Anna stod foran døren til sin egen lejlighed med nøglen klemt hårdt mellem fingrene. Den ville ikke dreje rundt i låsen. Hun var netop kommet hjem fra Esbjerg, hvor hun havde tilbragt en uge på forretningsrejse, og alt, hvad hun ønskede sig, var et varmt bad og en blød seng. Men låsen gav sig ikke.
Hun forsøgte igen. Nøglen gled ind, men mekanismen klikkede ikke. Det var, som om hele indmaden var blevet skiftet ud.
— Hvad i alverden…? mumlede Anna og fiskede mobilen op.
Peter tog den ikke. Hun ringede tre gange, og hver gang forsvandt tonen bare ud i ingenting. Til sidst skrev hun: “Jeg står ved døren. Låsen vil ikke åbne. Er du hjemme?”
Svaret kom efter et minut. Men det var ikke fra Peter.
“God aften, lille Anna! Det er Karen. Peter er optaget lige nu, han er hos mig. Jeg fik skiftet låsene, mens du var væk, så de gamle nøgler passer ikke længere. Hvis du vil hente dine ting, må du ringe i forvejen, så finder vi et tidspunkt.”
Anna læste beskeden én gang. Så en gang til. Bogstaverne flød ud for øjnene på hende, men meningen ændrede sig ikke: hendes svigermor havde skiftet låsene i hendes lejlighed. I den lejlighed, hvor Anna betalte halvdelen af lånet. Hvor hendes sofa stod, hendes bogreol, og hvor hendes mad lå i køleskabet.
Hun sank ned på trappetrinnet uden at mærke kulden fra betonen. Kun én tanke kørte rundt i hovedet: Det måtte være en fejl. En misforståelse. Peter ville ringe om lidt og forklare det hele.
Telefonen ringede fem minutter senere.
— Hej, Anna, sagde hendes mand med en mærkeligt tør og forretningsagtig stemme, som talte han med en kollega og ikke med sin kone. — Er du allerede hjemme?
— Jeg står foran vores dør, Peter. Din mor skriver, at hun har skiftet låsene. Er det her en joke?
— Nej, svarede han efter en pause. — Hør nu. Mor og jeg har talt meget, mens du var væk. Vi er blevet enige om, at det her er bedst for alle.
— Hvad betyder “det her”? Anna mærkede stemmen begynde at ryste, men hun tvang sig til at holde den i ro. — Og hvad mener du med “bedst”?
— Lejligheden er min arv efter mormor, Anna. Mor mener, den skal blive i familien. Og du… altså, du forstår jo godt. Vi har ikke engang planer om børn. Hvad er så meningen?
— Meningen med hvad? spurgte hun, selv om hun allerede anede svaret og nægtede at tro på det.
— Med vores ægteskab, sagde Peter og sukkede. Det suk lød som lettelsen fra et menneske, der endelig havde lagt en tung byrde fra sig. — Mor har længe sagt, at du ikke passer til mig. Du er for selvstændig, for optaget af karrieren. Du kan ikke engang få en almindelig middag til at lykkes hver gang. Jeg har holdt det ud i tre år, Anna. Nu er det nok.
Anna stirrede på skærmen. På billedet af Peter, der smilede til hende fra baggrunden. Det billede havde de taget sidste år på Bornholm. Dengang havde han virket så lykkelig.
— Peter, sagde hun lavt, med en stemme glat og kold som is. — Jeg har lagt 150.000 kroner i den lejlighed. Jeg har kvitteringerne, kontoudtogene, det hele. Du kan ikke bare smide mig ud på gaden.
— Mor har allerede tænkt på det, sagde han.
I baggrunden hørte hun Karens stemme, og et øjeblik efter måtte Peter have rakt hende telefonen.
— Lille Anna, kære barn, begyndte Karen med sin sødladne stemme.