— Men i en anstændig familie er det manden, der står som ejer! — indvendte Hanne såret.
— I en anstændig familie behandler man hinanden med respekt, — svarede Anna. — Man fører ikke felttog mod et menneske på grund af penge.
— Felttog? — Kirsten greb sig igen dramatisk til brystet. — Lars, hørte du det? Hun siger… Åh, jeg får det dårligt!
Denne gang lod Anna sig ikke narre af forestillingen.
— Nu er det nok! Jeg er træt af det! I tre år har jeg fundet mig i dine manipulationer, dine anfald og dine forsøg på at styre hvert eneste skridt, jeg tager! Men min lejlighed får I ikke!
— Så skrid herfra! — brølede Lars. — Ud af mit hjem!
— Dit hjem? — Anna smilede bittert. — Vi lejer den her lejlighed sammen, og vi betaler huslejen halvt hver. Men ved du hvad? Jeg går faktisk. Hjem til min egen lejlighed.
Hun vendte sig om og gik ind i soveværelset for at pakke. Bag hende lød Kirstens skingre råb, Hannes bedende stemme og Lars’ truende ord i ét stort kaos. Men Anna havde allerede truffet sin beslutning.
To timer senere stod hun i entréen med kufferten i hånden. Lars stillede sig foran hende og spærrede vejen.
— Mener du det virkelig? Vil du ødelægge vores familie på grund af en forbandet lejlighed?
— Det handler ikke om lejligheden, Lars, — sagde Anna træt. — Det handler om respekt. Om at jeg har ret til at være et menneske og ikke bare din mors skygge.
— Hvad ved du overhovedet om familie?! — hvæsede Kirsten. — Du er tom indeni! I har været gift i tre år, og der er stadig ikke kommet et barn!
Det ramte hende dybt. Anna vidste alt for godt, at de havde haft problemer med at få børn, og de havde allerede været til undersøgelser. Men at bruge det som våben…
— Farvel, Kirsten, — sagde Anna og åbnede døren. — Lars, hvis du en dag vil tale ordentligt, så ved du, hvor du kan få fat i mig.
Den nye lejlighed tog imod hende med stilhed og lugten af frisk maling. Den var lille, kun ét værelse, men den var hendes. Anna stillede kufferten i gangen og gik hen til vinduet. Udenfor lå en rolig gård med en legeplads.
Telefonen blev ved med at ringe. Lars, Kirsten, endda Hanne — de forsøgte alle at komme igennem. Anna satte mobilen på lydløs og lagde sig på den nye sofa, som var blevet leveret samme dag.
Hun tænkte på de tre år, der var gået. På hvordan hun lidt efter lidt havde mistet sig selv i forsøget på at leve op til svigermorens krav. På hvordan Lars var forandret fra en kærlig ægtemand til en voksen mand, der stadig opførte sig som mors lille dreng. Og på at kærlighed aldrig burde være en grund til at lade sig ydmyge.
Næste morgen vågnede hun ved, at det ringede på døren. Anna trak hurtigt en morgenkåbe om sig og kiggede ud gennem dørspionen. Lars stod udenfor med et krøllet ansigt og røde øjne.
— Anna, vil du ikke nok åbne? — Hans stemme lød mat og bedende. — Lad os tale sammen.
Anna låste op.
— Kom ind.
Lars trådte indenfor og lod blikket glide rundt i lejligheden.
— Den er pæn. Sådan… hyggelig.
— Tak, — sagde Anna og gik ud i køkkenet. — Vil du have te?
— Ja tak, — svarede Lars og satte sig. — Anna, vi er nødt til at tale. Mor sagde…
— Stop, — afbrød Anna ham straks. — Hvis du er kommet for at overbringe din mors besked, kan du lige så godt gå igen.
— Nej, jeg… — Lars blev usikker. — Jeg vil selv tale med dig. Du ved, mor er bekymret. Hun er vant til, at tingene foregår på hendes måde.
— Og det er du også, — bemærkede Anna, mens hun hældte te op.
— Måske, — sagde Lars og nikkede med en uventet ærlighed. — Men det er vel ikke grund nok til at rive familien fra hinanden.
— Synes du virkelig, at det, vi havde, var en familie? — Anna satte sig over for ham. — Din mor styrede vores liv. Hun bestemte, hvad jeg skulle tage på, hvad jeg skulle lave til aftensmad, og hvordan jeg skulle leve. Og du stillede dig altid på hendes side.
— Hun er min mor, — mumlede Lars og slog blikket ned. — Jeg kan ikke vende mig imod hende.
— Og jeg er din kone. Eller det var jeg. Men ikke én eneste gang valgte du mig.
Lars sad tavs og drejede kruset mellem hænderne. Til sidst løftede han hovedet.
— Undskyld. Jeg forstod virkelig ikke, hvor svært det var for dig. Mor virkede altid så… sikker på, at hun havde ret.
— Hun er din mor, og du elsker hende. Det er der ikke noget forkert i, — sukkede Anna. — Men når en mand gifter sig, skaber han en ny familie. Og den må komme først.
— Vil du skilles? — spurgte Lars lavt.
Anna svarede ikke med det samme. Hun elskede ham stadig. Den Lars, hun havde mødt for fire år siden. Men den Lars var for længst forsvundet.
— Jeg vil bo for mig selv, — sagde hun til sidst. — Jeg har brug for at tænke. Og du bør også tænke over, hvad der betyder mest for dig. Din mor eller din kone.
— Det er et urimeligt ultimatum!
— Var det rimeligt, at du forventede, at jeg skulle forære dig min lejlighed? — Anna rystede på hovedet. — Lars, jeg er udmattet af hele tiden at skulle kæmpe for min plads i dit liv. Af at skulle bevise, at jeg har ret til en mening.
Lars rejste sig.
— Jeg forstår. Jeg håber, du bliver lykkelig i din lille lejlighed. Alene.
— Og jeg håber, at du en dag bliver en voksen mand og ikke for evigt bliver ved med at være mors yndlingsdreng, — svarede Anna.
Da døren lukkede bag Lars, græd Anna ikke. Hun gik hen til vinduet og åbnede det på vid gab. Den friske forårsluft strømmede ind i rummet. Nede på legepladsen lo nogle børn.
Anna smilede svagt. Ja, det gjorde ondt. Ja, måske ville det ende med skilsmisse. Men for første gang i tre år følte hun sig fri. Fri for kontrol, fri for ydmygelser og fri for hele tiden at skulle forsvare sig.
Telefonen ringede igen. På skærmen stod der: »Kirsten«. Anna afviste opkaldet og blokerede nummeret. Derefter gjorde hun det samme med Hannes.
Ved Lars’ nummer tøvede hun. Et sted inderst inde håbede hun stadig, at han en dag kunne forandre sig. Men for hver dag, der gik, blev det håb svagere.
Der gik en uge.