Det skete en sommerdag i Hannes sommerhus.
Vi var i gang med at plukke ribs, mændene stod ved grillen og passede kødet, og børnene fór rundt mellem buske og havemøbler. Hanne havde slået sig ned på verandaen sammen med de yngre niecer og sad med tydelig fornøjelse og delte ud af sine råd om skønhed og selvpleje.
— Det vigtigste, piger, sagde hun og betragtede sin nylakerede manicure, er aldrig at lade sig selv forfalde. Ellers ender man som visse andre. Se bare på Ruth: ingen frisure, intet sminke, altid i en eller anden blomstret slåbrok, og håret sat op i nakken, som om hun gjorde det i mørke. Vores lille Ruth bliver ved med den der naturlighed, og til sidst står hun helt alene.
Jeg tørrede hænderne i et viskestykke, gik hen til verandaen og stillede mig lige over for hende.
— Hanne, sagde jeg roligt. Ruth bruger ikke makeup, fordi hun efter en hård behandling fik en voldsom allergi. Hun gennemgik det for to år siden og valgte ikke at fortælle familien om det. Nu ved du det.
Hanne holdt op med at beundre sine negle.
— Og de løse kjoler og kaftaner går hun i, fordi arrene efter operationen stadig strammer, fortsatte jeg. Til gengæld ligner du med dine skønhedsindsprøjtninger og din evige ondskab en tørret fisk, der er blevet poleret alt for grundigt.
Der faldt fuldstændig stilhed på verandaen.
— Og hvis jeg hører dig sige ét eneste ord mere om hendes udseende, fortæller jeg din søn, hvorfor hans far for to år siden boede på hotel i flere måneder. Og hvem der i virkeligheden betalte for den såkaldte tjenesterejse.
Hanne trak vejret skarpt, sprang op og ramte stolen bag sig. Den væltede med et brag ned over verandagulvets brædder.
Hun begyndte straks at råbe, men denne gang havde jeg heller ikke tænkt mig at tie.
Henrik kom løbende, da han hørte larmen. Han greb fat i mit ærme, tyssede arrigt på mig og forlangte, at jeg øjeblikkeligt stoppede optrinnet.
Vi forlod sommerhuset midt i et højlydt skænderi.
De næste tre dage sagde Henrik ikke et ord til mig. Men på det tidspunkt havde jeg allerede forstået, at den egentlige konfrontation endnu lå foran os.
I august skulle vi fejre tante Mettes guldbryllup.
Der var gjort stort ud af festen: en restaurantsal, kridhvide duge, tjenere, lange borde og næsten hele familien samlet på ét sted.
Ruth kom i en rummelig kjole i mørk kirsebærrød. Anders havde taget et omhyggeligt presset jakkesæt på.
I begyndelsen forløb aftenen fredeligt. Men Torben og Hanne nåede at få rigeligt at drikke, og det var tydeligt, at de havde besluttet sig for at tage hævn for de tidligere ydmygelser.
Torben rejste sig og tog mikrofonen fra toastmasteren.
— I dag er vi samlet her, mennesker der hver især har opnået meget, begyndte han og lod blikket glide i vores retning. Det er dejligt at se familien samlet. Og jeg vil gerne fremhæve en ganske særlig gren af familien — Ruth og Anders.
Han vendte sig helt mod dem.
— Se på vores Ruth. Seksoghalvtreds år gammel, og hvad har hun egentlig at prale af? Ingen egne børn, ingen karriere, ingen bolig i sit eget navn. Hun bor i Anders’ lejlighed, nærmest på lånt nåde. Ruth, du kan da i det mindste ønske tante Mette alt det, du aldrig selv formåede at få.
Han vidste nøjagtigt, hvor han skulle ramme.
Ruth og Anders havde ingen børn på grund af hendes alvorlige sygdom. I familien undgik man som regel emnet. Torben kendte årsagen, og han valgte helt bevidst det ømmeste sted.
En dæmpet mumlen bredte sig gennem salen.
Ruth skjulte ansigtet i hænderne og begyndte at græde. Ikke højt, næsten lydløst. Kun hendes skuldre sitrede svagt.
Da rejste jeg mig.
Jeg gik hen til toastmasteren, tog mikrofonen fra ham og fortsatte op mod det midterste bord.
— Nu skal I høre mig, sagde jeg. — Torben har selv valgt at åbne den dør.