— Bedstemor, skal jeg følge Dem hen til udgangen? — spurgte ekspedienten spydigt, mens hendes blik gled vurderende fra mine sko og op til mit ansigt. — Tøjet her er altså ikke beregnet til pensionister. Måske skulle De hellere prøve markedet?
Jeg stod foran montren med kjolerne. Tasken havde jeg i hånden, og min jakke hang over den ene skulder. Pigen bag disken betragtede mig, som om jeg var et insekt, der var landet i hendes salat.
— Jeg kigger bare, — svarede jeg roligt.
— Ja ja, bare kigger, — fnøs hun. — Den slags kender vi godt. Først prøver I halvdelen af butikken, krøller det hele sammen og går så uden at købe noget. Det her er en butik, forstår De? Ikke en genbrugsforretning.
Hun var ung, måske omkring otteogtyve, iført en stram sort kjole, med skrigende manicure og et ansigtsudtryk, der nærmest dryppede af overlegenhed. På hendes bryst sad et navneskilt: Camilla.
En tanke strejfede mig: hun havde ikke den fjerneste anelse om, at jeg for en måned siden havde købt både denne butik og hele bygningen. Og at hun i dette øjeblik stod og var uforskammet over for sin egen chef.
— Må jeg se jeres nyheder? — spurgte jeg og nikkede mod stativet med kjoler.
— Nyhederne? — Camilla gik langsomt hen langs udstillingen og rettede på et par bøjler. — Er De sikker, bedstemor? Det er dyre varer. Meget dyre. Måske ville nedsatte varer passe Dem bedre? Derovre hænger der noget lidt mere enkelt.
Jeg trådte nærmere og tog en blå kjole ned. Stoffet føltes blødt og silkeagtigt mellem fingrene, snittet var klassisk, og forarbejdningen så ordentlig ud. Det var et godt stykke tøj.
— Hvad koster den her? — spurgte jeg.
Camilla kastede et blik på prisskiltet og trak på smilebåndet.
— Seks tusind otte hundrede kroner, — sagde hun langsomt. — Men De behøver nu ikke engang kigge nærmere på den. Den er tydeligvis uden for Deres budget.
Jeg svarede ikke. Jeg holdt kjolen op foran mig, undersøgte sømmene og lod fingrene glide over kanterne for at mærke kvaliteten. Kjolen var pengene værd. Måske var den endda billigere, end den burde have været.
— Jeg vil gerne prøve den, — sagde jeg.
— Mener De det alvorligt? — Camilla løftede det ene øjenbryn. — De er godt klar over, at hvis De pletter den til eller river noget i stykker, så skal De betale for den? Sådan er reglerne her. De slipper ikke uden om seks tusind otte hundrede kroner.
— Det forstår jeg, — sagde jeg og nikkede.
— Nå, men så okay, — mumlede hun og trak på skuldrene. — Det er jo Dem, der ved bedst. Men hvis De ombestemmer Dem, så sig det med det samme. Jeg gider ikke have min tid spildt. Jeg skal snart til frokost.
Hun tog kjolen af bøjlen og rakte den til mig med en ligegyldig bevægelse, som om hun afleverede en gulvklud.
— Prøverummet er derovre, — sagde hun og pegede mod hjørnet. — Og pas nu på lynlåsen. Den er italiensk og sart.
Jeg tog kjolen med mig ind i prøverummet. Døren blev lukket bag mig, jeg tog mit eget tøj af og trak kjolen over hovedet. Den sad, som om den var syet til mig. Den blå farve fremhævede mine øjne, snittet skjulte det, jeg helst ville skjule, og længden var præcis rigtig. Jeg drejede mig foran spejlet og betragtede mig selv fra flere vinkler. Det var en smuk kjole. Veludført. Og ja, den var bestemt sin pris værd.
Da jeg kom ud igen, sad Camilla bag disken med et blad foran sig og tyggegummi i munden. Hun gad ikke engang løfte hovedet med det samme.
— Hvad synes De? — spurgte jeg.
Først da rev hun sig dovent løs fra bladet og lod blikket glide hen over mig.
— Tja, egentlig udmærket, — trak hun ordene ud. — Til Deres alder er den vel fin nok. Selvom udskæringen ærligt talt er lidt dyb. Når man er halvtreds, behøver man måske ikke vise sig sådan frem. Rynker på halsen pynter jo ikke ligefrem, vel?
Jeg er fireoghalvtreds år. Ja, jeg har rynker. Men jeg skammer mig ikke over dem. Jeg har fortjent dem. Hver eneste streg i mit ansigt er et år med arbejde, erfaring og overlevelse.
— Jeg tager den, — sagde jeg.
Camilla lagde bladet fra sig og rettede sig op.
— Seriøst? — Der var ingen tvivl om overraskelsen i hendes stemme. — De ved godt, hvad den koster, ikke?
— Seks tusind otte hundrede kroner, — gentog jeg. — Ja, det ved jeg.
Ekspedienten rejste sig, kom et skridt tættere på og kneb øjnene sammen, mens hun nu så på mig med en helt ny slags interesse.
— Nå da, — sagde hun langsomt. — Og hvordan har De så tænkt Dem at betale? I afdrag fra pensionen? Eller har børnebørnene samlet ind?
Jeg tog mit kort op af tasken og lagde det på disken foran hende.
— Med det her.
Camilla tog kortet mellem fingrene og vendte og drejede det. Da hun så den sorte plast og logoet fra premium-banken, udstødte hun et lille hånligt fnys.
— Nå, et sort kort, — sagde hun med sarkasmen lysende klart i stemmen. — De har måske fundet Dem en rig mand? Eller er der en gavmild ældre herre, der hjælper til? Hun trak ordene ud, som om endnu en fornærmelse allerede lå klar på tungen.