Anna havde en spydig bemærkning liggende på tungen, men den kom aldrig ud. Ordene ramte for præcist til, at hun kunne gemme sig bag ironi.
Samme aften kom Lars sent hjem. Han satte sig ved køkkenbordet med den slags alvorlige mine, han kun tog på, når han allerede havde besluttet, hvad andre burde gøre.
“Anna, vi er nødt til at tale sammen.”
“Så tal,” sagde hun. “Men spring optakten over.”
“Maria mangler penge. De er gået i gang med renoveringen, og håndværkerne presser på. Kunne du ikke låne hende ti tusind kroner af din bonus? Bare i et par måneder.”
Anna så på ham med en ro, der gjorde ham mere urolig, end et skænderi ville have gjort.
“Nej.”
“Vil du ikke engang overveje det?”
“Hvad er der at overveje? For en måned siden var jeg kold og uden hjerte. Nu er jeg åbenbart pludselig familiens bank.”
“Det er min søster.”
“Og det er mine penge.”
“Du gør dig bare på tværs.”
“Nej, Lars. Jeg er bare holdt op med at være nem at bruge.”
Inde fra stuen lød Grethes stemme, overraskende fast:
“Og det var på tide.”
Lars vendte sig brat om.
“Mor, mener du det alvorligt?”
“Fuldstændig. Nu må det være nok med at lade, som om Anna skal rydde op i alt det rod, I andre laver. Maria lever for facaden og regner altid med, at nogen griber hende. Og du har i årevis siddet mellem to kvinder og kaldt det fred. Det er ikke fred. Det er at få andre til at bære det, du ikke selv vil tage ansvar for.”
“Tak, mor. Virkelig dejligt med din støtte.”
“Det er ikke dig, jeg støtter lige nu. Jeg har bare endelig fået hovedet ud af tågen. Det var ikke Maria, der sørgede for min mad, mine piller og mine lægebesøg. Det var heller ikke dig. Så du vover ikke at se på Anna, som om hun er en pung, man kan åbne efter behov.”
Farven forsvandt fra Lars’ ansigt.
“Har I to dannet front nu?”
“Nej,” sagde Anna. “Vi taler bare for første gang uden at begynde med at udpege mig som den skyldige.”
Han rejste sig og gik ind på værelset. Døren blev lukket hårdt, men ikke med samme kraft som før. Det lød mere som en mand, der pludselig havde opdaget, at hans gamle nummer ikke længere virkede.
Et par dage senere kaldte Grethe Anna ind til sig.
“Sæt dig lige. Og lad være med at se sådan ud, jeg er ikke ved at dø.”
“Med den indledning kan man jo nå at blive gråhåret.”
På Grethes skød lå en tyk mappe med papirer, sirligt samlet med elastik.
“Efter min mand døde, og vi solgte sommerhuset, blev der lidt penge tilbage. Ikke nogen formue. Jeg har gemt dem til en dårlig dag og tænkt, at Lars skulle have dem engang. Men jeg har ændret mening. Du skal tage en del af dem og rejse væk alene. Holde ferie.”
Anna kunne ikke engang få sig selv til at smile.
“Det mener du ikke.”
“Jo, det gør jeg. Du har hældt så mange kræfter ind i det her hjem gennem årene, at jeg ikke længere kan holde ud at se på det. Et menneske skal have bare en lille smule liv, der ikke drejer sig om andres behov og lyster.”
“Jeg kan ikke tage imod det.”
“Jo, du kan. Betragt det som erstatning for svie og smerte. Og lad være med at diskutere. Jeg har alt for længe forvekslet orden med kontrol. Det stopper nu.”
Anna satte sig yderst på stolen. Pludselig gik en enkel og ubehagelig sandhed op for hende: Hele denne tid havde hun ikke kun kæmpet mod sin svigermor. Hun havde kæmpet mod en hel måde at leve på, hvor en kvinde skulle bære, tie, smile og ovenikøbet være taknemmelig for overhovedet at blive regnet med til familien. Det mærkeligste var, at den første, der sagde det højt, var netop den kvinde, Anna mindst af alle havde ventet en menneskelig gestus fra.
Hoveddøren smækkede ude i gangen. Lars stak hovedet ind i køkkenet.
“Skal I have te?”
“Ja,” svarede Grethe, før Anna nåede det. “Og du sætter dig også. Vi må begynde at lære at leve uden at læsse alt over på én kvinde. Vi starter enkelt: I maj tager du alene hen og hjælper Maria. Anna tager på ferie.”
“Hvorhen?” spurgte han forvirret.
Anna vendte blikket mod vinduet. Det dryppede fra tagrenderne, en skraldebil brølede nede i gården, en nabo slæbte en pose kartofler af sted, og ved opgangen stod nogle teenagere og røg, mens de lod som om, ingen kunne se dem. Et helt almindeligt forår i en forstad til København: beskidt, larmende og uden store løfter. Alligevel blev der pludselig let omkring hendes bryst.
“Derhen, hvor jeg har lyst,” sagde hun. “Det ser ud til, at jeg endelig har fået ret til det.”
Og det var det mærkelige. Ikke at Grethe uventet viste sig ikke at være det farligste menneske i huset. Men at verden ikke ændrede sig på grund af smukke taler eller en storslået forsoning. Den flyttede sig i det øjeblik, nogen holdt op med at behandle én som den bekvemme løsning. Nogle gange endda den person, der i årevis havde haft mest gavn af netop det.