— Hvad i alverden har du gjort, Mette? Hannes stemme dirrede af forargelse.
Mette satte langsomt indkøbsposerne fra sig på gulvet i entréen. Midt i gangen stod hendes svigermor med armene hårdt lagt over kors og et ansigt, der kunne have tilhørt en anklager under et forhør. Ved siden af hende trippede Lars, Mettes mand, rundt med et skyldbetynget blik.
— Hvad er det helt præcist, jeg har gjort? spurgte Mette træt, mens hun tog jakken af.
— Du har købt en lejlighed! Uden at sige et ord til os! Hanne sagde det, som om Mette havde begået århundredets forbrydelse.
— Det er min lejlighed. Købt for mine penge.
— Dine penge? Hvilke penge skulle nu være dine? I er en familie! Alt burde være fælles! Og så har du siddet og sparet op i hemmelighed og købt en eller anden etværelses ude i udkanten af byen!
Mette lukkede øjnene et øjeblik. Migrænen begyndte igen at presse sig på, præcis som den altid gjorde efter Hannes besøg.
— Hanne, jeg solgte den lejlighed, jeg arvede efter min mormor. Pengene var mine personlige midler. Jeg havde ret til selv at bestemme, hvad de skulle bruges til.
— Men vi er jo familie! fortsatte svigermoren ufortrødent. — Lars havde brug for en bil! Camillas værelse trænger til at blive sat i stand! Jeg skulle have haft et nyt køleskab! Og du har brugt det hele på dig selv!
— Jeg har købt et sted at bo. Til mig og min datter.
Hanne gispede, som om nogen havde slået hende.
— Til dig og Sofie? Hvad så med Lars? Er han pludselig ikke familie?
Mette løftede blikket og så hen på sin mand. Han stod med øjnene rettet mod gulvet og tav, som han plejede.
— Det kan Lars selv svare på, sagde hun lavt. — Regner han mig for sin familie?
Otte år tidligere var Mette Larsen blevet gift med Lars Jensen. Hun var seksogtyve, han otteogtyve. Han arbejdede som salgsansvarlig i et handelsfirma, mens hun sad som bogholder i en mindre virksomhed. Et år senere kom Sofie til verden, en livlig og lattermild pige med sin fars øjne.
De første tre år boede de til leje. De havde ikke meget at rutte med, men hverdagen var deres egen. Hanne dukkede op cirka en gang om måneden med hjemmebag, kommenterede støvet i hjørnerne, havde meninger om alt og tog derefter hjem til sin egen toværelses i den anden ende af byen.
Så mistede Lars sit arbejde, og alting ændrede sig.
Opsigelsen kom brat: nedskæringer, omstrukturering, krisetider, tak for indsatsen. I tre måneder ledte han efter noget nyt, men enten var lønnen urimeligt lav, eller også virkede tilbuddene alt for usikre. Pengene forsvandt hurtigere, end de kom ind, og huslejen åd næsten halvdelen af budgettet.
— Flyt ind hos mig, foreslog Hanne. — Hvorfor smide penge ud på en andens bolig? Der er plads nok hos mig.
Mette strittede imod. Hun vidste udmærket, hvad det ville betyde at bo under samme tag som sin svigermor: farvel til privatliv, farvel til ro. Men Lars pressede på.
— Mette, det er kun midlertidigt. Tre-fire måneder højst. Jeg finder et job, vi får sparet lidt sammen, og så flytter vi igen.
Til sidst sagde hun ja. For tre måneder.
De endte med at bo hos Hanne i fem år.
Efter et halvt år fik Lars nyt arbejde. Lønnen var lavere end før, men den kom i det mindste fast. Mette fortsatte også på sit job og afleverede hver måned penge til mad og regninger hos svigermoren. Samtidig lagde hun lidt til side, når hun kunne, for drømmen om deres eget hjem slap hun aldrig.
Hanne havde til gengæld ingen planer om at lade dem rejse.
— Hvorfor vil I dog flytte? sagde hun igen og igen. — Vi har det jo fint sammen. Jeg passer Sofie, mens I arbejder. Jeg laver mad og vasker tøj. Det er da bekvemt.