Hun kunne ikke tilgive Mette, at hun havde spredt sladder og opført sig som et fuldstændigt uopdragent menneske.
— Anna! Når festen er slut, tager vi med hjem til jer. Her lugter der lidt af noget gammelt, så vi fortsætter bare hyggen hos jer, erklærede Mette med tyk tunge.
— Nej. I dag tager vi ikke imod flere gæster, svarede Anna kort og lod Mette stå tilbage med et forvirret blik.
Det, der endeligt fik bægeret til at flyde over, var det, Anna tilfældigt hørte ude ved toilettet. Mette stod højlydt og fyldte de andre kvindelige slægtninge med løgnehistorier. Hun påstod, at Anna kun spillede sød og ordentlig udadtil, men i virkeligheden var en ubehagelig kvinde. Hun fortalte også, at fødselaren havde behandlet dem skammeligt, fordi hun ikke havde tilbudt dem en god seng, men i stedet havde henvist dem til en gammel, slidt sofa. Derhjemme hos Anna og Lars var der angiveligt svinesti, og pengene, Anna havde tjent, måtte helt sikkert være kommet på en uærlig måde.
Mette blev ved og ved. Den ene giftige bemærkning efter den anden gled ud af munden på hende. Endnu værre var det, at nogle af slægtningene tilsyneladende troede på hende og begyndte at sende Anna fordømmende blikke.
— Fint, Mette. Så sætter du aldrig dine ben i mit hjem igen, hvislede Anna for sig selv.
Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun gjorde det rigtige. Den frække og respektløse del af familien skulle ud af hendes liv én gang for alle.
— Kære gæster! lød det pludselig fra værten, der bad om alles opmærksomhed. — Før hovedretten bliver serveret, har fødselaren forberedt et lille slideshow. De mest mindeværdige øjeblikke fra festen.
Et lærred på væggen lyste op. Først begyndte en kort, næsten højtidelig film om familieværdier, sammenhold mellem slægtninge og gensidig respekt. Der blev vist farverige billeder fra fødselsdagen, og flere af gæsterne smilede, da de genkendte sig selv på skærmen.
Men efter et øjeblik skiftede stemningen. De glade billeder blev erstattet af optagelser fra et noget andet “arkiv”.
På skærmen kunne man se Mette stoppe uåbnede flasker ned i sin taske, mens hendes egen stemme rungede ud i lokalet:
— Giv mig den pose der! Hvad har den forædte madamme ellers købt af lækkerier? Kaviar! Det var bedre. Kom nu, tag for jer!
— Må jeg åbne den flaske dér? spurgte en anden stemme.
— Selvfølgelig, Peter! Og giv mig også lige det stykke røget fisk!
Det var en optagelse fra et skjult kamera, som Anna havde sat op i sit køkken.
På videoen sad Mette, Peter og Mikkel og kastede sig over de varer, der var blevet købt ind til festen. De spiste uden skam, rodede i poserne og talte samtidig om Anna på en måde, der fik flere af gæsterne til at vende sig mod deres bord med tydelig misbilligelse. Filmen var klippet sammen af de mest afslørende øjeblikke.
Til sidst viste optagelsen, hvordan Mette tog et køkkenhåndklæde og tørrede Mikkels sneakers af med det. Han havde smurt dem til, da han tabte et stykke kage. Efter at have pudset skoene og samlet de uåbnede madvarer sammen forlod de køkkenet, som om det hele var det mest naturlige i verden.
Så sluttede videoen.
Der blev helt stille i salen.
Mette rejste sig langsomt. Mens hun pressede plastikbøtter ned i en pose, hostede hun hæst:
— Drenge! Vi går. Vi bliver ikke i det her terrarium.
Smilene forsvandt fra gæsternes ansigter. Ingen sagde noget. Enkelte rejste sig og gik med Mette.
At en del af selskabet forlod festen, ødelagde dog ikke Annas humør. Aftenen fortsatte, og stemningen blev faktisk lettere, da de mest giftige mennesker var væk.
Familien Nielsen drog deres egne konklusioner om Mette og hendes nærmeste. Efter den episode var der mange i familien, som holdt op med at omgås hende. Og dem, der fortsatte kontakten, blev for Anna en slags filter. Hvis de stadig kunne støtte Mette efter alt det, ville Anna heller ikke længere have noget med dem at gøre.
Venskabet med familien Nielsen kom derimod alle til gode. Selv Lars ændrede sig. Han brugte ikke længere aftenerne passivt foran fjernsynet, men begyndte at tage sit arbejde mere alvorligt og tog jævnligt i fitnesscenter med Anders Nielsen.
— Det er altså ikke for ingenting, man siger, at vi formes af dem, vi omgiver os med, sagde Anna smilende, når hun så de gode forandringer hos sin mand.
Lars blev ikke vred på hende. Efter den aften brød han sig heller ikke længere om Mette, selv om han aldrig selv ville have turdet afsløre hende på den måde.
Men Anna havde ikke rystet på hånden. Hun havde trukket den skamløse familie frem i lyset — og samtidig befriet sig selv for slægtninge, der kun havde bragt uro, grådighed og dårlig energi med sig.