— Hun er ikke ved at dø, sagde Lars tørt uden at vende sig fra vinduet. — Hun spiller skuespil. Det har hun gjort i årevis.
Anna svarede ikke med det samme. Hun sad med hænderne foldet om koppen, som om varmen kunne holde hende samlet.
— Ved du hvad, sagde hun lavt, — jeg har næsten ondt af ham. Han har levet hele sit liv i sin mors skygge. Selv da de optog lånene, var det hende, der gav ham kopien af mit pas. Han aner ikke, hvordan man står på egne ben.
Lars drejede sig langsomt og så længe på sin datter.
— Det undskylder ham ikke, Anna. Han er et voksent menneske. Han havde et arbejde, en kone, et hjem. Han kunne have valgt dig. I stedet valgte han sin mor. Og lånene. Og løgnene. Det var hans valg.
Anna nikkede stille.
Næste dag bad Louise hende komme forbi kontoret, så de kunne gennemgå forberedelserne til retssagen.
— Den civile sag er berammet til næste uge, forklarede Louise, mens hun lagde papirerne i sirligt ordnede bunker foran sig. — Vi kræver, at låneaftalerne bliver kendt ugyldige. Derudover kræver vi, at Mads og Ingrid betaler alle de beløb tilbage, de har brugt, samt en godtgørelse for den psykiske belastning. Straffesagen kører som et særskilt forløb, men beviserne er solide nok.
Anna lyttede, men havde følelsen af at stå helt ude ved kanten af en klippe. Ét skridt mere, og alt ville ændre sig for altid.
Den morgen, sagen skulle for retten, vågnede hun tidligt. Udenfor dalede årets første sne stille ned over gaden. Hun tog en enkel, mørkeblå kjole på, satte håret op og gik ud. Ved opgangen stod Lars allerede og ventede.
— Er du klar?
— Ja, sagde hun. — Det er jeg.
De satte sig ind i hendes Hyundai. Anna startede motoren, og bilen gled roligt ud fra kantstenen.
Retssalen var ikke fyldt. Der var kun få mennesker til stede: Anna, hendes forældre og Louise på den ene side. På den anden sad Mads og Ingrid. Svigermoren havde trykket sig ned på bænken, som om hun forsøgte at gøre sig mindre, og hendes vejrtrækning lød tung og besværet. Mads undgik Annas blik. Han stirrede stift ned i gulvet.
Dommeren, en kvinde omkring de halvtreds med trætte øjne og et behersket ansigt, åbnede mødet. Louise rejste sig og fremlagde sagen klart og roligt. Bedrageri. Forfalskede underskrifter. Tre lån på samlet cirka 20.000 kroner. Krav om godtgørelse for tort og psykisk skade. Krav om at få låneaftalerne erklæret ugyldige.
Da Louise var færdig, rettede dommeren blikket mod Ingrid.
— Sagsøgte, De har ordet.
Ingrid kom på benene. Hendes hænder rystede. Hun åbnede munden, men i stedet for at tale brast hun ud i højlydte, hulkende tårer. Hun tørrede kinderne med bagsiden af hånden og smurte tårerne ud over ansigtet.
— Det er ikke min skyld! råbte hun. — Jeg er også blevet narret! Jeg troede, man godt kunne gøre sådan i familien! Ja, jeg brugte pengene, men jeg er jo syg, jeg havde brug for behandling! Jeg betaler det hele tilbage! Det hele!
Dommeren afbrød hende bestemt.
— De må falde til ro. Sæt Dem ned.
Ingrid satte sig, men hendes skuldre blev ved med at hoppe af gråd. Ved siden af hende sad Mads bleg og stiv som en sten.
Så blev det hans tur. Han rejste sig langsomt, rettede på skjortekraven og begyndte at tale så lavt, at ordene næsten forsvandt.
— Jeg indrømmer det. Ja, vi oprettede lånene. Ja, uden at min kone vidste det. Men jeg ønskede ikke, at det skulle ende sådan. Min mor sagde, det kun var midlertidigt, at vi hurtigt ville betale det tilbage. Og så løb det hele af sporet. Jeg mistede overblikket. Jeg ville ikke gøre Anna ondt.
Dommeren så på ham hen over sine briller.
— Hvem forestillede De Dem skulle betale lånene, når de var optaget i Deres hustrus navn?
Mads sænkede hovedet.
— Det ved jeg ikke. Jeg tænkte ikke over det.
Der faldt en tung stilhed over salen.
En time senere blev afgørelsen læst op. Låneaftalerne blev kendt ugyldige. Mads og Ingrid blev pålagt at erstatte alle de penge, der var blevet brugt. Anna fik desuden tilkendt 5.000 kroner i godtgørelse.
