Uden at svare gik jeg hen til skuffen, hvor alle regninger og kvitteringer lå. Jeg vidste præcis, hvor jeg skulle lede. Efter et øjeblik trak jeg den rigtige bon frem og lagde den ved siden af hans.
Fire hundrede og ti kroner. Benzin. Fuld tank.
– Hvad er det der? spurgte Lars.
– En kvittering fra tankstationen. Din. Fra i forgårs.
– Og hvad så? Jeg skal jo på arbejde!
– Der er syv kilometer til dit arbejde. En fuld tank rækker til over seks hundrede kilometer, altså næsten tre uger. Men du tanker hver eneste uge. Fire gange om måneden. Det betyder, at du kører andre steder hen. Ud til søen. Hjem til Mads. På fisketur. Fire hundrede og ti kroner gange fire er seksten hundrede og fyrre kroner om måneden. Kun til benzin. Men jeg må ikke købe shampoo til otteogtyve kroner.
Hans ansigt blev rødt. Ikke af skam. Skam så anderledes ud hos Lars; så slog han blikket ned. Nu stirrede han direkte på mig, mens farven steg op fra halsen og bredte sig over kinderne, helt op til panden. En lille åre ved tindingen begyndte at hamre.
– Det er mig, der tjener pengene! råbte han højere. – Så har jeg også ret til at bruge dem!
– Du tjener otte tusind fem hundrede. Jeg tjener tre tusind otte hundrede. Af mine penge går to tusind tre hundrede til dit lån. Så er der femten hundrede tilbage. Du giver mig tusind “til familien”. Fem hundrede lægger jeg til side til mors medicin. Til mig selv er der ingenting. Ikke én krone, Lars. Ikke én eneste. I otte år.
Han smækkede døren så hårdt, at en fotoramme faldt ned fra hylden i gangen. Glasset revnede, men gik ikke i stykker. Det var vores bryllupsbillede. Fra 1998. Jeg var fireogtyve, han seksogtyve. Vi smilede begge to. Dengang anede vi ingenting.
Jeg samlede rammen op og satte den tilbage på plads. Revnen i glasset gik lige ned mellem os. Han stod til venstre. Jeg til højre.
Så gik jeg tilbage i køkkenet og slog den grønne notesbog op.
“Februar. Shampoo – 28 kr. Benzin, L. – 410 kr. Forskel: fjorten en halv gang. Skænderi på grund af mine 28 kr.”
Jeg holdt så hårdt om kuglepennen, at knoerne blev hvide. Alligevel var min håndskrift lige og pæn. Tredive års øvelse fornægtede sig ikke.
Om aftenen ringede min datter. Sofie boede i Odense og arbejdede som indretningsdesigner. Hun var seksogtyve, havde en lejet lejlighed og tjente sine egne penge.
– Mor, hvorfor lyder du så stille?
– Jeg er bare træt. Der var meget på arbejdet.
– Er det far igen? Er det penge?
Jeg rettede på brillerne. Glassene var helt rene, men vanen sad i fingrene. Når jeg blev nervøs, skubbede jeg altid stellet længere op på næseryggen.
– Nej, nej. Alt er i orden.
– Mor. Jeg kan høre det.
Hun havde altid kunnet høre det. Allerede som skolepige lagde hun mærke til, at hendes mor klippede sit eget hår ind over vasken, mens hendes far hver anden uge kom hjem med en ny æske blink til fiskegrejet.
– Vi taler om det en anden gang, sagde jeg og lagde på.
Fredagsbadet sprang Lars aldrig over. Aldrig. De var fire mænd: ham, Mads, Henrik og Peter. Grillspyd, damp, øl og samtaler om fangster, motorer og hvem der havde fået den største fisk.
En gang hver anden eller tredje måned samledes de hjemme hos os. Ude i gården, i lysthuset. Kød på grillen, agurker fra bedet. Og det store badefad af cedertræ, som havde kostet seks tusind kroner og var blevet sat op tre år tidligere. Også købt på afbetaling. Også betalt af mig.
Kødet til grillen købte Lars selv. På den slags sparede han ikke. Tre kilo nakkefilet, halvandet kilo oksekød. Marinade, saucer, fladbrød. Fem-seks hundrede kroner på én aften. Og jeg bar pålæg, brød og småting ud. Ikke fordi jeg havde lyst. Om morgenen havde han sagt: “Sørg nu for, at bordet ser ordentligt ud. Jeg gider ikke stå og skamme mig over for gutterne.”
Skamme sig. Over for gutterne. Men over for sin kone, der skulle leve for tusind kroner, var der åbenbart intet problem.
Jeg satte tallerkenerne på bordet. Henrik, tung og fåmælt, nikkede bare. Mads, den yngste af dem, mumlede: “Tak, tante Anna.” Peter skænkede øl op til sig selv og sagde ikke noget.
Lars sad tilbagelænet på stolen og tyggede på sit grillspyd. Mæt. Tilfreds. Afslappet. Han havde knappet den øverste knap i skjorten op. På hans håndled glimtede det store Casio-ur, som havde kostet to tusind to hundrede kroner. En gave til ham selv på hans sidste fødselsdag. Hvis man regnede efter, hvem der i virkeligheden havde betalt, var det en gave fra mig.
– Ved I, hvor sparsommelig min kone er? sagde han og pegede med gaflen gennem luften mod huset, som om jeg stod bag muren. Jeg stod tre meter fra ham med en tom bakke i hænderne. – Tusind kroner om måneden, og så lever hun. Og det går jo fint! Alle burde have sådan en kone.
Mads lo usikkert gennem næsen. Henrik stirrede ned i sin tallerken. Peter tog en slurk øl og så væk.
– Nej, jeg mener det, fortsatte Lars. – Jeg prøver jo bare at forklare hende, at man må leve efter evne. Økonomi er ligesom fiskeri: man skal kunne vente. Men så kommer hun slæbende med shampoo til næsten tredive kroner. Sikke en ødeland!
Han lo. Alene. De andre sagde ingenting.
Jeg blev stående med bakken. Mine ben føltes pludselig tunge, som om nogen havde hældt bly ned i skoene. Halsen snørede sig sammen. I otte år havde jeg slugt det. Seksoghalvfems gange havde jeg fået penge lagt på bordet og sagt tak.
Jeg lagde bakken på bordkanten, langsomt og med vilje.