— Hvad for noget? Lars stivnede et øjeblik. Han var vant til, at kvinderne i familien reagerede på én af to måder: enten bøjede de nakken uden et ord, eller også brød de ud i gråd og skænderi. Annas isnende ro passede ikke ind i nogen af hans velkendte mønstre. — Og hvordan havde du tænkt dig, at vi skal komme ind til byen i aften? Vi har en hel masse ting med! Har du glemt, at mor dårligt kan gå?!
— I tager bussen, svarede Anna uden den mindste rystelse i stemmen. — Der er tre kilometer til landevejen ad grusvejen. Bussen kører hver anden time. Den sidste går klokken otte. Hvis I begynder at gå nu, kan I sagtens nå den.
Røde pletter bredte sig over Lars’ ansigt.
— Er du komplet syg i hovedet? brølede han og greb fat i kanten af den smalle åbning med sine tykke fingre. Han forsøgte at tvinge ruden længere ned, mens motoren i elruden summede anstrengt imod. — Du tager maden med?! Din kage ligger stadig i bagagerummet! Vi har ikke engang fået kaffe! Kom så ud, din kælling!
— Tjenestefolk spiser efter herskabet, Lars, sagde Anna og lod hvert eneste ord falde skarpt og tydeligt. — Men jeg er ikke jeres tjenestepige. Og jeg har ikke tænkt mig at betale for at mætte jer længere.
Hendes blik gled videre til Mads, der netop kom løbende hen til bilen. Han hev efter vejret og støttede hænderne mod knæene. Svedperler skinnede på hans pande.
— Anna, skat… begyndte han i den klagende tone, han altid brugte, når han ville gøre sig selv til offer. — Hvad er det, du laver? Lars lavede jo bare sjov! Han har drukket lidt og sagt noget dumt uden at tænke sig om. Hvorfor skal du lave sådan et nummer foran hele familien? Du gør os til grin! Mor står derovre og holder sig for brystet!
— Gør jeg jer til grin? Anna lo kort, men lyden var kold og bitter. — Er det mig, der gør det?
Hun så på manden, der ikke én eneste gang på fem år havde stillet sig foran hende. Manden, der igen og igen havde sendt deres fælles penge videre til sin voksne, frække bror, mens hun selv arbejdede nætter igennem.
— For resten, Mads, hævede Anna stemmen en anelse, så den kunne høres over motorens brummen og den stigende mumlen fra slægtningene, der langsomt trak nærmere mod porten. — Du kan hilse din bror og sige, at han må begynde at finde penge selv. Overførslen på fem tusind kroner har jeg annulleret. Sponsorordningen er lukket. For altid.
— Hvad?! udbrød brødrene i samme åndedrag.
Farven forsvandt fra Mads’ ansigt, som om nogen på et øjeblik havde tømt ham for blod.
— Anna, nej… hviskede han og kastede sig hen mod ruden. — Det kan du ikke have gjort… De slår ham ihjel! Anna, tag telefonen, overfør dem igen! Jeg beder dig! Jeg tager et lån i mit eget navn på mandag!
Lars trådte et skridt tilbage fra bilen. For første gang den dag flakkede der noget ægte og dyrisk bange gennem hans ellers så overlegne blik. Det gik op for ham, at han nu stod alene med sin gæld. Uden broderens lydige kones kreditkort som redningskrans.
— Åbn døren, din so! Lars knyttede hænderne og løftede armen, klar til at slå mod glasset.
Anna sagde ingenting. Hun trykkede blot på knappen, og ruden gled opad. Den klemte hårdt om Lars’ fingre. Han hylede, rev hånden til sig og sprang baglæns, mens han spyttede en strøm af beskidte forbandelser ud.
Hun satte gearvælgeren i Drive.
Mads gjorde et desperat forsøg på at kaste sig foran motorhjelmen og viftede vildt med armene, men Anna trådte kontant på speederen. Crossoveren brølede lavt og truende, de brede dæk rev en sky af støv, tør jord og småsten op fra gruset og sendte det hen over de to brødre fra top til tå.
Bilen skød ud gennem sommerhusområdets knirkende jernport og forsvandt ned ad den smalle landevej. Bag den blev kun en tæt, grå støvsky hængende i luften.
Vejen tilbage til sig selv
Turen ind til byen tog lidt over en time.
Anna tændte for musikken. Først lod hun den spille lavt, men efter et øjeblik skruede hun op. En tung, rytmisk puls fyldte kabinen.
Landskabet gled forbi uden for vinduerne som brede striber af grønt og gult. Små lunde, marker og enkelte caféer langs vejen med skilte om grillmad og kaffe dukkede op og forsvandt igen. Inde i bilen var der derimod køligt, rent og ordentligt. Og der var en duft af noget, hun næsten havde glemt: frihed.
