— Så Mads får arven, mens jeg får ukrudt og regninger? Det var da en imponerende form for retfærdighed. Her er nøglerne, tag dem selv, — sagde Anna og lagde nøglebundet på bordet med en ro, som om hun blot skilte sig af med noget, der aldrig havde tilhørt hende.
Hanne stivnede med tekoppen i hånden. Mads løftede blikket fra sin telefon og stirrede vantro på sin søster. Stilheden i køkkenet blev tung og stram; kun det gamle vægur fortsatte uforstyrret med at tikke. Ingen havde forestillet sig, at samtalen ville tage den drejning. Og slet ikke fra Anna. Hun, som altid havde været den føjelige. Den stille. Den, der aldrig lavede optrin.
Det hele var begyndt halvandet år tidligere, da deres far pludselig faldt om på arbejdet og døde af et hjerteanfald. Han var kun otteoghalvtreds. Han havde været en fåmælt mand, en af dem der helst ordnede alting selv og sjældent delte sine planer med andre. Papirerne opbevarede han i et gammelt pengeskab, og nøglen til det hang sammen med husnøglerne. Først efter begravelsen opdagede familien, at der ikke fandtes noget testamente. I pengeskabet lå kun skøderne: ét på lejligheden i byen og ét på huset ude på landet. Derfor skulle arven efter reglerne deles ligeligt mellem de to børn, Anna og Mads.
De første seks måneder gik med formularer, frister og papirarbejde. Notaren, en midaldrende kvinde med et træt ansigt, gennemgik proceduren uden hast: ansøgningen skulle indleveres, dokumenterne samles, gebyrerne betales, og derefter måtte de vente. Anna og Mads mødte op sammen, sad tavse i køerne og skrev under dér, hvor de fik besked på det. Der var ingen fjendtlighed mellem dem, men heller ingen særlig varme. De var bror og søster, ja. De var vokset op under samme tag. Men de havde for længst fået hvert sit liv.
Da de seks måneder var gået, og notaren fastsatte dagen, hvor arveattesterne kunne udleveres, indkaldte Hanne til familieråd. Hun boede selv i en lille etværelses lejlighed, som hun havde arvet efter sin mor. Mandens ejendom havde hun ingen andel i; ægteskabet var blevet indgået så sent, at alt allerede dengang stod alene i hans navn.
De sad ved det samme køkkenbord som nu. Hanne stillede en termokande med te frem, skar en købt sandkage i skiver, satte sig over for sine børn og slog ud med hænderne.
— Nå, vi må vel finde ud af, hvem der tager hvad.
Mads ventede. Anna sagde ingenting.
— Jeg har tænkt lidt over det, — fortsatte Hanne. — Mads bor jo i byen, han arbejder der, og han har brug for en lejlighed. Og du, lille Anna, du har altid været så glad for landet. Kan du huske, hvordan du som barn tiggede om at blive hos bedstemor hele sommeren? Du ville aldrig med hjem igen. Så du kan tage huset. Det bliver da ærligt og rimeligt.
Dengang nikkede Anna. For det var sandt nok: hun havde holdt af landet. Stilheden efter byens larm, duften af nyslået græs, aftenerne på trappen foran huset, hvor man kunne sidde og se solen gå ned. Mads arbejdede som koordinator i et logistikfirma i en større dansk by og boede til leje i en lille lejlighed i udkanten. Hannes forslag virkede umiddelbart logisk. Broren fik farens lejlighed i byen, og hun fik familiens gamle hus i Ribe. Det lød lige. Det lød fair. Alle burde være tilfredse.
— Godt, — sagde Anna.
Mads nikkede, og lettelsen stod tydeligt i hans ansigt. Han havde frygtet, at de ville ende i retten, med skænderier, krav og fornærmelser. På den her måde slap de for det hele.
Arveattesterne blev udstedt uden indsigelser. Mads blev ejer af en toværelses lejlighed i et nyere boligkvarter, på syvende sal i en ni etagers betonblok. Tooghalvtreds kvadratmeter, pænt istandsat, fordi deres far havde renoveret den tre år tidligere. Anna fik det gamle træhus med en grund på omkring to tusind kvadratmeter i Ribe, cirka hundrede og tyve kilometer fra byen, et sted hvor bussen kun kom tre gange om dagen.
