Hun fik fat i en mand fra egnen, Jens, som alle i landsbyen kendte. Han havde engang kørt traktor, men nu tog han småreparationer og forefaldende arbejde, når nogen havde brug for et par ekstra hænder. Han kom ud til huset, gik en runde, kravlede op for at se på taget og stod længe og betragtede de mørke skjolder under udhænget. Til sidst rystede han på hovedet.
— Det her er ikke bare en lille utæthed, sagde han. — Taget er færdigt. Hvis det skulle gøres ordentligt, skulle det skiftes. Men hvis du bare vil have det til at holde vandet ude et stykke tid, kan jeg lægge tagpap over de værste steder og slå det fast. Med materialer bliver det omkring tusind kroner.
Anna nikkede uden at diskutere.
— Gør det.
Ugen efter kom Jens igen. Denne gang satte han krydsfiner for vinduerne, så de ikke blev smadret af lokale unge, eller så hjemløse ikke kunne kravle ind og slå sig ned i huset. Det kostede yderligere fem hundrede kroner. I skuret fandt han nogle gamle malingsrester og et par stive pensler. For egen regning tog han sig tid til at stryge skodderne over, ikke fordi det gjorde nogen reel forskel, men fordi huset i det mindste ikke skulle se helt så sørgeligt ud.
— Skal vi også gøre noget ved hegnet? spurgte han og pegede på den skæve trådindhegning, der hang i buer mellem de rådne stolper.
Anna så på det og sukkede.
— Ikke nu. Jeg har ikke flere penge til det.
— Det bestemmer du selv, sagde Jens. — Men naboerne kan finde på at lukke dyr derind. Så bliver grunden trådt helt ned.
— Der er ikke noget tilbage at trampe ned, svarede hun træt.
Da hun senere kørte tilbage til byen, sad hun med en tung fornemmelse af at være blevet snydt. Ikke fordi nogen direkte havde løjet hende op i ansigtet. Det var næsten værre end det. De havde bare undladt at sige tingene, som de var. Hanne havde talt om huset, som om det var en lille perle på landet: ro, frisk luft, egen grund, frihed. Mads havde slet ikke interesseret sig for detaljerne. Han havde fået lejligheden, og resten var ikke hans problem.
Mads spildte i mellemtiden ikke tiden. Han opsagde sin lejebolig og flyttede ind i den lejlighed, han havde arvet. Der blev malet vægge, skiftet armaturer og sat nye møbler ind. Ikke noget overdådigt, men nok til at det hele så pænt og præsentabelt ud. Efter to måneder lagde han den ud til leje. Der meldte sig hurtigt et ungt par uden børn og uden kæledyr. Begge arbejdede hjemmefra med IT, og de virkede rolige og ordentlige. Lejen blev sat til seks tusind fem hundrede kroner om måneden, forbrug ved siden af, og kontrakten lød på et år.
Det fortalte Mads om med tydelig tilfredshed, når familien samledes til søndagsmiddag hos Hanne. Anna kom som regel en gang om måneden, mest af pligt og gammel vane.
— Jeg har virkelig været heldig med dem, sagde Mads en af de dage, mens han smurte smør på et stykke brød. — Man kan mærke det med det samme. Fornuftige mennesker. Ingen børn, ingen hund, ingen kat. De passer på tingene. Og de betaler til tiden — faktisk plejer pengene at komme før fristen.
Hanne smilede varmt til ham og nikkede.
— Det var godt, min dreng. Din far ville have været stolt af dig. Du har forstået at bruge arven rigtigt.
Anna sad tavs over sin suppe. Hun tænkte på, at deres far måske også kunne have været stolt af hende, hvis han havde vidst, hvordan hun måned efter måned betalte for et hus, hun ikke boede i, ikke havde planer om at bo i, og som langsomt, men sikkert sank sammen, selv om hun forsøgte at holde det i live med små, desperate reparationer.
Der gik et år. Anna betalte næste omgang ejendomsskat og afgifter. Endnu et par tusind kroner forsvandt uden at give hende noget som helst tilbage. Huset stod der stadig og forfaldt i sit eget langsomme tempo. Hun tog derud et par gange i løbet af foråret og sommeren. Med en benzindrevet græstrimmer, hun havde lånt af en nabo i opgangen, slog hun det værste ukrudt ned og samlede affald i sække. Det føltes meningsløst. En måned senere var græsset højt igen, og vinden havde blæst nye poser, dåser og flasker ind fra vejkanten.
En aften sad hun ved computeren og skulle til at betale endnu en regning via netbanken. Pludselig gik hun i stå. Fingrene hang urørlige over tastaturet. En enkel tanke gled gennem hovedet på hende: Hvorfor egentlig?
Spørgsmålet var så indlysende, at det næsten gjorde hende forskrækket. Hvorfor? Hvorfor betalte hun? Hvorfor brugte hun penge, tid og kræfter på noget, hun hverken ønskede eller havde brug for?