Først nu, mens hun så den jævne, grå asfaltstribe åbne sig foran bilen, begyndte hun for alvor at forstå, hvad hun netop havde gjort. Hun rystede ikke. Hun brød ikke sammen. Der var ingen tårer, ingen hulken, ingen kvælende klump af ydmygelse i halsen. Tværtimod. For første gang i årevis følte hun sig levende. Som om hun var vågnet efter en lang, tung og iltfattig søvn.
Hun kom til at tænke på den tid, hvor hun havde mødt Mads. Dengang havde han virket så omsorgsfuld, så familieorienteret. Han talte ustandseligt om, hvor vigtige båndene mellem slægtninge var. Om at brødre altid skulle holde sammen og hjælpe hinanden. Da hun var otteogtyve, havde det lydt som et tegn på tryghed og pålidelighed. Hun, der var vokset op alene med sin mor, havde set Mads’ store, larmende familie som den sikre havn, hun i hemmelighed havde længtes efter.
Men havnen havde vist sig at være en piratbugt.
Hun huskede sin første virkelig store bestilling: en bryllupskage i tre etager. Tredive kilo. Indviklet pynt med sukkerblomster og detaljer, der krævede millimeterpræcision. Hun sov ikke i to døgn. Hendes ben summede af udmattelse, så hun næsten ikke kunne stå oprejst. For første gang tjente hun et beløb, der føltes som rigtige, store penge.
Samme aften havde Mads “lånt” dem til Lars, så han kunne købe en gammel varevogn, som han efter eget udsagn ville bruge til at køre gods og “tjene kassen”. Varevognen endte med at rådne op bag sommerhuset uden at have gennemført en eneste tur. Pengene så hun naturligvis aldrig igen.
“Du er da ikke smålig, vel, Anna? Vi er jo familie,” havde Mads sagt dengang og kysset hende skyldbevidst på issen.
Og hun havde troet på ham. Hun havde troet, at kærlighed krævede ofre. At gode hustruer holdt ud, støttede og bar over. Det var redderkomplekset, blandet godt og grundigt med angsten for at blive alene.
Hun fandt sig i, at svigermoren kom brasende ind uden at banke på og strøg fingeren hen over skabene for at kontrollere støvet, mens hun rynkede næsen. Hun fandt sig i, at tante Hanne ved hver eneste familiesammenkomst højlydt spurgte, hvornår Anna dog havde tænkt sig at “føde et lille barn, for uret tikker jo, og det kan ikke kun handle om kager”. Hun fandt sig i, at Lars kom uden at ringe først, åbnede hendes køleskab og spiste den dyre mascarpone, der var købt ind til kundernes bestillinger, mens han sagde: “Brors familie må godt, hold nu op med at være nærig.”
Men i dag, præcis i det sekund, hvor en beskidt hånd havde revet tallerkenen væk lige for næsen af hende, mens hendes egen mand fnisede bifaldende med de andre… dér brast illusionen. Hun så dem pludselig, som de var. Ikke som familie. Ikke som tryghed. Men som en flok forbrugere. Igler, der havde sat sig fast i hendes årer.
Telefonen på passagersædet vågnede til live. Skærmen lyste op med et indgående opkald.
“Mand”.
Hun afviste det ikke. Hun skruede bare ringetonen helt ned og lod telefonen ringe ud.
Ét ubesvaret opkald. Tre. Ti.
Derefter begyndte beskederne at vælte ind i messenger. Skærmen blinkede næsten hvert sekund.
“Anna, kom tilbage med det samme! Hvad fanden har du gang i?!”
“Mor har fået det dårligt på grund af dig, hun har taget beroligende dråber, og hendes blodtryk er steget!”
“Lars er i panik, de mennesker har ringet til ham. Overfør pengene, jeg beder dig, jeg betaler alt tilbage fra min løn, jeg sværger!”
“Hvordan skal vi komme hjem?! Kødet bliver ødelagt herude, vi nåede ikke engang at stege det færdigt, og ingen har benzin!”
“Du er vanvittig! Jeg vil skilles!”
Ved den sidste besked lo Anna stille. Ægte. Så klart, at lyden fyldte hele bilen.
“Jeg vil skilles.” Hvilken fantastisk ironi. Han forsøgte at bruge hendes stærkeste våben mod hende selv. Han troede, at truslen om at miste en så “uvurderlig” ægtemand ville få hende til at vende bilen om.
Lås og nøgle
Byen tog imod hende med asfalt, der flimrede i solen, og weekendens velkendte summen.