– Men hvad skal hun bruge alt det til? Hvor gør hun af det? Hun bor jo alene!
– Måske deler hun det ud til naboerne. Måske sælger hun noget af det. Eller også gemmer hun det bare som et lille dyr, der fylder sit forrådskammer, sagde Anna træt. – Det er egentlig ikke det vigtigste længere, Lars. Det afgørende er, at hun tager fra os og bagefter ser os lige i øjnene og lyver.
Netop da lød der en nøgle i låsen ude fra entréen.
Anna og Lars så på hinanden. Karen måtte enten have glemt noget, eller også var hun vendt tilbage for at hente endnu en omgang.
– Lars, skat? Anna? Er I hjemme? lød svigermorens muntre stemme. – Jeg kom lige forbi og tænkte, at jeg da kunne kigge ind og se, hvordan I havde det.
Hun trådte ind i køkkenet med et smil på læberne. Smilet stivnede dog straks, da hun så deres ansigter. Computeren stod stadig åben på bordet, og på skærmen var billedet frosset: Karen foran det åbne køleskab med overfyldte poser i hænderne.
Hendes blik fulgte deres. Så fik hun øje på sig selv på skærmen. På et øjeblik forandrede hendes ansigt sig. Den milde, omsorgsfulde mor forsvandt, og i stedet stod der et presset, arrigt menneske, parat til at slå fra sig.
– Hvad skal det dér forestille? hvinede hun. – Har I udspioneret mig? Hvordan vover I! At filme sin egen mor! Det er ulovligt, det dér!
– Mor, sagde Lars og rejste sig.
Hans stemme var så fast og iskold, at Anna aldrig før havde hørt ham tale sådan.
– Stil poserne fra dig.
– Hvilke poser? Jeg har ikke taget noget som helst! Det er manipuleret! I har sat det hele op for at få mig gjort til skurk! Det er din kone, den slange, hun hader mig!
Lars gik helt hen til hende.
– Mor, jeg har set optagelsen. Jeg så dig tage kød, fisk og vaskepulver. Hvorfor? Jeg hjælper dig jo allerede. Mangler du noget, så sig det. Så køber jeg det til dig. Men hvorfor stjæler du fra os? Fra Anna?
Karen forstod, at det ikke længere nyttede at benægte. Hun rettede ryggen, og noget hårdt og ondskabsfuldt glimtede i hendes øjne.
– Stjæler? Hvordan kan du overhovedet få dig selv til at bruge det ord om mig? Jeg har opdraget dig! Jeg har siddet vågen nat efter nat! Jeg har givet dig mit liv! Og nu står du her og ynker over et stykke kød? Alt, hvad der findes i dette hjem, tilhører også mig! Du er min søn. Du har pligt til at sørge for mig ordentligt! Og hende dér…
Hun pegede skarpt på Anna.
– Hun er fremmed. I dag er hun din kone, i morgen er hun måske væk. Men en mor har man kun én af!
– Det her er vores familie, mor, sagde Lars lavt, men uden at vakle. – Min og Annas. Det er vores hjem og vores penge. Du har ingen ret til at komme her og rode i vores skabe, som om det var dit eget spisekammer.
– Nå, så det er sådan, du taler nu? skreg Karen. – Du er blevet en tøffelhelt! En vatnisse! Hun har snoet dig om sin lillefinger og vendt dig imod din egen mor! Må I kvæles i jeres fine kød!
Hun snurrede rundt og stormede ud i gangen. Hoveddøren smækkede så voldsomt, at det gav et ryk i væggene.
Lars sank ned på stolen og dækkede ansigtet med hænderne.
– Gud, hvor er det ydmygende… hviskede han.
Anna gik hen til ham og lagde armene om hans skuldre. Hun havde ondt af ham. Samtidig bredte der sig en enorm lettelse i hende. Bylden var endelig sprunget. Der ville ikke længere være halve forklaringer, ost der forsvandt uden spor, eller den uhyggelige følelse af, at hun var ved at miste forstanden.
Næste dag skiftede Lars låsene i hoveddøren uden at sige ret meget. Han ringede ikke til sin mor i en hel uge. Karen gav heller ikke lyd fra sig. Hun ventede tydeligvis på, at sønnen ville komme krybende med en undskyldning. Men han kom ikke.
En måneds tid senere mødte Anna tilfældigt Karens nabo, Mette.
– Åh, Anna, kvidrede hun. – Karen er da blevet så gavmild! Hun kommer hele tiden med noget lækkert. Lidt pølse, lidt rød fisk og den slags. Hun siger, at hendes søn har det så godt og forkæler hende så meget, at hun slet ikke kan nå at spise alle de varer. Sikke en betænksom svigermor du har!
Anna trak bare på smilebåndet.
– Ja, Mette. Meget betænksom. Nu foregår hendes omsorg bare på afstand.
Forholdet til Karen blev aldrig helt som før. Lars ringede til hende på helligdage og fødselsdage, og indimellem kørte han forbi med indkøb. Men varerne havde han selv købt og afleverede dem i poser uden at lukke hende ind i lejligheden. Kontanter fik hun ikke længere. Hendes regninger betalte han i stedet direkte på nettet. Karen fortalte til gengæld hele familien, at hendes hekseagtige svigerdatter havde ødelagt båndet mellem mor og søn. Anna lod det prelle af.
Det væsentlige var, at der endelig var ro i deres hjem. Køleskabet stod nu fyldt, pengene blev ikke længere opslugt på mystisk vis, og opsparingen voksede hurtigere end før. Til sidst kunne de endda bestille den rejse til havet, som de så længe havde talt om.
Kameraet smed Anna dog ikke ud. Hun lagde det i den bagerste skuffe, hvor det kunne blive liggende. For en sikkerheds skyld. Livet var, som det var, fuldt af overraskelser, og man vidste aldrig, hvilke andre slægtninge der en dag kunne finde på at teste holdbarheden af deres forråd.
Men én ting vidste Anna med fuld sikkerhed: Hun ville ikke længere lade nogen trampe hen over hendes grænser eller hendes familie. Og hvis det i familiens øjne gjorde hende til en “slange” eller en “nærig kælling”, så måtte det være sådan. Den titel kunne hun sagtens bære med rank ryg.
Især når der igen var ost på deres rugbrødsmadder.