— Hvor er du…
— Det er ligegyldigt. Det eneste, der betyder noget, er, at jeg endelig har forstået, hvor jeg hører til. Og det er i hvert fald ikke i jeres familie.
Anna rejste sig og gik hen til vinduet. Fyrværkeriet flammede stadig over himlen.
— For resten: godt nytår. Det fik du aldrig sagt til mig.
Hun afbrød opkaldet og lagde mobilen med skærmen nedad.
Mads kom hjem om morgenen den anden januar. Han så ud, som om han ikke havde sovet; tøjet sad skævt, og ansigtet var gråt af træthed.
— Mor er på hospitalet. De siger, hun er dehydreret. Mette vil ikke tale med mig. Gæsterne tog hjem én efter én uden så meget som at sige farvel, sagde han lavmælt og stirrede ned i gulvet. — Det var et mareridt. En fest med alvorlige bivirkninger.
Anna stod ved vinduet med sin kaffekop mellem hænderne.
— Det var da trist.
— Synes du virkelig, det her er i orden?
Han løftede blikket.
— Synes du selv, det er i orden at behandle sin kone som tjenestepige i tolv år? At holde hende væk fra bordet, når din familie er samlet? At få hende til at bruge sine sidste penge på mad til mennesker, der ser ned på hende?
Mads svarede ikke.
— Ved du, hvad det mest latterlige er? Jeg kunne have tilgivet det. Hvis du bare én eneste gang havde stillet dig på min side. Hvis du én gang havde sagt til din mor, at jeg er din hustru og ikke jeres køkkenhjælp. Men du tav. I tolv år tav du.
— Jeg troede ikke, det betød så meget for dig…
— Netop. Du troede ikke. Du tænkte slet ikke på mig.
Hun tog hans jakke ned fra knagen og rakte den frem mod ham.
— Tag af sted. Din mor har det dårligt, så kør hen til hende. Imens vil jeg finde ud af, om jeg overhovedet har brug for en mand, der kun kan se en kok, når han ser på mig.
Mads tog jakken. Han blev stående et øjeblik med halvåben mund, som om han ledte efter ord. Men der kom ingen. Til sidst tog han den på og gik.
Anna låste døren efter ham og lænede sig mod karmen. Stilheden i lejligheden var næsten øredøvende. Men denne gang tyngede den hende ikke. Den gjorde hende let, som om hun endelig havde lagt en byrde fra sig, hun havde båret alt for længe.
Udenfor var luften frostklar, lys og fredelig. Det nye år var kun lige begyndt. Og denne gang tilhørte det hende.