— Hvad?
— Tag pelsen af, Anne. Den tilhører mig. Du har ikke fået noget endnu.
— Jamen med største fornøjelse! — Anne rev pelsen af med en overdreven bevægelse og kastede den demonstrativt hen over sengen. Straks efter begyndte hun at rode i skufferne med smykker, som om hun allerede havde ret til at gennemgå alt. — Nå da, hvad har vi så her?
Hun fiskede en lille æske beklædt med mørkt fløjl frem. Inde i den lå et gammelt guldvedhæng med små diamantstykker indfattet i kanten. Det var det eneste smykke, Mettes afdøde mor havde efterladt hende. Anne åbnede æsken, og et grådigt skær tændtes i hendes øjne.
— Hvor er den sød… Det er da ægte sten, ikke? Hør, jeg tager den lige, ikke? Hvorfor skal du være så nærig? Det er jo ikke, fordi vi er fremmede for hinanden længere. Vi er familie nu. Lars sagde selv, at du nok skulle forstå det.
— Læg den tilbage, — sagde Mette. Hendes stemme var blevet lavere, hårdere.
— Åh, slap nu af, — svarede Anne og var allerede i færd med at lukke kæden om sin hals. — Du kan bare sige til Lars, at du har mistet den. Eller at jeg spurgte, om jeg måtte låne den. Han siger ja, det ved du jo godt. Han elsker mig højere end alle andre.
Mette tog et skridt frem. I et kort øjeblik var Anne sikker på, at hun ville få en lussing, og hun veg instinktivt tilbage. Men Mette løftede blot hånden, greb fat i vedhænget og rev det af hendes hals. Den fine kæde gav et spinkelt metallisk knæk, da den sprang. Anne udstødte et skingert hyl.
— Hvad fanden laver du, din psykopat?! Jeg fortæller Lars, hvordan du behandler mig!
— Gør du bare det, — sagde Mette og lukkede hånden hårdt om vedhænget. — Og nu samler du dine ting sammen og går. Hvis du har glemt det, skal jeg gerne minde dig om det: Du har nu din egen lejlighed, betalt med penge fra min lomme. Så det er dér, du kan tage hen.
— Det skal jeg nok! — hvinede Anne og flåede pelsen til sig fra sengen. — Og jeg tager mine ting med. Du sagde selv, jeg kunne tage, hvad jeg ville!
— Tag dem. Brug dem, så længe du kan. Indtil fogeden kommer og registrerer det hele.
Anne var allerede nået ud i gangen, da den sidste sætning ramte hende. Hun standsede et sekund, men valgte ikke at lægge noget i ordene. I stedet fnøs hun, smækkede døren så hårdt, at puds dryssede fra karmen, og forsvandt.
Mette blev stående alene i soveværelset og så ned på den ødelagte kæde i sin hånd. Efter et øjeblik lagde hun forsigtigt vedhænget tilbage i æsken, bar den hen til pengeskabet, låste den inde og gik tilbage til sin bærbare computer. Hendes ansigt var helt roligt, næsten tomt. Hun ventede kun på, at klokken skulle blive ti.
På fjerde sal i erhvervscentret, hvor byggefirmaet NordByg havde kontor, var arbejdsdagen allerede i fuld gang. Projektledere ringede til kunder, en byggeleder aflagde rapport om forsinkede leverancer, og sekretæren gik rundt med kaffe. Lars Andersen sad i sit store hjørnekontor med panoramavinduer og mørkt læder på væggene og følte sig som en mand, der havde vundet.
Aftenen før var efter hans mening forløbet perfekt. Hans søster var lykkelig, hans kone var blevet sat på plads, og der havde ikke engang været nogen hysterisk scene bagefter. Mette havde slugt ydmygelsen, præcis som hun altid gjorde. Han var overbevist om, at hun ville sidde en dag eller to med et surt ansigt og derefter igen tænde for sin lille regnskabsmaskine af en hjerne og begynde at tjene penge til ham. Sådan havde det altid været. Sådan ville det også fortsætte.
Han lænede sig tilbage i stolen og ringede til Anne.
— Nå, lillesøster, hvordan passer den nye pels?
— Lars, jeg var tæt på at kradse øjnene ud på din idiot af en kone! — lød Annes ophidsede stemme i røret. — Hun overfaldt mig nærmest på grund af et eller andet gammelt vedhæng. Du må få hende til at fatte, hvor hendes plads er!
— Tag det roligt, Anne. Jeg ordner det. Jeg kigger forbi i aften. Hun falder ned igen. Det gør hun altid.
