— Hvad er det, mener du virkelig, at du ikke vil lukke mig ind, hvis han ikke er der? udbrød Inger fornærmet allerede første gang.
— Nej. Vi har ikke aftalt, at du kommer forbi.
— Nå, sådan. Du har altså fået vendt min søn imod sin egen mor.
— Din søn er et voksent menneske. Man kan ikke bare vende ham mod nogen, hvis han selv har en holdning.
Efter den bemærkning smækkede Inger røret på.
Mikkel fik naturligvis historien en time senere. Hans mor havde ringet til ham først og fortalt det hele, som om Anna havde skubbet hende ud på trappen midt i frostvejr.
— Mor siger, du var grov over for hende, begyndte han, så snart han trådte ind ad døren.
Anna var i gang med at pakke indkøbsvarer ud. Uden at svare tog hun en pose gryn op, satte den ind i skabet og lukkede lågen. Først derefter vendte hun sig mod ham.
— Jeg sagde, at hun ikke kommer ind i min lejlighed uden aftale.
— Kunne du ikke have sagt det lidt pænere?
— Det kunne jeg sikkert. Ligesom man også kunne have sagt tingene pænere, dengang jeg blev kaldt en snylter. Det valgte I bare ikke at gøre.
Mikkel sank tungt ned på en stol.
— Skal vi nu tilbage til den samtale hver eneste gang?
— Nej. Kun når I prøver at lade, som om den aldrig har fundet sted.
Han gned træt hænderne over ansigtet.
— Jeg er ikke vant til at leve på den her måde.
— Og jeg er ikke vant til både at være praktisk at have i nærheden og samtidig være den skyldige.
Det var netop dét, der irriterede Mikkel mest. Anna råbte ikke. Hun kastede ikke med tallerkener, bad ham ikke straks om at gå, ringede ikke til veninder foran ham og lavede ingen dramatiske optrin. Hun ændrede bare spillereglerne. Stille, roligt og uden at vige en tomme.
En uge senere tog Mikkel selv ud for at handle. Han kom hjem med to poser, brugte lang tid på at lægge varerne frem på køkkenbordet og spurgte til sidst:
— Er det her fælles, eller er det mit?
Anna lod blikket glide over indkøbene.
— Hvis du vil have, at det skal være fælles, skriver vi det på listen.
Han sukkede.
— Så skriv det på.
Hun tog papiret frem uden et ord. Mikkel remsede varerne op, og Anna noterede dem. Uden spydighed. Uden et triumferende smil. Netop derfor føltes det endnu værre for ham. Det havde næsten været lettere, hvis hun havde stukket til ham med en bemærkning. Så kunne han være blevet fornærmet. Nu var han i stedet nødt til at se noget ganske enkelt i øjnene: hverdagen havde aldrig hvilet på hans store, generøse armbevægelser, men på en lang række små ting, som han tidligere ikke havde regnet for arbejde.
I den anden uge dukkede Inger op uden varsel.
Anna var hjemme. Hun sad og arbejdede ved sin bærbare computer inde i stuen, da hun hørte puslen ude ved hoveddøren. Først troede hun, at Mikkel var kommet tidligere hjem. Men nøglen drejede ikke rundt i låsen. Den, der stod udenfor, prøvede igen, denne gang med mere kraft.
Anna gik ud i entréen og kiggede gennem dørspionen.
Ude på reposen stod Inger. I den ene hånd holdt hun en taske, i den anden en gammel nøgle. Den nøgle, hun tilsyneladende aldrig havde afleveret. Eller også havde hun fået lavet en kopi for længe siden.
Anna åbnede døren, men lod sikkerhedskæden blive siddende.
— Inger, hvad er det, du laver?
Inger trak brat hånden væk fra låsen.
— Nå, du er hjemme. Jeg troede, der ikke var nogen.
— Og derfor ville du låse dig ind?
— Jeg skulle besøge min søn.
— Han er ikke hjemme.
— Så venter jeg på ham.
— Nej.
Ingers ansigt blev langt.
— Hvad mener du med nej?
— Jeg mener, at du ikke kommer ind i lejligheden uden at være inviteret.
— Nu er du da helt… Inger tav midt i sætningen, da hun opdagede, at Anna ikke så vred ud, men blot meget opmærksom. — Jeg er Mikkels mor.
— Og jeg ejer lejligheden.
— Så begynder det igen!
— Det er aldrig holdt op. Du har lige forsøgt at åbne min dør med en nøgle, du slet ikke burde have.
Inger lukkede fingrene om nøglen, som om hun kunne få den til at forsvinde i sin hånd.
— Sikke et postyr over ingenting. Det har jo været i orden før.
— Før vidste jeg ikke, at du betragtede mig som overflødig i mit eget hjem.
Døren til nabolejligheden gik op. Kirsten fra femte, en ældre, men usædvanligt kvik kvinde, der kendte samtlige beboere i opgangen og havde en særlig evne til at dukke op på de mest anspændte tidspunkter, stak hovedet ud.
— Er alt, som det skal være? spurgte hun.
Anna fjernede ikke blikket fra Inger.
— Ja, Kirsten. Der er bare en, der har taget fejl af dørene med en gammel nøgle.
Inger blussede op.
— Lad være med at gøre mig til grin foran naboerne!
— Så lad være med at låse dig ind ad andres døre.
