Anna satte bilen ved opgangen til deres… nej, til hendes hjem. Lejligheden var ganske vist købt, mens de var gift, og lånet stod som et fælles anliggende, men udbetalingen — den største del af beløbet — var kommet fra hendes mor, som havde solgt sit sommerhus. Det hele fandtes på papir. Og de månedlige ydelser var uden undtagelse blevet trukket fra Annas konto. Mads’ løn var altid forsvundet til “familiens behov”, benzin til hans ture og hans egne små luksusindfald.
Juridisk ville bodelingen næppe blive enkel. Men Anna var ikke bange. Hun havde kontoudtog, kvitteringer og dokumentation på alt.
Hun tog elevatoren op til syvende sal.
Nøglen gled ind i låsen. Døren åbnede sig næsten lydløst, og hun trådte ind i entréens kølige stilhed. Her duftede der af vanilje og nyskrubbet gulv.
Anna spildte ikke et eneste sekund.
Hun vidste ikke, hvor længe det ville tage dem at nå tilbage til byen. Tre kilometer til fods i varmen. Ventetid ved et busstoppested. Halvanden times kørsel med alle stop undervejs. Hun havde mindst tre timers forspring.
Fra pulterrummet hentede hun de to største plastikkufferter frem. Hun slog dem op midt på gulvet i det rummelige soveværelse.
Det var ikke sine egne ting, hun skulle pakke.
Det var hans.
Trøjer, skjorter, cowboybukser — alt røg ned i kufferterne uden nogen form for omhu. De dyre mærkepoloer, hun havde givet ham i fødselsdags- og julegaver. Undertøj, sokker, barbergrej fra badeværelset.
I en separat pose lagde hun kassen med hans spillekonsol, det eneste større køb, han selv havde præsteret de sidste to år. Ledninger, controllere og spil blev smidt oveni.
Hun arbejdede præcist og uden tøven, næsten mekanisk, som en maskine, der var sat til at rense hendes liv for affald.
Da kufferterne var fyldt, måtte hun bruge kræfter på at få lynlåsene trukket helt rundt. De var blevet tunge. Hun slæbte dem ud i gangen, fik dem bakset over dørtærsklen og stillede dem på reposen. Posen med konsollen landede ved siden af, sammen med et par af hans efterårsstøvler.
Så gik hun tilbage til soveværelset og trak skuffen i natbordet ud.
Under en bunke blanke magasiner lå mappen med papirer. Vielsesattesten. Aftaler, regninger, kvitteringer, skriftlige beviser. Hun tog attesten op og så på det kraftige papir med det officielle stempel. For fem år siden havde hun stået på rådhuset og grædt af lykke med kinden mod Mads’ skulder. Nu betragtede hun dokumentet, som var det en afgørelse om prøveløsladelse fra et strengt fængsel.
Hun lagde vielsesattesten på kommoden i entréen. Ved siden af smed hun de nøgler til lejligheden, som Mads samme morgen havde glemt på bordet, da de havde haft travlt med at komme af sted til sommerhuset.
Anna gik ud på reposen og lod blikket glide over de to kufferter. Derefter trådte hun ind igen og lukkede den tunge metaldør bag sig.
Hun tog sin egen nøgle.
Stak den i låsen indefra.
Og drejede den to hele omgange.
Så lod hun nøglen blive siddende i nøglehullet.
Den gamle, men ualmindeligt solide sikkerhedslås havde én mekanisk særhed: sad der en nøgle på indersiden, kunne døren ikke åbnes udefra. Ikke engang med den originale nøgle. Mekanismen gav simpelthen ikke plads til endnu en nøgle i cylinderen.
For Mads var vejen tilbage lukket. Både ind i lejligheden og ind i hendes liv.
Finale uden pause
Anna gik ud i det lyse køkken og tændte elkedlen.
Fra det øverste skab tog hun sin yndlingskop i keramik ned. Hun hældte en duftende løs te med timian i sien.
Først nu mærkede hun trætheden i benene. En mat, tung ømhed bredte sig i musklerne. Hun satte sig på stolen ved det åbne vindue og så ud over den begyndende aften i byen. Alt derude fortsatte, som om intet var sket. Biler dyttede et sted i det fjerne. Nede i gården lo nogle børn.