Mens dommeren læste den sidste del af kendelsen, rejste Ingrid sig pludseligt og forlod salen uden at vente på, at retsmødet formelt var afsluttet. Mads blev stående et øjeblik. Så sendte han Anna et hurtigt, mørkt blik.
— Er du tilfreds nu?
Anna mødte hans øjne.
— Nej, Mads. Jeg er ikke tilfreds. Men jeg har ro. Nu er det i det mindste retfærdigt.
Han så ud, som om han ville sige noget mere, men i stedet vendte han sig brat om og gik.
Lars lagde sin hånd om Annas.
— Sådan, min pige. Nu tager vi hjem.
De trådte ud af retsbygningen og ud på den snedækkede gade. Anna satte sig ind i sin Hyundai, lod håndfladen glide hen over rattet og mærkede et lille smil bryde frem. For første gang i meget lang tid behøvede hun ikke forklare sig over for nogen.
Der gik et halvt år.
Maj stod udenfor vinduerne, og lette hvide fnug fra poplerne drev hen over fortovene som en forsinket sne. Anna åbnede et vindue på klem og lod duften af varm asfalt og friske blade strømme ind i lejligheden.
Hun boede alene nu. Skilsmissen var blevet gennemført uden kamp. Mads havde ikke protesteret, for der var ikke længere noget at diskutere. Lejligheden var Annas. Bilen stod fortsat kun i hendes navn. Alle lånene var blevet annulleret ved retten.
Straffesagen var sluttet en måned tidligere. Retten havde kendt både Ingrid og Mads skyldige i bedrageri, men fordi de havde erkendt dele af forholdet og allerede havde betalt noget af beløbet tilbage, slap de med betingede domme. Halvandet års betinget fængsel til hver. Dertil kom bøder og pligten til at betale resten af gælden til Anna.
En eftermiddag sad Anna i køkkenet og sorterede gamle fotografier, da telefonen ringede. På skærmen stod Mads’ nummer.
Hun lod den ringe to gange, før hun tog den.
— Hej, sagde han dæmpet. — Må jeg komme forbi? Jeg er i nærheden.
— Hvorfor?
— Jeg vil gerne tale med dig. Bare et øjeblik. Vær sød.
Anna tav et par sekunder. Så sagde hun ja.
Et kvarter senere ringede det på døren. Mads stod på dørmåtten. Han var blevet tyndere, havde mørke skygger under øjnene og bar en falmet skjorte, der hang løst om kroppen. I hånden holdt han en plastikpose med appelsiner.
— Kom ind, sagde Anna.
Han gik ud i køkkenet og satte sig yderst på en stol, som om han ikke havde ret til at fylde mere. Posen med appelsiner lagde han forsigtigt på bordet.
— Hvordan har du det? spurgte han.
— Fint. Jeg arbejder. Jeg lever.
— Det har jeg hørt. Mette fortalte det. Hun sagde, du klarer dig godt.
Anna svarede ikke.
Mads sank en klump.
— Jeg er kommet for at sige undskyld.
Hun satte sig over for ham og lagde hænderne i skødet.
— Jeg har tænkt meget i de her seks måneder, begyndte han. — Jeg har aldrig rigtig prøvet at leve alene. Min mor var altid der. Hun besluttede, hvad jeg skulle gøre, hvor jeg skulle gå hen, hvem jeg skulle gifte mig med. Selv med lånene … hun sagde bare: “Det er nødvendigt.” Og jeg sagde ikke imod. Jeg troede, hun vidste bedre. Men det gjorde hun ikke. Hun brugte bare folk. Mig. Dig. Alle omkring sig.
Han gned sig træt over ansigtet.
— Da du var væk, gik det op for mig, hvem hun egentlig er. Hun smed mig ud, Anna. Min egen mor smed mig ud. Hun sagde, jeg var en taber, at det var min skyld, hun nu havde en dom, og at jeg skyldte hende penge for lejligheden.
Anna lyttede uden at afbryde. Hans ord faldt ét efter ét, tunge som våd jord.
— Jeg stod tilbage alene. Uden arbejde. Uden hjem. Uden kone. Og så forstod jeg, at jeg havde mistet alt. Alt det, der faktisk betød noget. Jeg havde mistet dig.
Han tav og stirrede længe ned på sine hænder.
— Jeg ved godt, jeg ikke har ret til at bede om noget, fortsatte han til sidst. — Men jeg vil alligevel spørge. Kunne vi måske prøve forfra? Jeg har forandret mig. Jeg vil aldrig mere lade min mor blande sig. Jeg finder et arbejde. Jeg skal nok gøre det godt igen.
Anna så længe på ham. Derefter lod hun blikket glide mod vinduet, hvor vinden vuggede poplernes grene frem og tilbage.
— Mads, sagde hun stille, — jeg er glad for, at du siger det. Engang ventede jeg på netop de ord. Jeg ventede meget længe. Men nu er det for sent.