Var det af hensyn til minderne? Men minderne hørte jo til hendes bedsteforældre og barndommens somre. De hørte til det hus, der engang havde været varmt, beboet og fyldt med lyde. Ikke til den fugtige, muglugtende bygning, hvor musene nu havde mere ret til at være end hun selv havde.
Var det, fordi hun håbede på en fremtid der? Hvilken fremtid? Hvis huset skulle sættes rigtigt i stand, ville det kræve beløb, hun ikke havde og sandsynligvis aldrig ville få. Hendes løn som lærer i indskolingen lå på omkring enogtyve tusind kroner udbetalt om måneden. Næsten en tredjedel gik til den lille lejlighed i en ældre ejendom i udkanten af byen. En anden stor del forsvandt til mad, transport, strøm, varme og andre nødvendigheder. Når alt det faste var betalt, var der ikke meget tilbage. Og af netop de rester skulle hun så også finde penge til huset.
Hun lukkede netbanken uden at gennemføre betalingen. Så satte hun sig i sofaen, trak knæene op til sig og blev længe siddende med armene omkring benene. Udenfor gled en fin, grå regn ned over ruden, og på vindueskarmen kravlede en flue langsomt frem og tilbage, som om heller ikke den vidste, hvor den skulle hen.
Sidst på foråret inviterede Hanne igen familien til middag. Anledningen var Mads’ fødselsdag; han fyldte treogtredive. De var kun de tre: Hanne, fødselaren og Anna. Bordet var dækket, som det plejede — salater, ovnstegt kylling, kartofler og brød. En helt almindelig familiemiddag, som de havde haft så mange af før.
Samtalen drejede sig, som den ofte gjorde, om praktiske ting. Mads fortalte, at lejerne havde bedt ham kigge på badeværelset. Fliserne sad løst flere steder, og fugerne ved bruseren var blevet mørke.
— Jeg bliver nok nødt til at bruge nogle penge på det, sagde han og sukkede, som om han stod over for en tung beslutning. — Det løber sikkert op i tolv-femten tusind. Men det er jo en investering. Hvis jeg får det lavet ordentligt, kan jeg hæve lejen med en tusindlap om måneden. Så er det tjent hjem på cirka et år.
Hanne lagde hovedet lidt på skrå og så deltagende på ham.
— Sådan er det med fast ejendom, min dreng. Det skal passes. Men bagefter får man også noget igen.
Anna lyttede til dem og mærkede, hvordan en stille irritation begyndte at samle sig i hende. Det var ikke vrede. Hun var ikke et menneske, der let blev rasende. Det var noget køligere, mere nøgternt. En træt, skarp irritation over hele situationens urimelighed.
Mads brugte penge og fik flere penge tilbage hver måned. Hun brugte penge og fik ingenting. Alligevel sad de andre og talte, som om det hele var naturligt, rimeligt og fuldstændig retfærdigt.
— Hvordan går det egentlig med dit hus, Anna? spurgte Hanne pludselig og vendte sig mod hende med et smil. — Har du været derude for nylig?
— Ja, svarede Anna kort. — I sidste måned. Jeg slog græs.
— Og? Måske kunne du begynde at gøre grunden lidt hyggelig? Plante nogle blomster eller buske? Få det til at se pænt ud?
Anna lagde gaflen fra sig og så på sin mor. Hanne smilede oprigtigt. Hun hørte ikke selv, hvor absurd det lød. Hun forstod det virkelig ikke.
— Mor, sagde Anna roligt. — Synes du egentlig selv, at arven blev fordelt retfærdigt?
Spørgsmålet kom uden hævet stemme og uden åbenlys bebrejdelse. Det blev sagt næsten hverdagsagtigt. Alligevel var der noget i tonen, der fik Hanne til at tie og blinke forvirret.
— Jamen… ja, det synes jeg, sagde hun langsomt. — I fik jo begge to noget. Hver jeres del.
Anna smilede skævt, mere udmattet end bittert.
— Hver vores del?
Mads rettede sig en smule op. Der var noget i hans søsters stemme, han ikke brød sig om. Anna plejede at være stille. Medgørlig. Hun sagde sjældent imod og undgik helst konflikter. Men nu var der dukket noget andet op i hendes blik.
— Hvad er det, du mener, der er galt? spurgte han med en snert af udfordring.
Anna lænede sig tilbage mod stoleryggen og foldede armene over brystet. Ikke for at virke dramatisk, men fordi hun havde brug for at holde sig selv samlet, mens alt indeni strammede sig sammen.
— Mads fik en lejlighed, som han lejer ud for seks tusind fem hundrede kroner om måneden. Det er otteoghalvfjerds tusind kroner om året, næsten uden at han skal gøre noget. Jeg fik et hus, der hele tiden kræver udgifter, og som hver måned dræner mig for penge.