De blev ved med at kredse i hendes hoved, hurtigere og hurtigere.
— Han skal bruge penge til et eller andet…
— Og hele tiden har han boet hos mig, klaget over, at han ikke havde en krone, mens han i virkeligheden lagde penge til side… Han har levet på min regning…
— Og hvem er så den vigtigste kvinde i hans liv?
Vreden fik tårerne til at presse sig frem hos Anna. En nervøs sitren løb gennem hele hendes krop, som om hun frøs indefra. Fra midnat og helt til klokken fire om morgenen lå hun vågen, pint af uro og raseri. Først hen mod daggry faldt hun omsider i søvn, og hun vågnede ikke før ved frokosttid.
— At jeg skal skilles fra ham, er der ingen tvivl om. Men først må jeg finde ud af, hvad den idiot skjuler for mig. Lars sagde, at han skulle indbetale pengene i morgen. Så i morgen finder jeg ud af hvor, tænkte Anna og gik ud på badeværelset.
Resten af dagen brugte hun på at gøre rent i huset og ordne alle de små huslige ting, der normalt fik hverdagen til at hænge sammen. Da hendes mand om aftenen kom hjem fra sine forældre, besluttede hun sig for ikke at vække nogen mistanke. Beslutningen om skilsmisse stod fast, men udadtil opførte hun sig, som om intet var hændt.
Mandag, efter at hun havde aflyst alt, hvad hun ellers skulle, og Lars var taget på arbejde, fulgte Anna efter ham hurtigt og uden at blive opdaget. Dagen før havde hun købt en lille nøglebrik, der kunne vise en persons position, og den havde hun listet ned i hans taske.
Hun bestilte en taxa og bad chaufføren holde sig efter Lars. Først kørte han til banken, og derefter fortsatte han hen til en kontorbygning. Anna blev siddende i bilen for at holde øje. Hendes overraskelse var enorm, da hun fem minutter senere så sin svigermor gå ind i den samme bygning.
— Så hans mor er også indblandet. Hun dækker over hans affære. Sikke en modbydelig familie… Bare vent, de skal nok få at se… Men hvad laver de derinde? tænkte Anna og stirrede uforstående på kontorhuset.
Da Lars og Mette kom ud igen, lod Anna et par minutter gå, før hun selv gik hen mod indgangen.
— Trykkeri, dansestudie… mumlede hun, mens hun læste navnene på virksomhederne i forhallen.
— Salg af vinduer, nej… bryllupsplanlægning, heller ikke… oversættelsesbureau, nej, det passer ikke… Hun læste skiltene højt for sig selv og sorterede straks de muligheder fra, der ikke gav mening.
— Modelbureau, næppe… fotostudie, det er heller ikke det…
— Frue, kan jeg hjælpe Dem med noget? En sikkerhedsvagt var kommet hen til hende.
— Min mand var her lige sammen med sin mor. De glemte et dokument. Jeg er kommet for at hente det, sagde Anna hurtigt og lod ordene komme, som hendes instinkt dikterede dem.
— De var hos ejendomsudvikleren. De skal op til afdelingen for boligsalg. Må jeg se Deres legitimation, så laver jeg straks en adgangstilladelse, svarede vagten høfligt.
Annas efternavn var det samme som hendes mands. Uden den mindste mistanke lukkede vagten hende ind og forklarede, hvor hun skulle gå hen.
— Goddag. Min mand og hans mor var her tidligere. Han bad mig hente en kopi af dokumenterne. Vil De være sød at printe dem ud? sagde Anna, da hun trådte ind på det rette kontor og præsenterede sig.
— Ja, selvfølgelig… Den venlige unge kvinde printede papirerne og lagde dem pænt i en mappe.
— En treværelses lejlighed i et nyt boligområde i København… firs kvadratmeter… udbetaling indbetalt… bygningen står færdig om et halvt år… lejligheden står i Mettes navn… Anna bladrede lamslået gennem papirerne, mens hun ventede på taxaen.
— Så det var dér, de placerede pengene, mens jeg hjalp dem… Der er ingen penge til Lars, men til mor er der rigeligt! Hun knugede mappen så hårdt, at kanterne bøjede.
Bilen kom, og Anna bad chaufføren køre ud af byen til hendes mands bror.
— Der er med garanti ingen renovering i gang derude… De ville bare have et stort beløb klar til indskuddet på boligen… Anna sad på bagsædet og stirrede på de flotte visualiseringer af det kommende boligkompleks.
— Så de har lagt fire hundrede tusind kroner. Ja, sikke nogle stakkels slægtninge… Jeg giver dem penge til at leve for, fordi jeg tror, jeg hjælper dem med at forbedre deres forhold, og de… Hun kunne ikke engang finde ord for resten.
— Nå, Anna, hvad laver du dog her? Lars’ bror smilede forvirret, da han så hende.
— Hej. Jeg var bare på vej forbi. Min telefon er løbet tør for strøm… Chaufføren har ingen oplader, og dit hus lå lige på ruten, fandt Anna på i samme sekund. — Må jeg låne en oplader hos dig?
— Selvfølgelig, kom bare ind… Manden åbnede lågen.
— Det beviser det… mumlede Anna indvendigt, mens hun så sig omkring i det istandsatte, hyggelige hus.
— Mads, min svigermor talte om renoveringen. Jeg forstod det sådan, at den allerede var færdig?