Telefonen på bordet begyndte igen at vibrere.
Denne gang var det Lars.
Mads’ batteri var sikkert løbet tør. Eller også turde han ikke længere ringe selv.
Anna så på skærmen. Hun kunne bare lade den ringe ud. Men hun havde brug for at sætte det sidste punktum.
Hun trykkede på “besvar” og slog højttaleren til.
“Hallo?” Hendes stemme var rolig, næsten blank, som overfladen på en skovsø ved daggry.
“Din sindssyge kælling!” Lars’ stemme knækkede over i et hysterisk skrig. I baggrunden lød der en konstant susen af biler, der passerede i høj fart. De måtte gå langs kanten af en trafikeret vej. Lastbiler drønede forbi. Nogen bandede højt tæt på telefonen. Det lød som om tante Hanne grædende klagede over vabler, der var slidt åbne i hendes sommersko, mens onkel Peter forbandede varmen.
“Vi står ved et stoppested!” brølede hendes svoger ind i røret. “Bussen kørte lige for næsen af os, for helvede! Den næste kommer først om to timer! Fatter du overhovedet, hvad du har gjort, din vanvittige idiot? Mor har blodtryk helt oppe under loftet, hun ligger i græsset! Vi har ikke en krone, fordi den klovn” — Lars havde tilsyneladende givet sin bror et hårdt puf — “har glemt sin pung derhjemme, og alle vores kort er tomme! Du kommer herud nu, dit dyr, ellers smadrer jeg din bil med et bat, når jeg kommer tilbage!”
Anna løftede koppen og tog en langsom slurk af den varme te. Den brændte behageligt på tungen.
“Lars,” sagde hun lavt, men tydeligt nok til at trænge igennem støjen fra vejen. “Tjenestepigen har fået fri. Opvasken klarer I selv.”
Hun ventede ikke på den strøm af grove fornærmelser, der eksploderede ud af højtaleren. Hun afbrød bare samtalen.
Derefter gik hun ind i telefonens indstillinger og blokerede numrene ét efter ét. Lars. Mads. Svigermor. Tante Hanne. Onkel Peter. Og alle de andre slægtninge, hvis kontaktoplysninger lå i hendes telefonbog.
Så åbnede hun browseren.
I søgefeltet skrev hun: “Hvordan søger man skilsmisse ensidigt”.
Resultaterne kom frem med det samme. Klare trin. Links. Vejledninger. Bodelingen ville sikkert trække ud, men hun ville finde den bedste advokat, hun kunne få. De penge, hun tidligere havde sendt af sted for at “redde broren”, kunne nu uden problemer betale for et helt hold jurister.
Et sted mange kilometer derfra, ved en støvet og glohed rabat langs en travl vej, stod femten mennesker under den brændende aftensol. De havde hverken penge, transport eller nogen forståelse af, hvordan deres perfekte og bekvemme tilværelse — den, hvor der altid fandtes en villig sponsor — kunne falde sammen på blot sytten minutter.
Lars sparkede rasende til stenene ved vejkanten. Kulden bredte sig i ham ved tanken om, at der næste dag ville dukke alvorlige mennesker op for at kræve betaling for hans kryptogæld. Og der var intet at betale med. Ingen at gemme sig bag længere.
Mads stod med sin døde telefon i hånden og stirrede tomt på den sorte skærm. Langsomt gik det op for ham, at hans blide, tålmodige kone — hende, han så komfortabelt havde siddet på nakken af i fem år — ganske enkelt havde læsset ham af i rabatten og kørt videre ind i sit nye liv.
De vidste endnu ikke, at når de omsider nåede tilbage til byen, udmattede af varme og indbyrdes skænderier, og havde brugt de sidste lånte kroner på en taxa fra busstationen, ville Mads blive mødt af en dør, der var låst indefra, og to billige plastikkufferter i opgangen.
Men Anna vidste det.
Hun sad i sit køkken, i sin kølige lejlighed, drak sin velduftende te med timian og tænkte på, at hun næste morgen klokken ni havde en stor bestilling på en bryllupskage. Dejen skulle sættes allerede i aften.
Livet gik videre.
Men nu, for første gang i mange år, tilhørte det kun hende.