Det første slag ramte hende en uge efter papirerne var faldet på plads, da hun tog ud for at se sin arv. Hun tog en fridag, steg på morgenbussen og blev rystet igennem på en ujævn landevej i to og en halv time. Hun stod af ved en skæv lille købmandsbygning, gik ad en støvet vej forbi forladte huse og forhaver, der var groet fuldstændig til.
Huset, som hun huskede som varmt, ordentligt og velholdt, lignede nu noget, der var ved at falde fra hinanden. Faren havde ikke været derude de sidste fem år. Efter bedstefarens død havde han hverken haft tid eller kræfter. Bedstefaren var død, bedstemoren endnu tidligere, og huset havde stået tomt siden. Taget lækkede tre steder; oppe på loftet kunne hun se mørke fugtpletter og begyndende skimmel. Beklædningen var blevet sort af vand, og flere steder var brædderne rådnet helt igennem. Verandaen hang ned i den ene side, trinene gav efter under fødderne, og hegnet stod skævt eller lå væltet i stumper. Tilbage var kun nogle rådne stolper og rester af rustent trådhegn, der hang slap og opgivende. Hele grunden var dækket af ukrudt højere end hendes hofter: burre, brændenælder, tidsler og kvikgræs. Et sted under alt det måtte de bede ligge, som hendes bedstemor engang havde passet.
Anna blev stående midt i forfaldet og mærkede en bitterhed presse sig op i halsen. Det var ikke barndomslængsel. Ikke en blød nostalgi over gamle somre. Det var en klar, næsten fysisk erkendelse af, hvor stor en byrde hun havde fået lagt i hænderne. Hvis huset skulle bringes i stand, ville det kræve måneder af arbejde og mange titusinde kroner. Ellers måtte det rives ned, og der måtte bygges forfra. Der fandtes ingen tredje mulighed.
Hun gik en runde omkring huset og kiggede ind i skuret, en skæv bygning med et tag, der delvist var faldet sammen. Derefter prøvede hun at åbne hoveddøren, men den sad fast, så hun måtte presse skulderen imod. Indenfor lugtede der af fugt og mus. Møblerne stod der endnu: en gammel sofa, et bord, en jernseng. Alt var dækket af et gråt lag støv. Tapetet havde løsnet sig fra væggene og hang i flænsede strimler. Brændeovnen, den eneste varmekilde, skulle som minimum gennemgås grundigt — og helst udskiftes helt.
Anna gik ud på trappen, satte sig forsigtigt på et vaklende trin og tog telefonen frem. Dækningen var dårlig, men det lykkedes hende at ringe til sin mor.
— Mor, jeg er ved huset nu.
— Nå? Hvordan ser der ud? — Hannes stemme lød frisk og næsten forventningsfuld.
— Mor, det hele er ved at falde sammen. Taget er utæt, gulvene er rådne, hegnet ligger nede. Det er ikke et hus længere. Det er en ruin.
— Jamen, Anna, hvad havde du regnet med? Ingen har boet der i fem år. Selvfølgelig er det blevet forsømt. Men jorden er god, og luften er ren. Når du får ryddet op, får du et dejligt sommersted.
— Det kræver enorme penge bare at få det nogenlunde i orden.
— Tag det lidt ad gangen. Du skal jo ikke flytte ind i morgen, vel?
Anna orkede ikke at diskutere. Hun sagde farvel, stak telefonen i lommen og gik rundt på grunden i endnu en time for at prøve at danne sig et overblik over arbejdet. Det var nytteløst. Der var alt for meget.
Ugen efter kom den første opkrævning: grundskyld. Tolv hundrede kroner for året. Kort efter fulgte ejendomsskatten, yderligere fem hundrede. Så kom en regning fra den lokale administration for affaldsordning og vedligeholdelse af fællesarealer: tre hundrede kroner mere. Anna sad ved bordet med en lommeregner og lagde tallene sammen. Alene de faste betalinger løb op i omkring to tusind kroner om året. For andre var det måske ikke en formue, men for hende, der arbejdede som lærer i indskolingen på en folkeskole, var det penge, hun ikke bare kunne hælde i et tomt, forfaldent hus.
Og huset krævede jo ikke kun skatter og gebyrer. Det krævede reparationer. Hvis hun lod stå til, ville det om få år være helt ødelagt, og alligevel ville myndighederne stadig sende regninger — i hvert fald for grunden.
Til sidst besluttede Anna, at hun måtte få nogen lokalt ud for at se på skaderne og sige ærligt, hvor slemt det stod til.