Der stod fade overalt på bordet, glassene blev hele tiden fyldt op, og stemmerne omkring os steg for hver skål. Torben var på det tidspunkt allerede godt varm og havde endnu en gang kastet sig over et af sine yndlingsemner: hvor “succesfulde” kvinder burde være.
Han og Hanne nød især at tale om den slags, når der sad mennesker ved bordet, som tjente mindre end de gjorde.
— Når jeg ser på vores Ruth, — trak Torben ordene ud, mens han lænede sig mageligt tilbage på stolen, — så kan jeg ikke lade være med at undre mig. Tyve år på det samme sted, blandt bøger og stilhed. En løn, der knap nok rækker til småpenge. Ingen udvikling, ingen ambitioner, ingen ordentlige mål.
Han holdt en kunstpause, så alle kunne nå at registrere hans pointe, og fortsatte så:
— Anders slider sig halvt ihjel på byggepladsen, mens Ruth flytter bøger fra én hylde til en anden og tørrer støv af reoler. Familiens lille husengel, må man sige. En ballast, ja, men da en ganske behagelig en.
Et par stykker ved bordet lo. Hanne nikkede anerkendende til sin mand.
Ruth krøb næsten sammen. Skuldrene sank, og det var, som om hun blev mindre for øjnene af os. Det velkendte skyldige udtryk gled hen over hendes ansigt, som om hun virkelig burde forklare sig for både sit arbejde og hele sit liv.
Under dugen pressede jeg hænderne hårdt mod mine knæ. Mine fingre rystede af anspændelse.
Og da Torben rakte ud efter karaflen og, mens han spillede morsom, gav Ruth et lille puf på næsen, som var hun et uforstandigt barn, lagde jeg min kniv fra mig på tallerkenen.
Eller rettere: jeg smed den næsten.
Metallet slog skarpt mod porcelænet, og samtalerne omkring bordet døde langsomt ud.
— Torben, — sagde jeg lavt.
Men i den stilhed, der fulgte, hørte alle mig.
Han drejede hovedet mod mig med et selvtilfreds smil, tydeligvis overbevist om, at jeg nu ville fortsætte spøgen.
— I de tyve år har Ruth i flere år passet sin alvorligt syge mor helt alene, — sagde jeg. — Hun vaskede hende, gav hende mad, løftede hende, sad vågen om natten. Hun købte alt det nødvendige for egne penge og blev samtidig ved med at passe sit arbejde.
Torben holdt op med at smile.
— Da Anders fik den voldsomme skade i rygsøjlen, var det Ruth, der fik ham på benene igen. Hun kørte ham til læger måned efter måned, skiftede forbindinger og hjalp ham med at lære at bevæge sig normalt igen. Og hvad gjorde I andre imens? I ringede bare og sukkede i telefonen.
Jeg lod blikket glide rundt over dem, der sad ved bordet.
— Kom nogen af jer bare én eneste gang og hjalp rigtigt? Sad nogen hos hendes mor i bare en dag? Afløste nogen Ruth ved Anders’ side? Nej.
Hanne strammede munden, men jeg gav hende ikke mulighed for at afbryde.
— Ruth er et varmt, ordentligt og barmhjertigt menneske. Hun svigter aldrig sine nærmeste, og hun går ikke rundt og praler med alt det, hun gør for dem.
Så vendte jeg mig igen mod Torben.
— Og hvad er det egentlig, du kan prale af, ud over din titel og din høje løn? Måske skulle du først få styr på dit eget familieliv? Jeres ægteskab har i flere år kun hængt sammen på dyre rejser og vanen med at lade, som om alt er perfekt, når familien ser på.
Der blev så stille ved bordet, at man kunne høre uret tikke inde i det tilstødende rum.
— Så måske skulle du tie stille med andres ballast, Torben. Især når dit eget familieskib for længst har fået en revne i skroget.
Al snak omkring bordet stoppede på et øjeblik. Torben blev rødplettet helt op til ørerne, og Hanne pressede læberne så hårdt sammen, at de blev til en smal streg. Resten af aftenen talte de begge til mig med anstrengte stemmer, næsten gennem sammenbidte tænder. Men jeg havde ikke tænkt mig at undskylde for et eneste ord.
Anden gang kom senere.