Han lagde på og strakte sig veltilfreds. Præcis klokken ti havde han planlagt et møde med advokaten om et nyt udbud. Men klokken ni otteoghalvtreds blev der banket på døren til hans kontor på en måde, ingen af hans ansatte eller bude nogensinde bankede på. Døren gik op, før han nåede at svare.
Seks mænd i civilt tøj trådte ind. Den forreste, en høj gråhåret mand i en grå frakke, viste tavst sit legitimationskort. Afdelingen for økonomisk kriminalitet. Bag ham stod to brede betjente i indsatsveste og masker, tydeligvis fra en specialenhed.
— Lars Andersen? — spurgte den gråhårede, selv om han udmærket kendte svaret.
— Ja. Hvad drejer det sig om? — Lars forsøgte at se forbløffet ud, men en klistret kulde begyndte allerede at brede sig i brystet på ham.
— Der gennemføres en undersøgelse af Deres virksomhed vedrørende mistanke om skatteunddragelse af særlig grov karakter. Her er kendelsen til ransagning og beslaglæggelse af dokumenter. Alle medarbejdere skal blive på deres pladser, og mobiltelefoner skal slukkes.
— Hvilke skatter? — Lars sprang op fra stolen. — Er I fuldstændig vanvittige? Jeg ringer til min advokat!
— Det må De gerne, — sagde den gråhårede roligt. — Når vi er færdige. Vi begynder med Deres pengeskab. De kan åbne det frivilligt, eller også sørger vi selv for at få det åbnet.
Lars blev stående og så til, mens folkene systematisk pillede hans kontor fra hinanden. Skuffer blev trukket ud. Serverreolen blev åbnet. Mapper med kontrakter, eksterne harddiske og regnskabsmateriale blev lagt i forseglede kasser. Ude i forkontoret græd sekretæren lydløst. Projektlederne sendte hinanden korte blikke, men ingen sagde noget.
Imens arbejdede Lars’ hjerne febrilsk. Hvem? Hvem havde stukket ham? En konkurrent? En utilfreds samarbejdspartner? En tidligere underleverandør, som mente, han havde fået for lidt? Tanken om Mette strejfede ham et øjeblik, men han skubbede den straks væk. Hun kunne ikke finde på sådan et forræderi. Hun var en bange lille mus, som knap nok turde pibe.
— Hvor er Deres regnskabschef? — spurgte den gråhårede mand, mens han bladrede i selskabsdokumenterne, der var blevet fundet i pengeskabet.
— Hun… hun er syg, — fik Lars presset frem.
— Interessant. For vi har netop modtaget en anmeldelse fra hende. Med en detaljeret gennemgang af samtlige konstruktioner og vedlagt dokumentation. Var De klar over, at Deres hustru førte et parallelt regnskab?
I det øjeblik var det, som om noget knækkede inde i Lars’ hoved. Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ingen lyd ud. Den gråhårede mand nikkede tilfreds og fortsatte arbejdet.
Ransagningen varede fire timer. Da betjentene til sidst forlod kontoret med tre kasser dokumenter og to servere, sank Lars ned på gulvet midt i det hærgede lokale og stirrede tomt ind i væggen. Hans telefon blev ved med at ringe, igen og igen, men han tog den ikke. Han vidste, det var Anne. Og han havde endnu ingen idé om, hvad han skulle sige til hende.
En time senere ringede han alligevel tilbage. Hans stemme dirrede af raseri og frygt.
— Anne, vi har et kæmpe problem. Der har været ransagning på kontoret. Mette har meldt os til politiet.
— Hvad?! — skreg Anne i røret. — Hvad mener du med meldt? Du sagde jo, du havde styr på alting!
— Jeg havde styr på det, så længe hun holdt munden lukket! Hun kendte hver eneste transaktion, Anne. Hver eneste! Forstår du, at din enkeltmandsvirksomhed, den vi kørte en del af kontanterne igennem, også kommer frem nu? Du står registreret som modtager. Det er medvirken. Du risikerer den samme straf som mig.
— Hvilken straf?! — Annes stemme knækkede over i panik. — Du lovede mig, at jeg ikke løb nogen risiko! Du sagde: “Skriv under på papirerne, få pengene, og så er det det.” Lars, jeg har et lille barn!
— Jeg har også problemer nu, Anne! — brølede han. — Din lejlighed bliver højst sandsynligt beslaglagt. Den blev købt for penge, der ifølge dem stammer fra kriminelle forhold.