Han fór næsten umærkeligt sammen.
Anna fortsatte uden at flytte blikket fra vinduet.
— Jeg er ikke vred på dig længere. Jeg bærer heller ikke nag på samme måde. Jeg vil bare ikke tilbage. Jeg har lært at leve uden hele tiden at se mig over skulderen. Jeg har lært at træffe mine egne beslutninger. Betale mine egne regninger. Vælge selv, hvor jeg vil køre hen i weekenden. Jeg er ikke længere bange for at komme hjem til et skænderi. Jeg farer ikke sammen, hver gang telefonen ringer. Jeg er fri. Og den frihed bytter jeg ikke for noget.
Mads bøjede hovedet.
— Så svaret er nej?
— Ja. Svaret er nej. Jeg ønsker dig alt godt. Jeg håber, du finder et arbejde, og at du lærer at leve dit eget liv. Måske var du nødt til at komme hertil for endelig at blive voksen. Men du og jeg skal ikke gå videre sammen.
Han blev siddende længe uden at sige noget. Til sidst rejste han sig, tog den krøllede pose med appelsiner fra bordet og gik langsomt ud mod døren. På tærsklen vendte han sig om.
— Tak, fordi du ikke smed mig ud med det samme.
— Pas på dig selv, Mads.
Han gik. Døren lukkede næsten lydløst efter ham.
Anna blev stående i entréen i nogle sekunder. Så gik hun tilbage til køkkenet, tændte elkedlen og åbnede mappen med dokumenter. Der lå skilsmissebevillingen, rettens afgørelse om lånene og gavebrevet på bilen. Hun lod fingeren glide hen over det officielle papir og smilede.
En time senere satte hun sig ind i sin Hyundai og kørte over til sine forældre. Bilen var ren, vasket dagen før, og kabinen duftede svagt af vanilje. Ved hendes forældres ejendom stod træerne i blomst. Hun parkerede og steg ud.
Hanne stod nede ved opgangen og talte med en nabo. Da hun fik øje på Anna, lyste hendes ansigt op.
— Vi stod netop og talte om dig! Kirsten spurgte, om det virkelig passer, at du nu kører rundt helt alene i bilen.
— Det gør jeg, sagde Anna. — Og jeg kan lide det.
Kirsten nikkede anerkendende.
— Godt for dig. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det så ud her for et halvt år siden. Og nu er der fred.
— Fred er en god ting, sagde Anna og kyssede sin mor på kinden.
De gik op i lejligheden. Lars sad ved bordet med avisen foran sig. Da han så sin datter, lagde han avisen fra sig og tog brillerne af.
— Nå, du kom. Hvordan går det?
— Godt, far. Mads var forbi i dag.
Lars rynkede panden.
— Ville han tilbage?
— Ja. Jeg sagde nej.
Hendes far var tavs et øjeblik. Så nikkede han.
— Det gjorde du ret i.
Hanne hældte te op og satte småkager på bordet. De tre blev siddende og talte om almindelige ting: arbejdet, vejret, sommeren, planer, der ikke længere føltes tunge.
— Jeg tager ferie, sagde Anna. — Og så kører jeg sydpå. I min egen bil. Alene.
Forældrene udvekslede et blik.
— Er du ikke bange for at tage af sted alene? spurgte Hanne.
Anna rystede på hovedet.
— Nej. Jeg tror ikke, jeg er bange for noget længere.
Lars smilede skævt under sit overskæg.
— Det dér er min datter.
Da Anna senere kørte hjem, var solen allerede ved at gå ned. Hun satte sig bag rattet, rullede vinduet ned og trak den milde aftenluft dybt ned i lungerne.
I bakspejlet fangede hun en velkendt skikkelse. På en bænk længere henne ved nabobygningen sad Ingrid. Hun var alene, uden den sædvanlige kreds af lyttende naboer omkring sig. Hun så direkte mod Anna, men hun rejste sig ikke. Hun råbte ikke. Hun sad bare dér.
Anna startede motoren og kørte langsomt ud af gården. Hun behøvede ikke dytte. Ikke køre udenom nogen. Ikke standse. Hun holdt blot blikket rettet fremad.
En halv time senere parkerede hun ved et supermarked. I bilforretningen inde i det samme center var der stadig lys i vinduerne. Anna gik derind og købte et knaldrødt ratbetræk. Da hun kom tilbage til bilen, trak hun det på rattet, lod hånden glide hen over den nye overflade og smilede.
Det var en gave.
Til hende selv.
For modet. For tålmodigheden. For det nye liv.
Hun startede bilen, tændte for sin yndlingsradiokanal og kørte hjemad. Foran hende lå en mild majaften — og et helt liv, som hun fra nu af selv valgte.