet.
— Er du helt sikker på det?
— Mor, kan vi ikke tage det her en anden gang…
— Thomas, du fortæller din kone, at du kører hen til mig. At jeg nærmest ligger for døden. Har du ikke lyst til at forklare mig, hvad det skal forestille?
— Mor, det er ikke, som du tror.
— Hjem. Nu, hvæsede hun og afbrød samtalen.
Hele søndagen gik hun omkring som på nåle. Sønnen ringede ikke, og hun havde heller ingen trang til at høre hans stemme. Mandag ved frokosttid tog hun hen til Thomas’ kontor. Ved indgangen stod der en vagt, en skranke og en metaldetektor. Folk myldrede frem og tilbage i alle retninger; stedet mindede mere om en travl myretue end om en arbejdsplads. Hanne gik roligt hen til skranken.
— Goddag. Kender du Thomas Jensen?
Vagten kiggede på hende uden synderlig interesse.
— Ja. Og hvad så?
Hanne trak en større seddel frem og lagde den diskret på bordpladen, mens hun dækkede den med hånden.
— Hør, sagde hun dæmpet. — Jeg er nødt til at vide, hvem han har noget kørende med herinde. Jeg er hans mor, og jeg forstår udmærket, hvad der foregår. Det er børnene, jeg har ondt af.
Vagten lod blikket glide fra sedlen til hendes ansigt. Så sukkede han, og før hun nåede at blinke, var pengene væk.
— Det er ikke ligefrem nogen statshemmelighed, så jeg gør vel ikke den store skade. Han roder rundt med Camilla fra bogholderiet. Ung pige, lige begyndt. Han kører hende alle vegne og har skaffet hende en lejlighed. Jeg kan finde adressen i systemet.
Ti minutter senere stod Hanne ude på fortovet med en lap papir klemt hårdt mellem fingrene. Indeni kogte hun, men sandheden overraskede hende ikke. Det var næsten pinligt banalt. Spørgsmålet var kun, om hendes søn havde frækhed nok til også i dag at “tage hen til sin syge mor” — eller om han ville finde på en ny undskyldning.