– Venter vi nogen? spurgte Lars forbløffet, mens han så på alle varerne.
– Nej, jeg tænkte bare, at vi har sparet nok på det gode, sagde Anna med et smil. – Jeg fik en lille bonus, og så fik jeg lyst til at købe noget ordentligt.
Hun var ikke i tvivl om, at Lars ville nævne både “bonussen” og det fyldte køleskab for sin mor. Han fortalte hende altid små nyheder hjemmefra uden at forstå, at han dermed gav hende præcis den information, hun havde brug for.
Og sådan gik det også. Samme aften, da han talte med sin mor i telefonen, sagde Lars muntert:
– Ja, Anna har fået en bonus, så hun har købt en masse lækkert. Kødet ser virkelig godt ud, hun laver gullasch i morgen. Du kan jo kigge forbi, hvis det passer, så får du en portion.
Mandag morgen tog de begge på arbejde. Før Anna gik ud ad døren, tændte hun kameraet. Hele dagen kunne hun ikke finde ro. Hun kiggede på uret igen og igen og spekulerede på, om Karen allerede havde været der, eller om hun først ville komme senere.
Lars var derimod i strålende humør. Han glædede sig tydeligt til aftenens gullasch og sendte endda Anna et fjollet billede i en besked. Det gav hende et stik i hjertet. Hun vidste, at han snart ville få noget at se, som ville gøre ondt.
Da de kom hjem den aften, trådte de ind i en lejlighed, hvor der hang en sødlig, tung duft i luften. Annas næse genkendte den straks: svigermorens parfume.
– Nå, mor har været her, sagde Lars glad. – Hun har sikkert vandet blomsterne.
Anna svarede ikke. Hun gik direkte ud i køkkenet, men åbnede ikke køleskabet. I stedet trak hun trappestigen frem, klatrede op og tog kameraet ned.
– Hvad laver du? Lars blev stående i døråbningen og stirrede på hende. – Hvorfor kravler du derop?
– Sæt dig ned, Lars, sagde Anna. Hendes stemme lød rolig, men hænderne rystede en smule. – Der er noget, vi er nødt til at se.
– Se hvad? Anna, begynder du nu igen? Har du sat et kamera op? Er du helt normal? Det er jo paranoia! At udspionere sin egen svigermor!
– Hvis hun ikke har taget noget, har du intet at være bange for, svarede Anna skarpt. – Men hvis hun har, så skal du se det med dine egne øjne.
Hun satte hukommelseskortet i den bærbare computer. Lars stod bag hende og trak vejret tungt. Han var vred. I hans hoved var hans kone ved at miste forstanden af smålighed og mistro.
Billedet af deres køkken dukkede op på skærmen. Tidskoden viste 11.30.
Døren gik op. Karen kom ind i billedet. Hun havde ikke hjemmeslag eller forklæde på, men overtøj, og i hænderne bar hun to store indkøbstasker. De samme solide, ternede tasker, som kunne rumme næsten hvad som helst.
Først gik hun ganske rigtigt hen til vindueskarmen og stak en finger ned i jorden i potten med gummiplanten. Lars udstødte et tilfreds fnys.
– Kan du se? Det var jo det, jeg sagde!
Men Karen vandede ikke planten. Hun vendte sig i stedet om og gik med sikre skridt hen til køleskabet, som om det var hendes eget. Så rev hun døren op.
På optagelsen kunne man tydeligt se, hvordan hendes ansigt lyste op i et tilfreds smil. Hun satte taskerne på gulvet og begyndte roligt og systematisk at flytte varerne fra hylderne ned i dem.
Først røg osten ned. Derefter den skiveskårne pølse. Så tog hun pakken med oksekød ud, vendte den i hånden, som om hun vurderede vægten, og lagde også den i tasken.
– Mor… hviskede Lars. Hans stemme knækkede.
Karen stoppede ikke. Hun tog ørreden. Hun tog pakken med smør. Så trak hun grøntsagsskuffen ud og skrabede halvdelen af tomaterne og agurkerne til sig.
Men det var åbenbart ikke nok. Hun lukkede køleskabet og gik videre til køkkenskabene. En pakke te forsvandt ned i tasken, derefter et glas kaffe, æsken med chokolade, som Anna havde købt til kaffen, og til Annas rædsel også den åbnede pakke vaskepulver, der stod i hjørnet.
– Hvorfor tager hun vaskepulver? mumlede Lars. – Jeg købte jo fem kilo til hende i sidste uge…
På videoen pressede Karen byttet længere ned i taskerne og kæmpede med at få lynlåsene lukket. De var tydeligvis tunge. Hun stønnede, da hun løftede dem. Men inden hun gik, gjorde hun noget, der endeligt slog benene væk under Lars: Hun fiskede et halvspist æble op af frakkelommen, et æble hun selv havde haft med, lagde det på bordet og tog i stedet den lille skål med småkager. Indholdet hældte hun direkte ned i sin lomme.
Så slukkede hun lyset og forsvandt ud.
Optagelsen stoppede. I køkkenet blev stilheden så tæt, at den næsten ringede i ørerne. Det eneste, man kunne høre, var køleskabets svage summen – det samme køleskab, som nu igen stod næsten tomt.
Lars gik hen til vinduet og satte sig på karmen. Han sad med hovedet bøjet og sagde ingenting. Anna kunne se, hvordan musklerne arbejdede i hans kæber. Det gjorde ondt på ham. Billedet af den fejlfri mor, som han havde båret rundt på hele sit liv, var ved at falde fra hinanden.
– Hun stjæler fra os, sagde han til sidst lavt. – Ikke fordi hun sulter. Bare fordi hun kan. Som en græshoppe, der æder alt på sin vej.
– Hun mener, hun har ret til det, sagde Anna stille. – I hendes øjne er alt dit også hendes. Og jeg er bare en eller anden, der står ved siden af.