— Hanne, hvorfor mener De egentlig, at det er mig, der skal forsørge Deres søn? Han er min mand, han er manden i huset, og det er ham, der burde tage sig af mig — ikke omvendt! Så De kan roligt tage Deres “beskyttelse” med Dem og gå ud ad den dør!
— Maria, luk op, det er mig! Jeg har taget friske kåltærter med, lige sådan nogle, som Lars elsker!
Stemmen uden for døren lød munter og urokkelig, som om den på forhånd havde afskåret enhver mulighed for at lade, som om lejligheden stod tom. Maria tørrede langsomt hænderne i viskestykket og sendte derefter sin mand et kort, tungt blik.
Lars sad ved bordet og stirrede ned i sin kolde kaffe. Hele hans holdning var arrangeret, som skulle han forestille et lidende geni, opslugt af en dyb, eksistentiel afgrund. Moderens ankomst lod han til at opfatte som endnu et påtrængende tegn fra en ufuldkommen omverden.
Da låsen klikkede, pressede Maria et høfligt smil frem. På dørtrinnet stod Hanne — en kraftig kvinde i en dyr frakke, med et skarpt og tungt blik og en pose i hånden, hvorfra der bredte sig en kvælende hjemlig duft af nybagt dej. Hun trådte ikke ind; hun gled nærmest ind i entréen og førte en aura af uomtvistelig sandhed med sig.
— Goddag, Maria. Hvorfor ser du så bleg ud? Er du syg? — spurgte hun, mens hun tog frakken af og lod øjnene undersøge lejligheden. — Hvor er Lars? I køkkenet? Det tænkte jeg nok.
Uden at afvente nogen invitation gik Hanne direkte mod køkkenet. Hendes tilstedeværelse slog straks sprækker i den sterile orden, som Maria satte så højt. Køkkenets glatte stålflader og stramme, minimalistiske linjer egnede sig på ingen måde som scene for en så demonstrativ udfoldelse af moderlig omsorg. Først da løftede Lars blikket fra koppen og hilste sin mor med et svagt nik og et anstrengt smil.
— Hej, mor. Hvorfor kommer du så tidligt?
— For en mor er det aldrig for tidligt, min dreng — erklærede Hanne og satte posen med tærterne på bordet, som var den et banner. — Jeg kan jo se, at du er blevet helt mager. Du ser udmattet ud. Her, jeg har taget noget styrkende med. Spis, de er stadig lune.
Maria satte tavst kedlen over. Hendes bevægelser var fine og næsten lydløse, men i hver eneste gestus lå der en spænding, som næsten kunne mærkes i luften. Hun følte sig som en skuespiller i et stykke, hun kendte til hudløshed, hvor alle replikker og roller allerede var fordelt.
Nu ville forspillet komme: lidt snak om vejret, om fjerne slægtninges helbred og om priserne i butikkerne. Og når jorden var blødgjort nok med denne huslige udenomssnak, ville Hanne nå frem til det egentlige ærinde.
— Hos dig er der altid rent, Maria. Ja, nærmest sterilt — bemærkede svigermoren og lod en finger glide hen over bordpladens kant, tilfreds med at finde den støvfri. — Men hyggeligt er her ikke meget. En mand har brug for varme, især når han går igennem en svær periode.
Maria stillede en kop foran hende.
— Vil De have te? Sort eller grøn?
— Sort, som altid. Lars, tag nu i det mindste én tærte. Den er stadig varm. Du har jo slet ingen appetit, det gør ondt at se på — sagde Hanne og skubbede ømt tallerkenen hen til sin søn.
Lars sukkede teatralsk, tog en tærte op, men bed ikke i den. Han vendte den mellem fingrene, som om det ikke var et almindeligt stykke bagværk med kål, men en filosofisk relikvie.
— Jeg har ikke tid til at proppe mig med tærter nu, mor. Tanker…
Det var kodeordet. Signalet. Maria mærkede, hvordan svigermoren øjeblikkeligt samlede sig, skærpede sin opmærksomhed og gjorde sig klar til angreb. Hanne vendte sig mod hende, og hendes ansigt antog det medfølende, beklagende udtryk, som hun gennem årene havde forfinet til fuldkommenhed.
— Ser du, Maria. Et menneske vender sig indad, søger. En skabende sjæl kan ikke leve som alle andre, minut for minut. Han behøver tid til at forstå sig selv på ny og finde sin nye vej. Og netop i sådan en stund er støtten fra de nærmeste særlig vigtig. Kvindelig visdom består i at stille en skulder til rådighed, når manden har det svært. At forstå ham, tage imod ham…
Hun talte dæmpet og blødt, som om ordene lagde et varmt, men kvælende tæppe over hele rummet. Lars lyttede med martyrmine og gav hvert eneste udsagn sin tavse tilslutning. Imens hældte Maria det kogende vand i kopperne.