“Nej, selvfølgelig ikke. Jeg fik den af en tilfældig mand ved busstoppestedet.”
Grethe kom næsten til at smile, men smilet blev straks til en grimasse.
“Du skal altid stikke til folk.”
“Hvad skulle jeg ellers gøre? Hvis jeg lod være, var jeg for længst begyndt at råbe.”
Anna hældte bouillonen op i et krus og rakte hende det. Grethe tog et par slurke, tav et øjeblik og spurgte så lavt:
“Har Lars været her?”
“I morges. Han sad her i ti minutter og skyndte sig videre på arbejde.”
“Og Maria?”
“Hun ringede. Hun sagde, at det var for hårdt for hende at se dig sådan.”
“Nå.”
Det ene korte ord rummede mere sandhed end alle familiens store taler gennem de sidste mange år.
Da udskrivelsen nærmede sig, blev Maria pludselig et meget travlt menneske. Den ene dag var det børnene, den næste en håndværker på badeværelset, så var hendes mand imod det, og så hostede den yngste. Og et ældre menneske havde jo naturligvis brug for ro.
Om aftenen sad Lars ved køkkenbordet, drejede en ske mellem fingrene og talte ned i bordpladen.
“Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. En hjemmehjælper? Det er dyrt. Og mor kan ikke udstå fremmede.”
“Men mig kan hun altså godt udstå?” spurgte Anna.
“Lad nu være.”
“Jeg er ikke engang begyndt. Det er jer andre, der begynder, når det passer jer.”
Han så op på hende. For første gang var hans blik ikke irriteret, men rådvildt.
“Anna, helt ærligt. Hvad gør vi?”
Hun betragtede hans ansigt, og pludselig stod det lysende klart for hende: De mest hjælpeløse i den her historie var ikke kvinderne. Den mest hjælpeløse var ham, der i årtier havde haft det behageligt med aldrig at træffe en beslutning.
“Vi tager hende hjem til os,” sagde hun.
“Mener du det?”
“Ja. Men jeg siger det én gang, og jeg siger det tydeligt: Jeg er ikke hushjælp, ikke lynafleder og ikke gratis plejer. Jeg hjælper et menneske med at komme sig. Hvis der kommer ordrer, bebrejdelser eller forsøg på at lægge alt over på mig, stopper det samme dag.”
“Tak.”
“Tak ikke mig. Lær hellere at gøre bare en lille smule uden at have din mor eller din kone ved siden af dig.”
De første dage derhjemme var Grethe stille. Så vendte det velkendte mønster tilbage.
“Anna, grøden er for tyk.”
“Så hæld lidt kogende vand i.”
“Anna, der ligger støv på din hylde.”
“Så tag en klud.”
“Anna, luk vinduet op.”
“Det er åbent. Du har bare ikke opdaget det.”
På fjerdedagen blev Anna stående i døråbningen og sagde roligt, helt uden at hæve stemmen:
“Lad os få det på plads med det samme. Du er her, fordi du har brug for hjælp. Jeg laver mad, vasker tøj, minder dig om medicinen og kører dig til lægen. Men du skal ikke længere kontrollere, hvordan jeg lever, eller kommandere med mig. Hvis det ikke passer dig, så ring til Maria. Måske forsvinder alle hendes forhindringer på mirakuløs vis.”
Grethe kneb læberne sammen.
“Du taler hårdt.”
“Men tydeligt.”
“Jeg nævnte bare støvet.”
“Nej. Du afprøvede, om den gamle metode stadig virkede. Det gør den ikke.”
Grethe tav længe. Så nikkede hun uventet.
Efter den dag blev der for første gang luft i lejligheden. Om aftenen sad Grethe i køkkenet og skrællede grøntsager langsomt, bare for ikke at føle sig som et møbel. Anna lavede aftensmad, hørte fjernsynets mumlen inde fra stuen og tænkte, at stilhed måske er, når man ikke hele tiden skal forsvare sit nej.
En dag begyndte Grethe selv at tale.
“Min svigermor var værre end mig. Meget værre. Hun kørte fingeren hen over hylderne og sagde foran gæster, at min suppe smagte, som om den var lavet af en logerende. Dengang tænkte jeg, at når det blev min tur, så skulle jeg nok vide, hvordan tingene skulle gøres rigtigt. Det lader til, at jeg bare gav videre, hvad jeg selv havde fundet mig i.”
“En familietradition i ydmygelse,” sagde Anna.
“Det ligner det. Men ved du, hvad der er det mest modbydelige? Jeg troede virkelig, at jeg holdt sammen på familien. I virkeligheden stillede jeg bare alle ret.”
“For nogle var det ret bekvemt.”
“Mener du Lars?”
“Hvem ellers? Det er en glimrende rolle: altid at stå mellem mor og kone, aldrig beslutte noget og bagefter sukke over, at kvinder er besværlige.”
Grethe lagde kniven fra sig.
“Jeg hørte ham sige til Maria ude på altanen: ‘Anna brokker sig lidt, men hun gør det alligevel.’ Vidste du det?”
Anna stivnede med viskestykket i hænderne.
“Nej. Men det lyder som ham.”
“Og jeg, gamle fjols, forstod først på hospitalet, hvem der kom med det samme, og hvem der gemte sig bag pæne undskyldninger.”