gennem hvilke der var blevet sendt beløb i millionklassen.
Mette havde aldrig blot været bogholder. Hun havde i praksis tegnet hele den mørke bagside af den forretning, som Lars var overbevist om, at han alene havde skabt. Hver eneste konstruktion, hver overførsel, hver bankblanket, hvor han havde sat sin underskrift uden overhovedet at læse, hvad der stod, lå nu foran hende. Hun bladrede hurtigt gennem de samlede opgørelser. På tre år var næsten 4,2 millioner kroner gledet uden om statskassen.
Det var grov skattesvig i en størrelsesorden, der kunne give flere års fængsel. Ikke bare den person, der havde underskrevet indberetningerne, kunne komme til at hæfte for det. Også den, der havde givet beskederne, bar ansvar. Lars havde altid haft en irriterende vane med at glemme, at nogle af hans ordrer lå gemt som talebeskeder.
Mette kopierede hele materialet over på to krypterede USB-nøgler. Den ene lagde hun i lommen på en gammel frakke, som hang bagerst i skabet, og som hun ikke havde brugt i tre vintre. Den anden skjulte hun bag et lille helgenikon på hylden i entréen. Det var den eneste genstand i hjemmet, Lars aldrig rørte ved; ikke af respekt, men af overtroisk ubehag. Derefter satte hun sig igen ved skrivebordet, tog telefonen frem og fandt en kontakt, hun ikke havde åbnet i flere år: Jens Andersen.
Han havde engang været Lars’ chef. Dengang Lars endnu var ved at kravle opad i branchen, havde han snydt ham, taget en stor kunde med sig og sørget for, at hans tidligere arbejdsgiver stod tilbage som en nar foran halvdelen af byens byggemiljø. Jens havde været tæt på konkurs dengang, men han havde kæmpet sig op igen og ejede nu et konkurrerende byggefirma, der pressede NordByg i ryggen ved næsten hvert eneste udbud. Mette vidste udmærket, at Jens Andersen bar på et gammelt og dybt personligt had til hendes mand.
Hun ringede præcis klokken elleve om aftenen, selv om hun var klar over, at en mand i hans alder sagtens kunne være gået i seng. Men Jens tog telefonen allerede efter andet bip. Stemmen var vågen, men samtidig på vagt.
— Jens, det er Mette Andersen, tidligere bogholder hos din tidligere medarbejder, sagde hun med en ro, der næsten lød fremmed for hende selv. — Undskyld det sene opkald, men jeg har et tilbud, jeg tvivler på, at du vil afslå.
— Mette? Lars’ kone? Der var ægte overraskelse i hans stemme. — Hvad er der sket? Har han smidt dig ud midt om natten?
— Værre, svarede Mette. — Han har købt en lejlighed til sin søster for 800.000 kroner. Penge, jeg har sparet sammen i seks år. Han sagde, at jeg ikke var nogen, og at firmaet står i hans mors navn. Og så glemte han, at jeg ved alt. Absolut alt. Tre år tilbage. 4,2 millioner uden om regnskabet. Vil du vide, hvordan han slog dig ved udbuddet for to år siden? Jeg har alle konstruktionerne, alle kontooplysningerne, alle talebeskederne, hvor han giver direkte instrukser. Jeg vil have retfærdighed. Og jeg er parat til at give dig materialet uden at kræve en krone. På én betingelse.
— Hvilken? spurgte Jens, og nu forsøgte han ikke længere at skjule sin interesse.
— I morgen klokken ti skal der stå folk i hans kontor, som ikke bare kommer forbi til en høflig skattesamtale. Det skal være en rigtig aktion. Økonomisk kriminalitet, ransagning, beslaglæggelse, hele pakken. Du har kontakter de rigtige steder. Fortæl dem, at der findes en anmelder, som er villig til at afgive forklaring og udlevere dokumentation. De skal møde op med en ransagningskendelse.
Der blev stille i røret. Mette kunne høre Jens trække vejret tungt, mens han fordøjede det, hun netop havde sagt.
— Mette, sagde han langsomt, og nu var hans tone alvorlig. — Du forstår godt, at du selv har skrevet under på noget af det her, ikke? Du har siddet med transaktionerne. Hvis nogen graver dybt nok, kan du også blive en del af sagen.
