— Til renoveringen af hans lejlighed, og du smed hende bare ud. Ovenikøbet sagde du en hel masse grimt. — Lars så misfornøjet på sin kone og gik ind i stuen. — Er du overhovedet rigtig klog?
— Der er noget, jeg vist ikke helt har forstået… Forsvarer du hende nu? Mener du helt alvorligt, at jeg skal betale for, at din bror får sat sin lejlighed i stand? — Anna klappede bogen hårdt sammen.
— Vi bidrager alle sammen, så vi kan hjælpe ham. Det kaldes familieværdier. Vi er familie, og i en familie støtter man hinanden… — Han satte sig i sofaen og foldede hænderne. — Mine forældre har givet penge. Hans kones forældre har givet penge. Jeg har også overført noget. Nu er det din tur.
— Hvor interessant. — Anna smilede skævt. — Så dine forældre har aldrig råd til en vaskemaskine, vinterdæk eller ferie. Men da din bror pludselig skulle have renoveret, dukkede pengene mirakuløst op…
Hun tav et øjeblik og fortsatte så, koldt og skarpt:
— Og endnu mere interessant er det, hvor du selv har fundet penge henne. For hver gang jeg beder dig om noget, eller der skal betales en regning, står du altid på bar bund. Bortset fra småindkøb i supermarkedet, selvfølgelig.
— Anna, du ved jo godt, at jeg arbejder som mægler… Nogle gange kommer der penge ind, andre gange gør der ikke. I går fik jeg udlejet en lejlighed, og det første, jeg gjorde, var at sende penge til min mor. — Lars tog sit ur af, lagde det på bordet og strakte armen ud.
— Lars, din konto er altid tom. På et helt år kan jeg ikke huske en eneste måned, hvor du har tjent mere end fire tusind kroner. Jeg tjener halvtreds tusind hver måned. — Anna lagde benene over kors og lænede sig tilbage i lænestolen. — Der er en økonomisk kløft mellem os, så bred som hele Københavnsområdet.
Hendes blik blev hårdere.
— Jeg har forsørget dig i et år. Det er mig, der køber dit tøj. Det var mig, der betalte dit lån fra før ægteskabet ud. Selv turen til havet blev betalt med mine penge. Hvem er manden i det her hjem? Dig? Er du sådan en alfahan?
— Jeg er ikke nogen alfahan, nej, jeg har bare ingen penge lige nu. Men jeg kommer til at tjene store beløb. Og det, at du ikke støttede mig i dag… det glemmer jeg ikke. Det skal du nok få at høre for, når mit projekt først kommer i gang… — Lars rejste sig og gik mod soveværelset.
Han havde ingen ordentlige argumenter tilbage, så han afsluttede diskussionen ved at forlade rummet, som om den sidste replik dermed tilhørte ham.
— Find først ud af, hvordan dit såkaldte projekt overhovedet skal komme i gang… Du kan ikke engang gøre mig gravid… — råbte Anna rasende efter ham.
Hun var allerede femogtredive og ønskede sig børn. Men Lars, som var fem år yngre end hende, havde i et helt år ikke været i stand til at hjælpe hende med det.
Den aften besluttede Anna sig for, at hun én gang for alle måtte gøre det klart for sin mand: hans familie skulle ikke længere leve af hendes penge. Hun hentede ekstra sengetøj i skabet, slog sofaen i stuen ud og bestemte sig for at gå tidligt i seng. Men det var netop den nat, chokket ramte hende.
Omkring midnat vågnede hun og ville ud på badeværelset. På vejen bemærkede hun, at lyset stadig brændte i køkkenet. Ud af øjenkrogen så hun Lars sidde derinde og hviske med nogen i telefonen.
— Nej, hun aner ingenting. Vi er næsten i mål. I overmorgen kan jeg allerede indbetale pengene. Jeg har næsten samlet det nødvendige beløb.
Anna stivnede på stedet. Hun holdt vejret og lyttede til hvert eneste ord. Jo længere hun stod der, desto større blev hendes øjne.
— Du skal ikke bekymre dig. Du er det vigtigste menneske i mit liv. Jeg sagde jo, at jeg ville løse problemet. Alt skal nok gå. — Hans stemme var lav og fortrolig.
— Hvad er det her? Er jeg ikke den vigtigste kvinde i hans liv? Er der en anden? — Anna pressede forskrækket hånden mod munden, mens Lars fortsatte samtalen.
— Ja, i år har jeg faktisk fået sparet en pæn sum op. Du havde ret… At flytte ind i Annas lejlighed, så jeg kunne lægge flere penge til side… det var en genial idé. Tak igen for det gode råd.
Han rejste sig fra stolen og skænkede sig et glas vin.
Anna forstod, at samtalen var ved at være slut. Hun glemte fuldstændig, at hun egentlig skulle på toilettet, og listede hurtigt tilbage til stuen.
— Han har lagt planer med nogen…
— Og han giftede sig med mig, mens han allerede havde de planer…
— Og han har udnyttet mig…
Anna lå stiv i den udslåede sofa. Hjertet hamrede i brystet på hende, som hjulene på et tog mod skinnerne. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på hende.