Anna stivnede. Hendes svigermors frækhed overgik alt, hvad hun havde forestillet sig.
— Jeg tager ikke med ud i dit sommerhus, sagde hun fast.
— Hvad mener du med, at du ikke tager med? Mette rynkede panden. — Jeg har allerede lagt hele planen.
— Så må du lægge den uden mig, afbrød Anna hende. — Jeg har et arbejde at passe.
— Arbejde, arbejde… Mette slog opgivende ud med hånden. — En ung hustru bør støtte sin familie.
Anna rejste sig fra sofaen. Nu var grænsen nået. Alle årene med ydmygelser, indblanding og små stikpiller væltede frem i hende på én gang.
— Mette, sagde hun langsomt og tydeligt. — Jeg vil bede dig om at forlade min lejlighed.
— Hvad var det, du sagde? Svigermoren stirrede på hende, som om hun havde hørt forkert.
— Gå, gentog Anna og gik hen mod døren. — Med det samme.
Mette kom langsomt på benene. Vreden glimtede i hendes øjne.
— Det her kommer du til at fortryde, hvæsede hun, mens hun bevægede sig mod udgangen.
Anna lukkede døren efter hende og blev stående med ryggen lænet mod den. Hænderne rystede af anspændelse, men for første gang i meget lang tid havde hun forsvaret sit eget hjem.
Lars kom sent hjem. Hans mor havde allerede nået at fortælle ham sin version af historien, og han stormede ind i lejligheden, rasende.
— Hvordan kunne du finde på at smide min mor ud?! råbte han.
— Hun gik alt for langt, svarede Anna roligt.
— Mor ville bare hjælpe!
— Din mor forsøgte at gøre mig til sin tjenestepige.
For første gang vendte Lars sig åbent imod sin kone. Hans ord var hårde og uden skånsel. I det øjeblik forstod Anna endeligt, at hun stod alene over for dem begge.
En uge senere kom Anna hjem fra arbejde og standsede allerede ude i entréen. Der sivede lys ud fra stuen, og et øjeblik efter hørte hun skridt.
Mette stod ved klædeskabet og hang sit eget tøj på bøjler. I hjørnet stod en kuffert, som gjorde hendes hensigt alt for tydelig.
— Hvad foregår der her? spurgte Anna.
— Jeg flytter ind hos jer, svarede svigermoren helt uanfægtet. — Lars har sagt ja.
Anna forstod straks, hvad det handlede om. Det var hævn for afslaget, hævn for at være blevet sat på plads. Mettes pågåenhed kendte ingen grænser.
— Mette, du forlader min lejlighed nu.
Svigermoren fortsatte blot med at hænge tøjet op. Hendes bevægelser var demonstrativt langsomme, næsten provokerende.
— Det er også min lejlighed nu, sagde Mette med rolig stemme. — Lars har givet mig lov.
Blodet begyndte at hamre i Annas tindinger. Hun knyttede hænderne og forsøgte at holde vreden tilbage. Denne kvinde havde gjort hendes liv til et mareridt, og nu ville hun også tage hendes hjem fra hende.
— Du har ingen ret til at bo her! råbte Anna. — Det her er min ejendom!
— Nu er det familiens, svarede Mette skarpt og vendte sig mod hende. — Man hjælper sine ældre.
Hun talte med den belærende tone, en lærer bruger over for et barn, der ikke forstår noget som helst. Hvert eneste ord dryppede af overlegenhed.
Døren smækkede. Lars kom ind i lejligheden.