– Lars, sagde jeg lavt, men alligevel blev alle fire siddende helt stille. – Når du nu gerne vil regne foran publikum, så lad os da regne færdigt. Hvor meget har du brugt på fiskeudstyr det seneste år?
Han holdt op med at tygge. Kødstykket på gaflen blev hængende midt mellem tallerkenen og munden.
– Hvad skal det nu betyde…
– Fjorten tusind to hundrede kroner, sagde jeg. – Fiskestangen kostede tre tusind otte hundrede. Hjulet to tusind syv hundrede. Line, woblere, blink og alt det småtteri løb op i to tusind tre hundrede på et år. Og så er der benzinen til turene. Ni ture på en sæson. Det giver yderligere seks tusind fire hundrede til brændstof og kørsel.
Min stemme var jævn. Næsten tør. Som når jeg på arbejdet gennemgår udgifter post for post til morgenmødet.
– I alt tyve tusind seks hundrede kroner på en hobby på ét år. I samme periode gav du mig tolv tusind. Til mad, medicin, rengøringsmidler. Til det hele. Du brugte næsten dobbelt så meget på dine fiskestænger, som du brugte på din kone. Og så er det mig, der er ødeland?
Stilheden faldt tungt ned over bordet.
Henrik satte langsomt sit glas fra sig. Mads rømmede sig og kløede sig i nakken. Peter stirrede på hegnet med en koncentration, som om han aldrig før havde set brædder stå lodret i en have.
– Skal du virkelig stå og gøre det dér foran andre? sagde Lars mellem sammenbidte tænder. Kæbemusklerne arbejdede under huden som små hårde sten. – Er du blevet helt fra den?
– Det gjorde du jo selv, svarede jeg. – Foran andre. Med din ødeland. Var det i orden?
Han rejste sig. Ikke hurtigt. Stolen blev skubbet tilbage, og benet skrabede hen over fliserne. Så gik han ind i huset. Døren lukkede han stille, fast, uden at smække. Netop dét var det værste. Når Lars lukkede en dør lydløst, betød det tavshed. Tre dage, en uge, så længe han selv fandt passende. Straf uden ord.
Mændene begyndte at bryde op efter et kvarters tid. Mads mumlede et farvel og forsvandt først. Peter nikkede kort og gik efter ham. Henrik blev stående lidt ved havelågen. Han tøvede, flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Til sidst rakte han bare hånden frem. Jeg tog den. Hans håndflade var varm, ru og stærk.
Han sagde ikke noget. Det behøvede han heller ikke.
Jeg gik tilbage til havepavillonen, samlede tallerkenerne sammen, stablede dem i baljen og bar skraldet ud. Aftenen var lun. Der lugtede af kul og dild fra bedet. Hos naboerne spillede en radio, noget dæmpet uden sang. En helt almindelig sommeraften.
Indeni mig var der derimod blevet så stille, som om nogen havde slukket for en brummen, der havde kørt uafbrudt i otte år.
Jeg satte mig på bænken i pavillonen. Alene. Hænderne lagde jeg i skødet. Jeg ventede på, at de skulle begynde at ryste. Det gjorde de ikke. De lå bare der, rolige. Tørre, slidte hænder. Revisorhænder. Hænder, der var vant til at holde en kuglepen og regne. Nu havde de endelig regnet det hele ud.
Tavsheden varede i to uger. Lars bevægede sig rundt i lejligheden som en fremmed lejer på et kollegiekøkken. Han spiste morgenmad, når jeg allerede var på vej ud ad døren. Aftensmaden tog han i garagen, hvor han havde slæbt både elkedel og mikrobølgeovn ud. Al kommunikation blev reduceret til sedler på køleskabet, holdt fast af magneten med teksten “Til den bedste fisker”: “Ring til forsyningen om måleren.” “Vaskepulveret er ved at være brugt.”
Jeg svarede på de samme lapper: “Har ringet. De kommer onsdag.” “Vaskepulver: 34 kr. Hvilke af de 1.000 kr. skal de tages fra?”
Den sidste seddel krøllede han sammen og smed i skraldespanden. Vaskepulveret købte han selv. For første gang i otte år.
Hver aften åbnede jeg min notesbog. Kolonnerne voksede. Hans udgifter stod i venstre side, store tal i en bred søjle. Mine stod til højre, små beløb, en smal lille bæk. To verdener på samme side. Tæt på hinanden, men aldrig blandet sammen.
På den sidste side skrev jeg facit. Jeg tegnede en dobbelt ramme omkring tallet med rød kuglepen.
I løbet af otte år havde jeg betalt 176.000 kroner af på hans lån. Fire års løn fra mig. Givet væk til hans båd, hans motor og det udendørs badekar, hvor han sad og svedte med sine venner.
I de samme otte år havde han givet mig 96.000 kroner. Tusind kroner gange seksoghalvfems. Til livet, til maden, til alt.
Jeg havde betalt næsten dobbelt så meget for ham, som han havde givet mig at eksistere for.
Og så gjorde jeg det, jeg havde været på vej til i tre måneder. Måske i alle otte år.
Jeg stoppede med at betale hans lån. Begge to. Helt.
Jeg åbnede bankappen. Det velkendte beløb stod klar: 2.300 kroner. Min finger svævede over skærmen. Så trykkede jeg på “Annuller”. Automatbetalingen slettede jeg også. Derefter lukkede jeg appen.
Den første uge skete der ingenting. I den anden uge fik han en sms, som han slettede uden at åbne. I den tredje uge ringede de. Han afviste opkaldet, sikkert i den tro, at det var telefonsælgere. I den fjerde uge ringede de igen. Og igen. Og endnu en gang.
Det opkald ramte ham ude i gangen. Jeg stod i køkkenet og skrællede kartofler. Kniven gled hen over skrællen i jævne strimler. Der var en væg mellem os, men hvert eneste ord nåede ind til mig.
– Ja, det er Lars. Hvilken restance? Fem tusind fire hundrede? Det må være en fejl. Min kone betaler… Altså… Nej, vent lige…
Der blev en lang pause. Jeg hørte, hvordan hans hånd med telefonen langsomt sank ned.
Så kom han ind i køkkenet. Hans ansigt var hvidt.