Klokken seks om morgenen var Anna allerede i gang igen. Efter et stykke tid opdagede hun, at vreden slet ikke var der længere. Hun stod bare og udførte det, der skulle gøres, som om det var et stykke arbejde.
Ved middagstid kom hendes søster Mette forbi. Hun fik øje på bordet, der var dækket af skåle og beholdere, og fløjtede lavt.
— Har du tænkt dig at åbne restaurant?
— Det er til Mads’ familie. Til nytårsaften.
— Og hvor skal du selv være?
— Her. Alene. De har ikke inviteret mig, men maden har de bestilt.
Mette satte sig på en taburet. Længe sagde hun ingenting.
— Hør, der er noget, jeg burde have fortalt dig for længe siden. Kan du huske jeres bryllup? Ved et tilfælde hørte jeg Kirsten tale med en veninde ude ved toilettet. Hun sagde: “Vores lille Mads har fundet sig en enfoldig én. Nå, pyt, hun kan da i det mindste lave mad. Til køkkenet går hun an.”
Anna stivnede. Kniven blev hængende over skærebrættet.
— Og det har du tiet med i tolv år?
— Jeg tænkte, det ikke kom mig ved. Undskyld, sagde Mette og gned sig over næseryggen. — Men når jeg ser det her, får jeg det fysisk dårligt. Vil du virkelig aflevere al den mad til dem og sidde alene nytårsaften?
— Ja.
Mette gik uden flere ord og smækkede døren efter sig.
Klokken syv om aftenen ringede Kirsten. Hendes stemme var sukkerblød.
— Anna, min kære, jeg kom lige til at tænke på noget. Kunne du ikke også lave nogle rejer? Og lidt rød kaviar. Det er jo nytår, og gæsterne er ikke hvem som helst. Mads betaler dig tilbage en dag.
En dag. Senere. I løbet af tolv år havde Mads aldrig givet hende én eneste krone for de varer, hun købte ind til familiens fester.
— Selvfølgelig, Kirsten. Jeg ordner det hele.
Anna lagde på. Hun satte sig i sofaen og blev siddende i omkring ti minutter, mens hun stirrede tomt frem for sig. Så rejste hun sig, trak jakken på og gik ud. På apoteket på hjørnet købte hun to små flasker med et kraftigt afføringsmiddel uden smag og lugt.
Hjemme løftede hun låget af den første bøtte med sylte. Et par dråber forsvandt ned i skyen, og hun rørte rundt med en ske, før låget blev sat på igen. Næste skål var sild under pels. Endnu nogle dråber gled ned i mayonnaisen. Derefter kom turen til den russiske salat, mimosaen og saucen til fisken. Hænderne bevægede sig sikkert og roligt.