Til sidst døde også den strøm ud. Der kom ikke flere beskeder, ingen nye trusler, ingen fornærmelser midt om aftenen, ingen lange tirader, der krævede svar. Stilheden, som først havde virket uvant, begyndte langsomt at føles som luft.
Firmaet overdrog Anna til Lars’ forretningspartner for et næsten symbolsk beløb. Det var den samme mand, som engang havde hjulpet hende med papirerne, dengang alt endnu virkede uoverskueligt, og som havde haft den sjældne evne ikke at stille spørgsmål, når han kunne se, at svaret ville gøre ondt. Hun skrev under, afleverede nøglerne og gik derfra uden at vende sig om. Ikke fordi det var let, men fordi hun vidste, at hun ikke længere hørte til dér.
Kort efter fandt hun en lejlighed i en anden del af byen. Den var mindre, mere beskeden og uden noget, der skulle imponere nogen. Til gengæld var den hendes. Hun fik også et nyt arbejde, et sted hvor ingen kendte historien, og hvor hendes navn ikke blev hvisket i hjørnerne. Dagene faldt efterhånden ind i en roligere rytme. Ingen guldkæder, ingen store middage, ingen mennesker med kolde smil, der målte et menneskes værdi efter prisen på kjolen eller mærket på tasken.
Livet blev ikke eventyrligt fra den ene dag til den anden. Det blev bare mere stille. Mere ærligt. Lettere at trække vejret i.
En dag, flere måneder senere, kom Anna tilfældigt forbi den festsal. Hun havde egentlig travlt et andet sted hen, men hendes skridt standsede af sig selv. Skiltet hang der stadig, blankt og prangende, som om intet var sket. Hun blev stående på fortovet og så op på det.
Og så kom minderne.
Hannes skarpe stemme. Gæsternes ansigter, nogle nysgerrige, andre skadefro, nogle bare tavse. Lars’ blik, som gled væk fra hende, netop da hun havde mest brug for, at han blev stående ved hendes side. Hun huskede præcis, hvordan hun havde ventet. Ikke på en tale, ikke på store ord. Bare én sætning. Ét forsøg på at beskytte hende.
Men han havde tiet.
Og hun var gået.
Anna stod dér endnu et øjeblik. Så sænkede hun blikket, rettede ryggen og vendte sig væk fra skiltet. Hun fortsatte ned ad gaden uden hast, men uden tøven.
Lige om hjørnet begyndte hendes nye liv.
Uden dem.