– Du skal ikke så meget som stikke næsen uden for dit værelse, din frække tøs! Hvis jeg ser dit fjæs herinde, skal du få at mærke, hvad der sker! hvæsede svigermoren.
– Vov det ikke! – Kirsten drejede så brat rundt, at hendes øreringe med glassten slog mod halsen og kastede små glimt op på væggen. – Så længe familien Hansen er her, vil jeg ikke se skyggen af dig. Bliv i dit lille hul og hold mund!
Anna stod stivnet ved den halvt åbne køkkendør med et viskestykke knuget i hånden. Gennem sprækken kunne hun følge hvert eneste af svigermorens bevægelser: hvordan vasen med de kunstige roser blev rykket en centimeter på sofabordet, hvordan servietterne blev glattet, og hvordan krystalglassene på bakken blev kontrolleret, så de stod i en helt lige række.
– Mor, tag det nu roligt… – forsøgte Lars, men Kirsten fejede hans ord væk med en håndbevægelse, som om han blot var en irriterende flue.
– Det eneste, jeg mangler, er at blive gjort til grin foran ordentlige mennesker! Familien Hansen kommer, de får øje på den… – hun standsede, mens hun ledte efter et passende ord – de ser hende, og hvad skal de så tro? At min søn har giftet sig med hvem som helst?
Anna lukkede døren uden en lyd. Hendes fingre rystede, men hun tvang sin vejrtrækning til at falde til ro. Tre år. I tre år havde hun boet i denne lejlighed midt i København, og hver gang der kom gæster, blev hun gemt væk som en pinlig hemmelighed. Som en vare med fejl, man ikke turde stille frem i udstillingsvinduet.
Ti minutter senere ringede det på. Inde fra gangen hørte Anna, hvordan svigermoren pludrede sødt for gæsterne, hvordan stemmerne blandede sig, og hvordan Lars lo – med den særlige selskabslatter, han aldrig brugte over for hende.
Hun stod ved vinduet i sit værelse – sit “hul”, som Kirsten kaldte det – og så ud over byen i aftenlyset.
Oktobermørket faldt hurtigt. I ejendommen overfor tændtes lamperne én efter én, og pludselig slog en tanke ned i Anna: Hvor mange kvinder fandtes der mon bag alle de oplyste ruder, kvinder som hende, der skjulte sig for andres blikke? Hvor mange var blevet usynlige i deres eget hjem?
Hun var vokset op i Aarhus i en helt almindelig familie. Hendes far arbejdede på en fabrik, hendes mor på biblioteket. Efter sin uddannelse flyttede hun til København, lejede et lille værelse i en yderbydel og fik arbejde som receptionist på en tandklinik. Det var dér, hun havde mødt Lars. Han kom ind for at få ordnet tænder, smilede, lavede sjov og inviterede hende på kaffe. Dengang havde han virket som et andet menneske. Eller også havde hun bare så inderligt ønsket at tro på det.
– Anna, hent lige mere is, lød Lars’ stemme fra stuen, i den tone man bruger, når man taler til personale.
Hun tog isterningebakken ud af fryseren og gik ind. I stuen hang en tung blanding af dyr parfume og cognac. Ægteparret Hansen – et ældre par i elegante klæder – sad ved bordet, og ved siden af dem strålede Kirsten som et pyntet juletræ.
– Nå, her kommer vores lille hjælper, sagde svigermoren uden overhovedet at se på hende. – Stil den på bordet og gå igen.
Fru Hansen, en kvinde omkring de tres med et køligt blik, lod øjnene glide ned over Anna.
– Hvem er det? Den nye rengøringshjælp?
Luften syntes at fryse fast. Anna satte isen fra sig og løftede blikket. Lars havde begravet sig i sin telefon. Kirsten pressede et anstrengt smil frem.
– Nej da, Bente! Hun er… tja, en fjern slægtning. Hun hjælper lidt til i huset indimellem.
En slægtning. Hans søns hustru var blevet til “en fjern slægtning”.
Et eller andet inde i Anna gav et næsten uhørligt klik. Det var ikke noget, de andre kunne høre, men hun mærkede det løbe gennem hele kroppen. Langsomt tørrede hun hænderne i forklædet, bandt det op og tog det af. Derefter foldede hun det omhyggeligt sammen og lagde det over stoleryggen.
– Jeg er hans kone, sagde hun lavt, men klart. – Lars’ kone. Det har jeg været i tre år.
Kirsten sprang op så voldsomt, at en kaffekop væltede og sendte en mørk plet ud over dugen.
– Hvad… hvordan vover du?! Ud herfra! Forsvind fra stuen med det samme!
– Nej, sagde Anna og rystede på hovedet. – Jeg går ingen steder. Jeg er færdig med at gemme mig i mit eget hjem.
Først nu så Lars op fra telefonen. I hans ansigt lå forvirring, irritation og noget andet, noget hun kendte alt for godt: frygten for hans mor.
– Anna, lad nu være med at lave en scene. Gå ind på værelset, så taler vi om det senere.
– Senere? Anna lo kort og skarpt. – Vi har levet i “senere” i tre år. Når mor ikke hører det. Når der ikke er gæster. Når hun er faldet i søvn. Jeg venter ikke længere på det der “senere”.
Familien Hansen sad målløse og stive på stolene; det var tydeligt, at de ikke havde regnet med sådan en vending. Kirstens kinder blev røde.
– Din… din uforskammede møgunge! Jeg tog dig ind i mit hjem af medlidenhed! Jeg gav dig mad, tøj, tag over hovedet, og sådan betaler du mig?
– Af medlidenhed? Annas stemme blev fastere for hvert ord. – Jeg kom ind i dette hjem, fordi Deres søn giftede sig med mig. Og fra den første dag gjorde De alt, hvad De kunne, for at få mig til at føle mig som en tjenestepige i stedet for som en del af familien.
Hun gik ud i entréen, greb sin taske og rev frakken ned fra knagen. Hænderne rystede igen, men denne gang var det ikke af frygt.