— Det ved jeg, svarede hun. — Men jeg har optagelser af hans ordrer. Jeg er klar til at samarbejde med efterforskerne, så jeg bliver behandlet som vidne og ikke som medgerningsmand. Min advokat mener, det kan lade sig gøre. Især fordi jeg ikke har fået nogen ekstra fortjeneste ud af det. De 800.000 kroner, han tog fra mig, stod på min private konto og var sparet op af min officielle løn. Jeg kan dokumentere, hvor de kom fra. Det kan han ikke.
Jens hostede kort. Så lo han pludselig, tørt og lavmælt.
— Hold da op, hvilken slange han har haft liggende ved brystet uden at opdage det… Godt. Send mig en kort oversigt på mail. Beløb, datoer, kontonumre, de vigtigste navne. Jeg sætter mine folk i gang i nat. I morgen klokken ti nul nul får din mand en morgen, han aldrig glemmer.
Mette afsluttede opkaldet og sendte straks en krypteret besked med den komprimerede oversigt. Bagefter rejste hun sig, gik ud i entréen og stillede sig foran spejlet. Kvinden, der så tilbage på hende, var træt. Mørke rande under øjnene, håret strammet sammen i en hård knold, ansigtet blegt af for mange søvnløse nætter. Lars havde sagt, at hun var blevet en grå mus. Han tog fejl. Mus gemmer sig i huller og sitrer af rædsel. Hun var en rotte: klog, hævngerrig og farlig, når nogen trængte hende op i en krog. Hun smilede til sit spejlbillede og sagde højt:
— Du kommer til at tjene noget endnu, Lars. Bare ikke penge.
Næste morgen begyndte for Mette med et besøg, hun både havde ventet og mentalt forberedt sig på. Klokken ti, på det tidspunkt hvor Lars efter planen skulle sidde på kontoret og holde sit ugentlige møde, ringede det på døren til lejligheden. Det var ikke et kort, høfligt tryk, men en lang, krævende kimning, som hun genkendte med det samme. Kun Anne ringede på den måde.
Mette åbnede døren og fik sin svigerinde at se i fuld udstyr: skrigende lyserød træningsdragt, blanke læber, en opsat frisure med så meget fylde, at den virkede som en parodi, og det overlegne blik, Anne tydeligvis havde øvet sig på foran spejlet. I hånden bar hun en tom rejsetaske.
— Hej, søster lille, sang Anne og trådte ind uden at vente på en invitation. — Jeg tænkte lige: Nu hvor du alligevel ikke har penge til en ny lejlighed, hvad skal du så med alt det gamle ragelse? Du har jo næsten ingen plads, og jeg har fået masser af den slags nu. Så jeg kigger lige dine ting igennem. Det har du vel ikke noget imod?
Mette trådte til side og lod hende gå ind i gangen. Hun sagde ikke et ord. Hun stod blot og så på, mens Anne med ejerfornemmelser gik direkte ind i soveværelset, åbnede garderobeskabet og begyndte at skubbe bøjlerne fra side til side.
— Nej, se lige den pels! udbrød Anne og trak en minkpels ud, som Mette havde købt tre år tidligere for en bonus efter afslutningen på et stort byggeprojekt. — Den bruger du da ikke mere, gør du? Du er måske blevet lidt for gammel til sådan noget? På mig passer den perfekt.
Anne kastede pelsen over skuldrene og drejede rundt foran spejlet. Mette stod i døråbningen med armene foldet over brystet og tav. Den tavshed tolkede svigerinden som overgivelse.
— Hvorfor står du dér og siger ingenting? Anne vendte sig og betragtede hende med sammenknebne øjne. — Er du fornærmet eller hvad? Helt ærligt, kom nu videre. Lars gjorde det rigtige. Du har malket ham i ti år, og på et tidspunkt må man vide, hvornår festen er slut. Du kunne ikke give ham et barn, du skabte ikke noget hjem, du sad bare og talte dine små tal. Jeg er hans eget blod. Han lovede mig allerede, da vi var børn, at han altid ville hjælpe mig. Hvem er du egentlig? Gammelt affald. Vent bare, han finder sig en rigtig kvinde, en der kan give ham en arving.
— Tag pelsen af, sagde Mette roligt.