— …at kurre Karen videre med sin velkendte, honningsøde stemme. — Lad nu være med at gøre det til en tragedie. Jeg har pakket dine ting pænt ned i flyttekasser og sat dem i kælderen. Der mangler ikke noget, så tag det roligt. Og pengene … dem skal du nok få tilbage på et tidspunkt. Lidt ad gangen. Når Peter igen er kommet ordentligt på fode.
— På fode? — Anna mærkede, hvordan en kold, skærende vrede begyndte at rejse sig i hende. — Han arbejder jo i jeres egen virksomhed og får løn hver måned. Hvad er det præcis, han skal komme sig over?
— Tal ordentligt til mig, — svarede Karen, og den bløde tone forsvandt på et sekund. Nu var hendes stemme hård som metal. — Du har boet tre år i min afdøde mors lejlighed. Troede du, det var gratis? Betragt det som husleje. Så er vi kvit.
Så afbrød hun forbindelsen.
Anna blev siddende på trappen i endnu ti minutter. Naboer gik forbi, hilste forsigtigt og kastede forundrede blikke på hende. Hun svarede ikke. Hun sad bare stille og tænkte.
For tre år siden havde hun giftet sig med Peter i den tro, at hun havde fundet en rolig og pålidelig mand. Han var hverken lidenskabelig eller særlig romantisk, men han virkede anstændig. Stabil. Det eneste problem havde været hans mor — en dominerende kvinde, der behandlede sin søn, som om han var hendes private ejendom.
Karen dukkede op i deres hjem uden at ringe først. Hun flyttede rundt på møblerne, kommenterede Annas madlavning og forklarede hende, hvordan skjorter egentlig burde stryges. Anna havde holdt det ud. Hun havde smilet. Hun havde håbet, at Karen med tiden ville acceptere hende som en del af familien.
Men Karen havde aldrig haft i sinde at acceptere hende. Hun havde bare ventet. I tre år havde hun spundet sit net og langsomt dryppet gift ind i sin søns hoved. Og nu, mens Anna havde været væk på forretningsrejse, havde edderkoppen endelig slået til.
Anna rejste sig. Børstede frakken af. Så tog hun telefonen frem og ringede til sin veninde.
— Mette, hej. Må jeg sove hos dig i nat? Jeg forklarer det hele, når jeg kommer.
De næste tre dage levede Anna, som om hun befandt sig i en krigszone. Hun hyrede en advokat, samlede samtlige papirer vedrørende lejligheden og fandt bankudtog frem for de seneste tre år. Hun fik også at vide, at Karen efter loven ikke havde haft ret til at skifte låsene uden samtykke fra alle, der havde rettigheder til boligen. Og ifølge vielsesattesten og lånedokumenterne var Anna også en del af den sag.
Advokaten viste sig at være en skarp mand med trætte øjne, som om han havde set alt for meget af den slags.
— Det er næsten en klassiker, — mumlede han, mens han bladrede gennem papirerne. — Mor vil redde sin lille dreng fra den “forkerte” kone. Den historie har jeg hørt mange gange. Men her er hun gået for langt. At skifte låsene uden Deres samtykke svarer i praksis til at nægte Dem adgang til Deres egen bolig. Vi kan indgive en anmeldelse for selvtægt.
— Og lejligheden? — spurgte Anna.
— Den indgår i jeres ægteskabsmæssige forhold. Det ændrer ikke alt, at den oprindeligt kom fra hans familie. De har betalt til lånet og lagt penge i renoveringen. Har De dokumentation?
— Hver eneste kvittering.
— Så vil De ved en skilsmisse have krav på kompensation. Og det bliver ikke småpenge.
Anna nikkede langsomt. Skilsmisse. Ordet skræmte hende ikke længere. Det lød snarere som et andet ord for frihed.
På fjerdedagen ringede hun til Peter.
— Vi er nødt til at mødes. Og tale sammen.
Han sagde ja, men uden begejstring. Det var tydeligt, at det skete efter hans mors instrukser; Karen ville sikkert sikre sig, at hele processen med “tilbagebetalingen” foregik under hendes kontrol. De aftalte at mødes på en café ikke langt fra den samme lejlighed.