Der var ikke den mindste rysten i dem. Indeni fandtes kun et tomrum, køligt og næsten fredeligt.
Da hun var færdig, viste uret elleve. Anna lagde de små flasker ned i skraldespanden, bandt posen omhyggeligt til og bar den ud til containeren.
Mads dukkede op klokken et om natten, drivvåd af sprut. Han væltede om i sengen uden så meget som at spørge, hvordan hun havde det. Anna lagde sig ved siden af ham og sov tungt, uden drømme.
Næste morgen, den enogtredivte, havde Mads travlt allerede fra entréen.
— Kom nu, skynd dig. Hvor er maden? Mor sagde, jeg skulle komme med den inden frokost, så de kan begynde at dække bord.
Han greb poserne, bar dem ned og stuvede dem ind i bilen. Bagklappen smækkede, han vendte sig halvt om og råbte:
— Så kører jeg! Du klarer dig nok her!
Han ønskede hende ikke engang godt nytår.
Anna løftede hånden til farvel og så bilen forsvinde rundt om hjørnet.
Så gik hun tilbage i lejligheden, lavede kaffe og tændte for fjernsynet. Hele dagen blev hun liggende på sofaen. Der var stille, men på en mærkelig måde også roligt. Mette ringede tre gange og bad hende komme over, men Anna sagde nej. Hun havde brug for at være alene.
Ved midnat stødte hun sit glas med mousserende vin mod skærmen, hvor dronningen ønskede landet godt nytår. Bagefter satte hun sig ved vinduet og så fyrværkeriet. Lysene sprang ud over byen, skarpe, farverige og hurtigt væk igen.
Klokken to begyndte telefonen at vibrere.
— HVAD FANDEN HAR DU HÆLDT I DEN MAD?!
Mads skreg så højt, at hun måtte holde mobilen væk fra øret.
— Hvad er der sket?
— DET ER ET MARERIDT HER! Alle sidder på toilettet! Mor, min søster, samtlige gæster! Børnene græder, folk kaster op, ingen kan komme ud! Min søsters mand sked i bukserne lige ved bordet! Folk er kørt hjem, hele aftenen er ødelagt! Hvad har du gjort?!
Anna tog en lille slurk af sit glas.
— Jeg lavede alt præcis, som Kirsten bad om. Hjemmelavet og med sjæl. Måske kan jeres maver bare ikke længere tåle mad fra fremmede. Du sagde jo selv, at I har jeres egen kreds.
— Du gjorde det med vilje?!
Hans stemme knækkede.
— Jeg er jo bare kokken, Mads. Hende til køkkenet, kan du huske? Den enfoldige pige, som godt nok kunne bruges dér. Det sagde din mor til vores bryllup. For tolv år siden.
Der blev helt stille i røret.