Men sådan føltes det kun for Hanne.
I sin egen lejlighed opførte Hanne sig som en enevældig dronning. Det var hende, der bestemte menuen til aftensmaden, hvornår fjernsynet skulle tændes, hvornår Sofie skulle i seng, og hvilke varer der måtte komme med hjem fra butikken.
Mette havde intet at skulle have sagt. Hun boede under et fremmed tag og måtte indrette sig efter regler, hun ikke selv havde valgt.
— Mette, lille ven, du giver Sofie alt for lidt tøj på. Hun bliver jo kold!
— Hvorfor har du købt den spegepølse? Jeg sagde jo, at du skulle tage den på tilbud.
— Du skal ikke læse for Sofie om aftenen. Så bliver hun bare alt for vågen.
Lars holdt sig helst udenfor. Hver gang Mette forsigtigt forsøgte at tage emnet op om at finde noget for sig selv, gled han udenom.
— Lad os nu bare blive her lidt endnu, sagde han. — Hvad haster det for? Mor har det svært alene.
— Og hvad med mig? Tror du, jeg har det let? spurgte Mette.
— Hold nu ud lidt endnu. Det er trods alt min mor.
Så Mette holdt ud. Først fire år. Så fem. Hun gik på arbejde, afleverede halvdelen af sin løn til Hanne, tog sig af sin datter og bed tænderne sammen, når svigermoren rettede på hendes madlavning, hendes tøj og den måde, hun opdragede Sofie på.
Hun blev ved med at håbe, at Lars en dag ville se på hende og sige: “Nu er det nok. Vi flytter.”
Men de ord kom aldrig.
Så døde Mettes mormor.
Gamle, milde Ingrid havde boet hele sit liv i en lille provinsby i en toværelses lejlighed. Hun havde ingen andre børnebørn end Mette, og derfor havde hun skrevet alt over til hende.
Lejligheden var slidt og trængte til en kærlig hånd, men den lå centralt i byen. Mette tog afsted til begravelsen, fik styr på papirerne og satte boligen til salg.
Den blev solgt hurtigere, end hun havde turdet håbe, for 250.000 kroner. Pengene gik ind på Mettes konto en grå og regntung oktoberdag. Hun sad på arbejdet, stirrede på tallene i bankappen og mærkede for første gang i fem år noget, hun næsten havde glemt: Hun kunne vælge selv.
Hun sagde ikke et ord til nogen. Ikke til Lars. Og slet ikke til Hanne.
I al hemmelighed begyndte Mette at lede. Hun gennemgik boligannoncer om aftenen, ringede på lejligheder og tog ud for at se dem, når hun kunne få det passet ind. Hun ledte ikke efter luksus. Bare noget lille, rent og lyst. Et sted, der var hendes. Beliggenheden var underordnet. Størrelsen også. Det vigtigste var, at ingen andre kunne bestemme der.
Efter en måned fandt hun den.
En etværelses lejlighed i et nybyggeri i udkanten af byen. Otteogtredive kvadratmeter, færdige vægge og gulve, store lyse vinduer og en stille gård uden trafikstøj. Prisen var præcis 200.000 kroner.
Mette købte den samme dag.
Alt blev skrevet i hendes navn. Hun hentede nøglerne og tog derhen alene. Midt i det tomme rum blev hun stående og lyttede til stilheden. Ingen rettelser. Ingen suk. Ingen stemme fra køkkenet, der fortalte hende, hvad hun gjorde forkert. Bare ro.
Og hun smilede. For første gang i årevis smilede hun uden at tvinge sig til det.
Det her var hendes hjem. Hendes alene.
Hun havde tænkt sig at fortælle Lars det samme aften. Ikke med skænderi, ikke foran hans mor, men roligt, når de var alene. Hun ville forklare, at lejligheden var købt for hendes egne arvede penge, at tiden var inde til at flytte fra Hanne, og at Sofie nu var syv år og havde brug for sit eget værelse.
Men Hanne nåede at opdage det først.
Hvordan det var sket, fandt Mette aldrig ud af. Måske havde Hanne lyttet med på en telefonsamtale. Måske havde hun rodet i Mettes taske og fundet papirerne. Det betød i grunden ikke længere noget.
Da Mette kom hjem fra arbejde, stod svigermoren allerede klar som en soldat før kamp.
— Du er en forræder! råbte Hanne. — Jeg tog dig ind i mit hjem, gav dig mad, passede dit barn, og så gør du det her? De penge skulle være brugt på familien!
Mette så træt på hende.
— Hvilken familie taler du om?
— Vores familie! Lars skulle have haft en bil! Og der skulle lægges penge til side til Camillas uddannelse!