— Jeg sagde, at I skal ud af min lejlighed, — gentog Anna, denne gang højere. Hendes stemme var blevet hård og ubevægelig som sten. — Med det samme. Pak jeres ting sammen og gå.
Den stilhed, der fulgte, virkede næsten larmende. Inge blev ligbleg, Jens blinkede forvirret, som om han ikke helt forstod ordene, og Lars stod med åben mund og stirrede frem for sig, ude af stand til at begribe, hvad der udspillede sig foran ham.
— Det kan du ikke mene… — begyndte Inge vantro.
— Jo, det kan jeg, — afbrød Anna og så hende lige i øjnene. — Det her er min lejlighed. Min ejendom. Og fra nu af tillader jeg ikke længere, at nogen kommer her og bestemmer over mig.
Uden at vente på svar gik hun målrettet ind i stuen, hvor svigerforældrene havde sovet, og begyndte at samle deres ting sammen. Hvert eneste sekund føltes udstrakt og tungt, men hun standsede ikke.
— Anna, hold op! — Lars greb fat i hendes arm med et desperat ryk, som en dreng, der ikke forstår, hvorfor verden pludselig er vendt på hovedet. — Det der kan du ikke gøre mod mine forældre!
— Jo, det kan jeg, — sagde Anna og rev armen fri. Hun bed tænderne sammen for ikke at lade stormen indeni slippe løs. — Og hvis du ikke kan acceptere det, kan du tage med dem.
— Hvad siger du?! — Lars trådte et skridt tilbage. — Smider du også mig ud?
— Nej, — svarede Anna og rystede på hovedet. — Jeg giver dig et valg. Enten bliver du her hos mig og respekterer mine regler, eller også går du sammen med dine forældre.
— Utaknemmelige menneske! — udbrød Inge, mens hendes læber blev presset sammen i fornærmet vrede. — Vi har kun villet dig det godt, og så behandler du os…
— Deres ting er allerede pakket, — skar Anna hende af. — I har fem minutter til at forlade lejligheden.
— Og hvis vi ikke gør? — Inge kneb øjnene sammen, og et spottende træk gled over hendes mund.
— Så ringer jeg til politiet, — svarede Anna roligt. Ikke en muskel i hendes ansigt bevægede sig. — Tro mig, jeg er fuldt ud parat til at anmelde jer for uberettiget ophold i min bolig.
— Lars! — hvinede Inge og greb sin søn om hånden. — Gør dog noget!
Men Lars stod blot dér, som om hans fødder var vokset fast i gulvet. Hans blik flakkede hjælpeløst mellem hustruen og forældrene, og panikken lå tydeligt i hans øjne. Aldrig før var han blevet tvunget til at vælge på den måde.
— Tiden er begyndt at gå, — sagde Anna og så på sit ur. Trætheden, der før havde ligget i hendes stemme, var forsvundet.
Inge åbnede munden for at svare igen, men Jens lagde pludselig en hånd på hendes arm. Hans stemme var dæmpet, men fast.
— Kom, Inge. Vi er ikke velkomne her.
— Ikke velkomne?! — Inge fór op, og hendes ansigt fortrak sig i forargelse. — Sådan gør man ikke mod sin egen familie! Lars, sig dog noget!
Lars flyttede vægten fra den ene fod til den anden, som om han ledte efter en udvej, men ikke kunne finde nogen. Han undgik Annas blik, og netop dét gav hende en tung, ubehagelig fornemmelse i brystet. Alligevel kunne han ikke få sig selv til at handle anderledes.
— Anna, måske behøver det ikke være så voldsomt… Vi kan jo tale om det…
— Der er ikke mere at tale om, — svarede Anna med en fasthed, der næsten fik det til at føles, som om selve væggene i lejligheden stillede sig bag hende. — Jeg har truffet min beslutning.
Inge og Jens samlede tavst deres ejendele sammen, matte og knækkede som to gamle spejle, der havde mistet deres glans. Langsomt bevægede de sig mod døren. På tærsklen vendte Inge sig alligevel om, stadig med et sidste håb i blikket, mens tårerne glimtede i hendes øjne.
— Lars, du efterlader os da ikke her?
Lars stod som naglet til stedet og bredte rådvildt armene ud.
— Mor, jeg… jeg prøver at tale med Anna. Måske falder hun til ro.