Han blev stående i døråbningen, så snart han fik øje på de to kvinders ansigter.
— Hvad foregår der her? spurgte han forsigtigt.
— Din kone vil smide mig ud, klynkede Mette med en stemme, der pludselig var blevet svag og lidende. — Hun nægter at hjælpe en syg, gammel kvinde.
Anna stirrede på hende og troede knap sine egne ører. På et øjeblik havde Mette forvandlet sig fra herskesyg indtrænger til hjælpeløst offer.
— Lars, hun er flyttet ind her uden mit samtykke! udbrød Anna.
— Mor er syg, svarede han og slog blikket ned. — Hun har brug for, at nogen passer på hende.
— Syg? Anna så fra top til tå på svigermoren, der netop havde stået og foldet tøj med forbavsende energi. — Hun ser ellers temmelig rask ud.
— Mor har problemer med hjertet, sagde Lars stædigt. — Lægen har sagt, at hun ikke bør være alene.
I det samme forstod Anna det hele. Han løj. Mette havde aldrig nævnt noget om hjertet. Tværtimod havde hun altid pralede af, hvor stærk og sund hun var.
— Nu er det nok med de løgne! røg det ud af Anna. — Hun fejler ikke noget!
— Anna, fald nu ned, forsøgte Lars at dæmpe hende. — Du er alt for hård.
— Hård? Anna vendte sig langsomt mod ham. — Er det mig, der er hård?
Det sidste af hendes tålmodighed smuldrede. Først nu så hun tydeligt, hvor dybt svigtet stak. Lars havde truffet sit valg for længe siden, og nu stod han åbent på sin mors side.
— Lars, jeg er færdig med at finde mig i det her, sagde hun med en stemme, der var kold som stål. — Vælg. Enten går din mor, eller også går I begge to.
Der faldt en tung stilhed over stuen. Mette stivnede med et stykke tøj hængende i hænderne. Lars så på sin kone, som om han ikke kunne begribe, hvad hun netop havde sagt.
— Det kan du ikke kræve af mig, hviskede han.
— Jo, det kan jeg. Det her er mit hjem. Vælg, sagde Anna uden at vige med blikket. — Din mor eller din kone.
Lars bøjede hovedet. Tavsheden trak ud, så hvert sekund føltes endeløst. Til sidst løftede han blikket og så hen på Mette.
— Mor, pak dine ting sammen, sagde han lavmælt.
Mette trak skarpt efter vejret af forargelse. Anna mærkede lettelsen skylle igennem sig.
— Jeg tager også med, sagde Lars så uventet. — Jeg kan ikke lade mor være alene.
Ordene faldt som en endelig dom. Anna forstod det med det samme. Han havde valgt. Og det var ikke hende.
En time senere var lejligheden tom. Anna stod midt i stuen og så på kaosset omkring sig. Ting lå spredt ud over gulvet. Møblerne var skubbet væk fra deres vante pladser.
Tårerne løb ned ad hendes kinder. Ikke af sorg, men af chok. Det var næsten ufatteligt, at mennesker kunne være så egoistiske, så frække og så utaknemmelige.
Hun gik hen til sofaen og skubbede den langsomt tilbage, hvor den plejede at stå. Derefter tog hun lænestolen. Så det lille bord ved vinduet.
Lidt efter lidt vendte ordenen tilbage. Og med den kom roen. Lejligheden blev igen til et hjem. Hendes hjem. Kun hendes.
Anna satte sig i sin yndlingslænestol og lod blikket glide rundt i rummet. Alt stod rigtigt nu. Hver ting havde fundet sin plads. Stilheden føltes ikke længere tom, men helende.
Hjemmet tilhørte hende igen.