— Det, De beder om… det er simpelthen frækhed uden grænser. Pak Deres krav sammen, og forlad mit hjem! — Anna rev hoveddøren op med et hårdt ryk.
— Deres søn har allerede hængt på mig i et helt år. Og nu mener De åbenbart, at resten af familien også skal læsses over på mine spinkle skuldre? Tror De ikke, jeg kan knække sammen under vægten? — Svigerdatteren greb frakken og kastede den næsten i armene på sin måbende svigermor.
— Har De fuldstændig mistet grebet om virkeligheden, eller stod De i køen til uforskammethed, dengang samvittigheden blev delt ud? — Anna så på Mette med tydelig afsky.
— Anna, hvad er det dog, du siger? — mumlede svigermoren, som bestemt ikke havde travlt med at gå.
— Er det virkelig så svært at hjælpe din mands bror? Du har jo flere penge, end du kan bruge. — Mette lod blikket glide hen over den moderne, dyrt indrettede stue.
— Ja, jeg har penge. Men De har omtrent lige så meget ret til dem, som sne har i Sahara, — svarede Anna skarpt. — Hvorfor i alverden skulle jeg betale for en renovering hos min mands bror? Er han hjælpeløs?
— Anna, han har det svært lige nu. Økonomisk, mener jeg. Han har ikke kunnet finde arbejde i tre måneder… Deres renovering er gået helt i stå halvvejs. De bor midt i byggerodet med et lille barn. — Mette sukkede dybt på sin sædvanlige, teatralske måde.
Hver gang Mette kom for at bede sin svigerdatter om penge, fulgte der altid et tungt suk med. Derefter kom klagerne over livet, ulykken og alle de problemer, som åbenbart kun Anna kunne løse.
Som regel sagde Anna ikke nej. Hun protesterede, blev vred, skændtes måske endda, men til sidst overførte hun alligevel det beløb, der blev bedt om. Denne gang var noget imidlertid anderledes. Sønnekonen nægtede blankt at hjælpe. Det var første gang, svigermoren måtte gå fra hende uden at få sin vilje.
— Det er ikke mit ansvar, at Deres anden søn er doven og uduelig. Han kan angiveligt ikke finde arbejde… — Anna blev stående i døråbningen og flyttede sig ikke en centimeter.
— Som om mine penge kommer flyvende af sig selv. — Hun pressede læberne sammen. — Har De nogensinde tænkt over, at hver eneste gang I beder mig om noget, så betyder det, at jeg skal arbejde endnu mere? Har det overhovedet strejfet Dem?
— Anna, jeg har aldrig bedt dig om noget stort. Kun småting… — Mette lagde sin frakke fra sig på det lille møbel i entréen, som om hun stadig havde tænkt sig at blive.
— For én gangs skyld kom jeg med en virkelig vigtig bøn. Og så… ja, sådan her ender det. Et afslag. — Hun ville sige mere, men Anna afbrød hende straks.
— Én gang i livet? — Anna spærrede øjnene op. — I sidste måned købte jeg en vaskemaskine til Dem. For to måneder siden lagde jeg 5.000 kr. oveni jeres ferie. I oktober betalte jeg vinterdæk til Deres mand. Er det Deres definition af én gang i livet?
Svigermoren tøvede, men Anna gav hende ikke mulighed for at svare.
— Eller tæller det først som hjælp i Deres verden, når jeg skal af med mere end 100.000 kr.? — irritationen i Annas stemme var ikke til at tage fejl af.
— Det er på tide, De går. Jo længere De bliver stående her, desto mere går De mig på nerverne. — Anna trådte hurtigt hen til Mette, snuppede frakken fra møblet og pressede den i hænderne på hende. Næsten med magt fik hun svigermoren gelejdet ud over dørtærsklen.
— Jeg skal nok fortælle din mand det hele. Hvordan du behandler hans mor. Du nægtede at give penge til din egen familie! — hvislede Mette, før hun forsvandt ind i elevatoren.
— De er ikke min familie! — råbte Anna efter hende.
— Og fortsætter det sådan, bliver Deres søn heller ikke min familie ret meget længere. — Hun smækkede døren i.
— Ja, det var da utroligt… Hun har fuldstændig vendt op og ned på alting. Jeg har ikke tænkt mig at forsørge hele hans slægt. De må finde en anden idiot. — Anna åbnede vinduet for at lufte den tunge duft af svigermorens parfume ud.
Hun tog en bog, satte sig og begyndte at læse uden rigtigt at registrere ordene. Timerne gled forbi, uden at hun lagde mærke til det. Først senere begyndte det, der virkelig blev interessant.
Klokken otte kom Lars, Annas mand, hjem fra arbejde. I modsætning til sin bror havde Lars faktisk et job. Hans løn rakte dog knap nok til mad. Til gengæld havde han ingen skrupler ved at bruge sin kones penge, som om det var det mest naturlige i verden.
Trangen til at leve på andres regning måtte åbenbart ligge til familien.
— Anna, hvorfor hjalp du ikke min mor? — Lars var knap trådt over tærsklen, før han gik direkte til angreb.
— Med hvad? — Anna løftede blikket fra bogen og så spørgende på ham.
— Hvad tror du selv? Min mor bad dig om penge på min brors vegne.