Der lå otteogtredive ubesvarede opkald fra Lars og tolv fra hendes svigermor. Desuden var der en besked fra Kirsten: “Lars har fået det dårligt med hjertet. Er du tilfreds nu?”
Anna kom næsten til at smile. Det var et gammelt nummer, hun kendte alt for godt: sygdom som våben. Hun havde set det igen og igen. Den ene dag gjorde hovedet ondt, den næste steg blodtrykket, så “stak” det i brystet. Og hver eneste gang smed Lars alt, hvad han havde i hænderne, og løb.
Men det angik ikke længere hende.
Hun skrev tilbage: “Ring efter en ambulance. Jeg kommer ikke tilbage.”
Den første jobsamtale fandt sted på en klinik ikke langt fra Nørreport. Anna tog den eneste pæne kjole på, hun ejede, lagde lidt makeup og rettede ryggen, inden hun gik ind. Chefsygeplejersken, en kvinde i halvtredserne med et skarpt, roligt blik, læste hendes CV igennem og stillede derefter nogle spørgsmål om hendes tidligere erfaring.
— Hvorfor har du ikke arbejdet de sidste tre år?
Anna stivnede et øjeblik. Hvad skulle hun sige? At hendes mand og svigermor havde nægtet hende det? At hun havde siddet derhjemme som en prinsesse spærret inde i et tårn?
— På grund af familiære forhold. Men nu er jeg klar til at arbejde på fuld tid.
Kvinden nikkede.
— Vi mangler en receptionist med administrative opgaver. Vagterne skifter lidt, og lønnen er ikke høj i begyndelsen, men der er mulighed for at udvikle sig. Kan du starte om en uge?
— Ja, det kan jeg, sagde Anna.
Og for første gang i meget lang tid var hendes smil helt ægte.
Samme aften sad hun i Mettes køkken. De drak billig vin fra karton af kaffekrus og grinede så højt, at det rungede i det lille rum.
— De ansatte mig! Mette, jeg skal arbejde igen!
— Jeg vidste, du kunne, sagde Mette og stødte sit krus mod Annas. — Hvad med Lars? Ringer han stadig?
— Hele tiden. Han skriver også. Men jeg svarer ikke.
— Godt. Så kan han mærke, hvordan det føles at miste nogen.
Men Lars forstod ingenting. Tre dage senere dukkede han op. Det var aften, og Anna kom hjem fra Mette med indkøbsposer i hænderne, da hun fik øje på ham foran opgangen. Han så ældre ud, tyndere, med en krøllet skjorte og et ansigt, der var gråt af træthed.
— Anna, vi er nødt til at tale sammen.
— Der er ikke noget at tale om.
Hun forsøgte at gå forbi ham, men Lars greb fat om hendes arm.
— Min mor er syg. Alvorligt syg. Hendes blodtryk ryger op, og hun spiser piller i håndfulde. Lægerne siger, det er stress. På grund af dig.
Anna rev armen til sig.
— På grund af mig? Lars, din mor har plaget mig i tre år. Hun ydmygede mig, gemte mig væk og behandlede mig som en tjenestepige. Og du sagde ingenting. Hver gang valgte du hende. Aldrig mig.
— Du ved jo, hvordan hun er… Du kunne have holdt ud. Du kunne have tilpasset dig lidt.
— Tilpasset mig? Annas stemme knækkede og blev skarp. — Det er præcis det, jeg har gjort i tre år! Jeg har vasket, lavet mad og gjort rent. Jeg har tiet stille, mens hun kaldte mig en slave. Og hvad ændrede det? Ingenting!
— Anna, kom hjem. Jeg skal nok tale med min mor. Hun vil forstå det…
— Nej.
Anna rystede langsomt på hovedet.
— Jeg kommer ikke tilbage. Jeg vil leve, Lars. Leve, ikke bare overleve i frygt. Jeg har fået arbejde. Jeg begynder forfra. Uden jer.
Hun vendte sig om og gik hen mod døren til opgangen. Lars råbte efter hende, men Anna så sig ikke tilbage.
Inde i Mettes lejlighed var der varmt, og der duftede af rødbedesuppe. Anna tog frakken af, gik ud i køkkenet og satte sig tungt på stolen.
— Var han her? spurgte Mette.
— Ja.
— Og hvad sagde du?
— At jeg ikke kommer tilbage.
Mette øste suppe op til hende og lagde et stykke brød ved siden af tallerkenen.
— Godt gået. Hold fast i det. Det værste er allerede overstået.
Men Anna vidste, at det sværeste først lige var begyndt.
Arbejdet på klinikken blev hendes redning. Hun mødte klokken otte om morgenen, smilede til patienterne, skrev tider ind i systemet og tog sig af papirerne. Den daglige leder, Helle, var streng, men retfærdig. Hun snusede ikke rundt i Annas privatliv og stillede ingen unødige spørgsmål. Hun lod hende bare arbejde.
Efter en måned lejede Anna et værelse i Vanløse. Det var lille, og møblerne så ud, som om de havde stået der siden halvfemserne, men det var hendes. Hun købte nyt sengetøj, hængte gardiner op og satte en potte med en violet i vindueskarmen. Det var hendes eget sted. Her var der ingen, der kunne bestemme, hvordan hun skulle trække vejret.
Lars ringede mindre og mindre. Kirsten sendte én sidste besked: “Du kommer til at fortryde det. Gud ser alt. Du bliver straffet for at have ødelagt familien.”
Anna slettede nummeret og blokerede hende.
Der gik et halvt år.
Foråret kom sent til København, men da det endelig kom, gjorde det det med kraft. På en uge forsvandt sneen, træerne sprang ud, og folk smed de tunge vinterfrakker. Anna var på vej hjem fra arbejde og gik gennem parken, da hun pludselig fik øje på Lars.
Han sad alene på en bænk, krumbøjet og sammensunket, som om han var blevet mindst ti år ældre. Ved siden af ham stod et par krykker lænet op ad bænken.
Anna ville bare gå videre, men Lars løftede hovedet, og deres blikke mødtes.
— Anna…
Hans stemme var hæs og udmattet. Hun standsede et par skridt fra ham.
— Hvad er der sket?
— En blodprop i hjernen, sagde han og trak munden skævt i et bittert smil. — For to måneder siden. Min venstre side er stadig svag. Lægerne siger, det skyldes stress og udmattelse.