Inger vendte sig om og marcherede hen mod elevatoren. Tasken slog ind mod hendes side, men hun standsede ikke. Anna lukkede døren, tog kæden af, drejede låsen om og ringede straks til en låsesmed. Ingen anmeldelser. Ingen lange forklaringer. Bare en ny lås.
Da Mikkel om aftenen så den nye nøgle, blev hans ansigt hårdt.
— Har du skiftet låsen?
— Ja.
— Uden at sige det til mig?
— Døren blev forsøgt åbnet uden at spørge mig. Så balancen er fin.
— Det er min mor.
— Det er min dør.
Han gik ud i køkkenet, kom tilbage, gik derud igen. Anna lagde mærke til hans rastløse vandren, men sagde ingenting.
— Forstår du overhovedet, hvor ked af det hun blev? spurgte han.
— Hun blev ked af, at hun ikke kunne komme ind uden tilladelse.
— Hun ville bare vente på mig.
— I min lejlighed. Som om jeg ikke fandtes.
Mikkel slog håndfladen mod dørkarmen. Ikke hårdt, men lyden skar gennem gangen.
— Du gør alting til en krig!
Anna gik et par skridt tættere på ham. Ikke helt hen til ham, men tæt nok til, at han ikke længere kunne tale ud i korridoren og blev nødt til at se på hende.
— Nej, Mikkel. Krigen begyndte, da du og din mor besluttede, at mit bidrag kunne overses, mine grænser kunne skubbes til side, og min tavshed kunne regnes for samtykke.
Han åbnede munden for at svare, men i det samme ringede hans telefon. På skærmen stod der: Mor. Mikkel så på Anna og tog derefter opkaldet.
Ingers stemme kunne høres tydeligt, selv om højtaleren ikke var slået til.
— Min dreng, jeg sætter aldrig mine ben hos jer igen. Din kone kan bare være tilfreds. Hun fik sin vilje. Hun smed din mor ud, tog nøglerne fra hende og skiftede låsene. Snart smider hun nok også dig på gaden.
Anna rakte roligt hånden frem.
— Giv mig telefonen.
— Hvorfor?
— Jeg vil sige det, mens du hører det, så ingen bagefter behøver genfortælle noget.
Mikkel tøvede, men rakte hende telefonen.
— Inger, jeg har ikke smidt dig ud. Jeg lukkede dig ikke ind i en lejlighed, som du forsøgte at komme ind i uden invitation. Det er ikke det samme. Mikkel kan mødes med dig hvor som helst og når som helst. Men mit hjem er ikke længere et sted for kontrolbesøg, regnskaber og uanmeldte optrin.
— Hør dog, hvordan hun taler! Inger var tæt på at kvæles i sin forargelse. — Min dreng, hører du det?
— Jeg hører det, mor, sagde Mikkel lavt.
Anna rakte telefonen tilbage til ham.
I dagene efter viste Inger sig ikke, men stilheden var bedragerisk. Hun valgte bare en anden metode. Nu ringede hun til Mikkel om aftenen og talte længe med ham. Efter de samtaler blev han irritabel, hængte sig i småting og forsøgte at ramme Anna med stikpiller.
— Sig mig, er din creme nu også en fælles udgift? spurgte han en dag, da han fik øje på en krukke ude på badeværelset.
Anna mødte hans blik i spejlet.
— Nej. Ligesom dit barberskum heller ikke er det. Forskellen er bare, at jeg ikke kommenterer dit.
Han blev forlegen og gik.
En anden gang sagde han:
— Måske skulle du også sætte hængelås på din egen hylde i køleskabet?
Anna trykkede låget fast på en bøtte.
— Hvis du begynder at tage noget uden at spørge, overvejer jeg det.
— Du er blevet en anden.
Hun vendte sig om.
— Nej. Jeg er bare holdt op med at være bekvem.
Det mest interessante skete sidst på måneden, da de fælles udgifter skulle betales. Anna lagde listen foran Mikkel. Han tog den op, læste den igennem og rynkede panden.
— Hvorfor er det så meget?
— Fordi et liv sammen ikke kun koster de to poser, du kommer hjem med i weekenden.
Han begyndte at gennemgå punkterne ét for ét. Fællesudgifter, internet, vand, rengøringsmidler, madvarer, småreparationer på badeværelset, pærer. Der var intet overflødigt. Ingen ting til Anna personligt. Ingen feminine småkøb. Ingen private udgifter skjult mellem linjerne.
— Jeg havde ikke troet, det løb op i så meget, sagde han efter lidt tid, lavere end før.
— Det ved jeg.
— Hvorfor sagde du det ikke tidligere?
Anna lagde kuglepennen fra sig.
— Det gjorde jeg. Du svarede altid: Det finder vi ud af senere.
Han sænkede blikket. Den sætning havde været hans foretrukne måde at skubbe ansvar ud i en tåget fremtid på. Nu var fremtiden ankommet i form af et stykke papir.
— Jeg overfører, sagde han.
— Fint.
Han gjorde det ikke med det samme. Først gik han ud på altanen, ringede til nogen og kom ind igen. Anna spurgte ikke. Lidt efter gav hendes telefon en kort lyd fra sig. Overførslen var gået ind.
Derefter var Mikkel stille i flere dage. Ikke kærlig. Ikke angrende. Bare stille. Han betragtede Anna, som om han forsøgte at finde den knap, der kunne få hendes gamle mildhed tilbage. Men der fandtes ingen knap. Der var kun en kvinde, som længe havde ladet, som om alt var i orden, og som nu var holdt op.
To uger senere kom han pludselig med et forslag.