Lars svarede ikke. Hanne trak vejret ind med en hvæsende lyd, og røde skjolder bredte sig over hendes ansigt.
— Den bondekælling… Hvordan vover hun! Jeg skal nok…
— Mor, hold mund, sagde Lars lavt, men så skarpt, at hun tav.
Først dér gik det op for ham. Uden Anna havde han ingenting. Ingen virksomhed, ingen konti, intet udstyr. Han var kun et navn på facaden, mens hele fundamentet tilhørte en anden.
Anna sad på bænken ved busstoppestedet. Telefonen rystede uafbrudt i hendes håndtaske. Først ringede Lars. Så Hanne. Så Lars igen. Beskederne væltede ind: “Hvad fanden har du gang i?”, “Stop det pjat og ophæv blokeringen nu”, “Vi taler om det derhjemme, lad være med at lave en scene.”
Hun så linjerne dukke op på skærmen, den ene efter den anden, stadig vredere, stadig mere desperate. Til sidst slukkede hun mobilen. Lyset forsvandt, og stilheden lagde sig omkring hende.
Hun kom i tanke om, hvordan Lars i begyndelsen havde sagt: “Jeg havde aldrig klaret det uden dig, Anna.” Dengang havde hun troet på ham. Hun havde opfattet det som taknemmelighed. Som kærlighed. Men han havde ikke takket hende. Han havde bare taget. Og da hun ikke længere var bekvem, da han skulle forklare gæsterne, hvem hun var, da der skulle findes en plads til hende ved bordet, blev hun vist ud.
Bussen gled ind til kantstenen. Anna rejste sig, steg på og satte sig ved vinduet. Udenfor gled den mørke by forbi, fjern og ligeglad. Alligevel kunne hun for første gang i mange år trække vejret frit.
Hvis der ikke fandtes en plads til hende ved deres bord, så fandtes der heller ikke længere en plads til dem i hendes liv.
Tre dage senere dukkede Lars op hos hende. Han stod foran døren med krøllet skjorte og mørke rande under øjnene. Længe sagde han ingenting, som om han ikke kunne finde den rigtige begyndelse.
— Anna, lad os nu ikke gøre noget dumt. Vi er jo trods alt familie.
Hun åbnede ikke døren helt. Hun blev stående i sprækken, rolig og rank.
— Familie? Den slags familie, man smider ud foran alle? Den slags, din mor mener ikke er god nok?
— Mor tog fejl, det ved jeg godt. Men du kan da ikke ødelægge alt på grund af én aften.
— Jeg har ikke ødelagt noget, svarede Anna stille, uden vrede. — Jeg har bare taget det tilbage, som er mit. Firmaet står i mit navn. Kontiene er mine. Du fik lov at bruge det hele, så længe jeg tav.
Lars bed kæberne sammen. Han forsøgte at bevare masken, men stemmen knækkede alligevel.
— Du hævner dig. Det er bare hævn.
— Nej, sagde Anna og rystede langsomt på hovedet. — Hævn er, når man ønsker at gøre ondt. Jeg er bare færdig med at føle noget.
Hun lukkede døren. Han blev stående et minut endnu, før han vendte sig og gik. Han kom ikke igen.
Hanne skrev stadig i flere uger bagefter, lange beskeder fulde af trusler og fornærmelser, men Anna slettede dem uden at åbne dem.