Det var adrenalinen, der fik hende til at ryste nu. Vreden. Den pludselige, næsten svimlende fornemmelse af frihed.
– Hvor tror du, du skal hen?! Lars sprang endelig op. – Er du blevet fuldstændig sindssyg?
Anna standsede i døråbningen og vendte sig om. Hun så på sin mand – manden, der engang var kommet med blomster, havde læst digte højt for hende og lovet, at han altid ville beskytte hende og elske hende. Den samme mand, som to uger efter brylluppet for første gang havde kaldt hende “hjælp i huset”, fordi hans mor havde bedt ham om det.
– Jeg er ikke længere jeres tjenestepige. Og jeg vil heller ikke være jeres hemmelighed mere. Lev, som I har lyst.
Døren faldt i bag hende med et lavt, endeligt klik. Ude i opgangen hang en blanding af kattelugt og frisk maling i luften. Anna lænede sig mod væggen og lukkede øjnene. Hjertet hamrede så voldsomt, at det føltes, som om det ville sprænge sig ud af brystet på hende.
Hun fandt telefonen frem og ringede til Mette, den eneste veninde, hun ikke helt havde mistet kontakten med i de tre år.
– Mette… må jeg komme over til dig? Bare et stykke tid… ja… ja, der er sket noget…
På Nørreport var der proppet med mennesker. Anna blev presset ind mellem fremmede kroppe, mærkede skuldre strejfe sig, en fod træde hende over tæerne, og lugten af våde frakker og billig automatkaffe fyldte luften. Hun trak den dybt ned i lungerne – duften af almindeligt liv, hvor folk skyndte sig videre med deres egne ting, hvor ingen gemte sig eller lod som om.
Inde i toget var luften tung og kvælende. Anna stod ved døren med hånden om stangen og betragtede sit ansigt i den mørke rude. Enogtredive år. Håret samlet i en hestehale, huden bleg, skygger under øjnene. Hvornår havde hun sidst set sig i spejlet uden samtidig at spørge sig selv, om hun nu var usynlig nok?
Telefonen vibrerede. Lars. Fem ubesvarede opkald. Anna nøjedes med at afvise opkaldet og sætte mobilen på lydløs.
Mette boede på Amager i en ni etagers betonblok. Hun åbnede døren i bløde hjemmebukser og en slidt T-shirt med poser ved knæene, trak Anna ind til sig og holdt hende fast uden at stille et eneste spørgsmål.
– Te? Eller skal vi gå direkte til cognac?
– Te, sagde Anna, smed frakken fra sig og sank ned i den slidte sofa. – Jeg er ikke klar til at drikke mig fuld endnu.
Mette kom tilbage med to dampende krus, satte sig tæt ved siden af hende og trak benene op under sig.
– Fortæl.
Og Anna begyndte at tale. Ikke det hele på én gang. Først kun om denne aften, om familien Hansen og om svigermorens ord. Men efterhånden væltede sætningerne ud af hende, som om en dæmning var bristet. Hun fortalte, hvordan Kirsten ikke havde brudt sig om hende fra første dag: “ikke fra vores kredse”, “ingen forbindelser”, “provinsiel”. Hun fortalte, at Lars i begyndelsen havde forsvaret hende, men siden oftere og oftere bare havde nikket, når hans mor sagde noget. Hvordan Anna langsomt var blevet forvandlet til husets ubetalte hushjælp – hun lavede mad, gjorde rent, vaskede tøj, men når der kom gæster, blev hun ikke bedt med til bordet. Og om den gang Kirsten havde sagt: “Gør os nu ikke til skamme. Bliv inde på værelset.” Lars havde ikke sagt et ord.
– Åh, Anna, hviskede Mette og tog hendes hånd. – Hvorfor har du tiet stille? Hvorfor sagde du ikke noget til mig før?
– Jeg skammede mig, svarede Anna og tog en slurk te, så varm at den brændte hendes mund. – Alle sagde hele tiden, hvor heldig jeg var. Sikke en mand, jeg havde fået. Lejlighed i centrum, en dannet svigermor… Hvad skulle jeg sige? At jeg levede hos dem som et husdyr? At min mand hellere beskyttede sin mor end sin kone?
Mette sagde ingenting. Hun blev bare ved med at stryge Anna over hånden. Udenfor summede aftenen i København; et sted gøede en hund, børn råbte nede i gården, og døren til opgangen smækkede.
– Du bliver her, sagde Mette til sidst. – Så længe du har brug for det. Vi finder ud af det.
Anna sov ikke den nat. Hun lå på den udtrukne sovesofa, stirrede op i loftet og tænkte. For tre år siden havde hun troet, at kærlighed kunne overvinde alt. At Lars ville ændre sig. At hans mor med tiden ville vænne sig til hende. Men mennesker forandrer sig ikke, hvis de ikke selv ønsker det. Og Lars havde aldrig ønsket det.
Morgenen begyndte med tyve ubesvarede opkald fra hendes mand. Kort efter kom der en besked fra Kirsten: “Hold op med det hysteri og kom hjem. Gør ikke familien til skamme.”
Anna slukkede telefonen.
Klokken otte tog Mette på arbejde og efterlod en nøgle og en seddel på bordet: “Køleskabet er dit. Hvil dig.” Anna stod op og gik i bad – for første gang i lang tid uden at skynde sig. Bagefter lavede hun kaffe og satte sig ved vinduet. Nede i gården luftede ældre kvinder deres hunde, og mødre fulgte børn i børnehave. Det var et enkelt liv, uden masker og uden frygt.
Hun fandt sin bærbare frem og åbnede sin mail. Der lå hendes CV, som ikke var blevet opdateret i tre år. Kirsten havde forbudt hende at arbejde – “hvad skal du med penge, vi sørger jo for dig.” Men den slags forsørgelse havde vist sig at være værre end et fængsel.
Inden middag havde Anna sendt sit CV til seks klinikker. Om aftenen var der kommet to svar med invitationer til samtale.
Først næste dag tændte Anna telefonen igen.