i Deres alder behøver han vel ikke engang være særlig ung, bare han kan betale.
Jeg lod bemærkningen hænge i luften. Ikke et ord kom over mine læber. Jeg betragtede hende blot med roligt blik og ventede på, at hun skulle gennemføre betalingen. Mine hænder var helt stille. Stemmen, hvis jeg havde brugt den, ville ikke have rystet. Jeg vidste allerede, at hendes overlegne mine om få øjeblikke ville støde frontalt sammen med virkeligheden.
— Nå, lad os se, — sagde Camilla og skubbede kortet ind i terminalen. — Så finder vi ud af, om der faktisk står penge på det, eller om det bare er sådan noget plastik, folk bruger til at spille fine. Den slags kan man jo efterhånden købe alle steder.
Terminalen gav et kort bip. Betalingen gik igennem uden problemer. Camilla trak kortet ud igen og kastede et blik på kvitteringen. Hendes ansigt trak sig sammen, som havde hun fået noget surt i munden.
— Værsgo, — mumlede hun og rakte mig kortet og bonen. — De kan skifte om. Jeg pakker kjolen.
Jeg gik tilbage til prøverummet, tog kjolen af og trak i mit eget tøj igen. Da jeg kom ud, stod posen allerede klar. Camilla havde lagt købet i en pose med butikkens logo på, men hun gjorde ikke det mindste forsøg på hverken at smile eller sige tak.
— Her, tag den, — sagde hun og skubbede posen over disken mod mig. — Og kom da endelig igen, hvis pensionen rækker. Eller hvis den gavmilde herre spæder til.
Jeg tog posen, men blev stående. Mit blik hvilede et øjeblik på hende.
— Camilla, — sagde jeg lavmælt. — Hvor længe har De arbejdet her?
Hun rynkede panden og lagde armene over kors.
— Hvad kommer det Dem ved?
— Jeg spørger bare.
— Tre år, hvis De absolut vil vide det, — svarede hun skarpt. — Tre år har jeg stået her. Og hvad så?
— Tre år, — gentog jeg med et lille nik. — Det forklarer en del. Ved De, hvem der ejer butikken?
Camilla lavede en grimasse, som om spørgsmålet i sig selv irriterede hende.
— Selvfølgelig ved jeg det. Før var det Helle, der ejede stedet. Så solgte hun det videre til en eller anden. Den nye ejer har jeg aldrig set. Mette står for driften og alt det praktiske. Hvorfor spørger De?
— Hvor er Mette lige nu? — spurgte jeg.
— På lageret. Der er kommet varer, så hun tjekker leveringen. Hvad nu, vil De klage? — Camilla trak hånligt på munden. — Over hvad, helt præcist? Jeg har ikke gjort Dem noget. Jeg solgte Dem kjolen, tog imod betalingen, og alt er sket efter reglerne.
— Vil De bede hende komme herud, tak?
— Hvorfor skal De tale med butikschefen? — Camilla himlede med øjnene. — Mette har travlt. Hun har rigeligt at se til. Hun har ikke tid til at stå og småsnakke med hver eneste gamle dame, der kommer ind.
— Hent hende alligevel.
Camilla fnøs, men tog sin telefon frem og ringede op.
— Mette, der står en kunde herude og forlanger at tale med dig. Ja, nu. Vil du ikke komme? Hun bliver bare stående og går ikke. Ja, ude i butikken. Fint.
Hun lagde på og sendte mig et trodsigt blik.
— Hun kommer om lidt. Men De spilder Deres tid. Jeg har ikke sagt noget forkert. Jeg opførte mig helt normalt. Spørg bare de andre kunder.
Jeg svarede ikke. Jeg stod ved disken med posen i hånden og kiggede ud gennem vinduet. Sneen dalede udenfor, og folk skyndte sig forbi på fortovet, hver især på vej et sted hen. En ganske almindelig vinterdag. En ganske almindelig butik. Og om et øjeblik ville alt herinde forandre sig.
Efter et minuts tid kom en kvinde på omkring femogfyrre ud fra baglokalet. Hun bar en stram grå dragt, havde en mappe under armen og et træt, koncentreret udtryk i ansigtet. Det var Mette, butikschefen. Jeg havde mødt hende én gang før, for en måned siden, da jeg underskrev købsaftalen på butikken. Men hun genkendte mig ikke. Dengang havde jeg haft briller på, håret samlet i en stram knold og en mørk forretningsdragt. Nu stod jeg foran hende med løst hår, jeans, en blød sweater og diskret makeup. Et helt andet menneske at se på.
— Goddag, — sagde Mette høfligt, men med en anelse vagtsomhed i stemmen. — Hvad kan jeg hjælpe med?
— Goddag, — svarede jeg. — Kan De fortælle mig, om Camilla altid taler sådan til kunderne?
Butikschefen trak brynene sammen og så hurtigt over på ekspedienten.
— Hvad er der sket? Camilla, har der været problemer?
— Slet ingen! — udbrød Camilla straks. — Jeg talte helt almindeligt til hende! Hun leder bare efter noget at brokke sig over!
— Hun kaldte mig en gammel dame, — sagde jeg roligt og så Mette direkte i øjnene. — Hun tilbød endda at følge mig til udgangen, som om min blotte tilstedeværelse var et problem.