— Jo, det blev færdigt allerede sidste år. Kun tredje sal mangler, men det haster ikke. Jeg ringer bare til en kammerat, så ordner vi det hurtigt, sagde Mads og smilede stolt. — Kom og se, hvor flot vi har fået stuen lavet.
Anna nikkede, men hun hørte næsten ikke efter længere. Indeni var det, som om noget knækkede.
— Nå, Lars… så er det ude med dig, tænkte hun rasende, mens hun vendte tilbage mod byen. — Et helt år har du brugt mig. Det tilgiver jeg dig aldrig.
Da Anna kom hjem, gik hun direkte i gang. Hun rev skabslåger op, samlede Lars’ tøj, sko og småting sammen og pakkede det hele ned i to kufferter. Derefter åbnede hun en app på mobilen og fandt ud af, hvor hendes mand befandt sig.
På kortet dukkede navnet på en velkendt restaurant i København op.
Hun slæbte kufferterne ned, fik dem ind i en taxa og kørte mod restauranten. Der var ikke længere nogen tvivl. Gennem vinduet fik hun øje på Lars og Mette, der sad ved et bord og festede, som om de fejrede en stor sejr.
Med sammenbidte tænder skubbede Anna døren op. Tjenerne forsøgte forskrækket at standse hende, men hun ænsede dem ikke. Hun trak de to kufferter tværs gennem lokalet og stillede dem hårdt ned ved siden af Lars’ bord.
— Anna? Er det dig? Hvad foregår der? spurgte Lars forvirret og blev helt bleg i ansigtet.
Uden et ord åbnede Anna sin taske og smed kopierne af papirerne fra boligkøbet hen over bordet. Arkene landede direkte i suppen. Den fine skaldyrsret skvulpede ud over kanten, den fedtede væske sprøjtede op på Mettes hvide bluse, og en stor reje gled ned på Lars’ bukser.
Anna ville egentlig sige: “I er da blevet fuldstændig sindssyge.” Men stemmen i hendes hoved foreslog nogle langt mindre pæne ord.
Og dem brugte hun.
Højt, skarpt og uden at holde igen lod hun hele restauranten høre, hvad hun mente. Ved nabobordene stivnede gæsterne med gaflerne i luften og fulgte målløse med i optrinnet.
— Snylter. Løgner. Forræder. Du har levet på min regning i et helt år! Du bildte mig ind, at du ingen penge havde, mens du i al hemmelighed købte en lejlighed til din mor, hvæsede Anna og så på Lars med ren afsky.
Så vendte hun sig mod Mette.
— Og De? De er ikke bedre. En rigtig igle. Jeg betalte, selv når I kunne have taget et lån. Jeg tvivler stærkt på, at Deres søn har tjent fire hundrede tusind kroner på ét år.
Anna drejede sig mod de andre gæster, som nu ikke engang lod som om, de ikke lyttede.
— Jeg købte vaskemaskine til hende. Vinterdæk til min mand. Jeg betalte ferierne. Telefonen, computeren, tøjet til den her taber — alt sammen kom fra mig.
Hun pegede på Lars, som sad stivnet med suppesprøjt på skjorten.
— Og imens stod han og tudede over, at det gik dårligt på arbejdet. Han bad om penge, som om han var ved at gå under, mens han i virkeligheden gemte dem væk bag min ryg. Sikke et usselt lille kryb…
Lars åbnede munden for at sige noget, og Mette rettede sig fornærmet op, men Anna skar igennem, før nogen af dem fik et ord frem.
— Stille! Jeg er ikke færdig endnu! råbte hun.
Hun tog et skridt nærmere bordet.
— Lars, vi skal skilles. Jeg finder den bedste advokat i hele byen, og jeg skal nok få alt tilbage, som du har presset ud af mig. Dine ting ligger i de to kufferter.
Hun sparkede let til den ene, så den væltede om på siden.
— Og hvis du prøver at ringe til mig, eller hvis du kommer bare én meter for tæt på, så skal jeg sørge for, at du fortryder det. Det er ligegyldigt, at du er mand og større end mig. Man behandler ikke kvinder på den måde. Aldrig. Ikke nogen kvinde i verden. Og slet ikke mig.
Anna pustede tungt ud. Så greb hun tallerkenen med den resterende suppe og hældte indholdet ud over Lars’ skjorte.
— Middagen er slut.
Med rank ryg og hovedet løftet forlod hun restauranten, hvor en trykkende, næsten uhyggelig tavshed havde lagt sig over lokalet.
Anna og Lars blev skilt. Advokaten viste sig at være så dygtig, at Lars’ far måtte sælge sin bil for at få betalt det beløb, sagen endte med.
Lars flyttede hjem til sine forældre. I dag leder han stadig meget aktivt efter en ny kvinde — helst en lydig og velhavende en — som kan forsørge ham og samtidig hjælpe hans familie. Et boliglån betaler jo ikke sig selv, og det tager tid. Indtil videre har han dog ikke haft heldet med sig.
Et halvt år senere mødte Anna en succesfuld og selvstændig mand, som behandlede hende med en omsorg, hun aldrig før havde turdet drømme om. Senere fik hun en datter. Efter sigende lever hun nu i et lykkeligt ægteskab.
Da en veninde for nylig spurgte hende om Lars, svarede Anna roligt:
— Ingen mennesker dukker op i vores liv helt uden grund. Nogle bringer glæde. Andre lærer os at blive stærkere.
Hun tav et øjeblik og tilføjede så:
— Tålmodighed er selvfølgelig en god ting. Men livet er alt for kort til at finde sig i noget, man ikke bryder sig om, i alt for lang tid.