Da døren gled i bag Inge og Jens, sank en tung stilhed ned over lejligheden, tæt og trykkende som luften lige før et uvejr. Lars vendte sig langsomt mod sin kone. Hans blik var fuldt af spørgsmål, bønner og forvirring, så meget at Anna et øjeblik mærkede tårerne presse sig på. Alligevel rettede hun ryggen og holdt dem tilbage.
— Hør nu… det var aldrig meningen, at det skulle ende sådan, sagde han lavt. — Mine forældre stod bare virkelig dårligt. Den renovering, du ved…
Anna så udmattet på ham.
— Hvilken renovering, Lars? De er jo ikke engang begyndt. Dine forældre besluttede sig bare for at indtage mit hjem, som om det var en borg, de kunne erobre. Og du lod dem gøre det.
— Sådan må du ikke sige! røg det ud af ham, som om ordene havde ramt ham fysisk. — De ville ikke noget ondt. De mente bare, at det ville være bedre, hvis vi alle boede sammen.
— Bedre for hvem? spurgte Anna og sank ned på sofaen, som om kræfterne pludselig forlod hende. — For dig? For dem? Var der overhovedet nogen, der tænkte på mig?
Lars satte sig ved siden af hende og rakte ud efter hendes hånd, desperat, som om den var det sidste, han kunne gribe fat i. Men Anna havde allerede trukket sig væk indeni.
— Anna, lad os gøre det om. Jeg taler med dem. Jeg skal nok…
— Nej, Lars, afbrød hun. Stemmen var næsten kun en hvisken, men den var så fast, at han stivnede. — Det er for sent at gøre noget om. Jeg søger skilsmisse.
— Hvad? Han sprang op, og hans øjne blev store, som om gulvet var forsvundet under ham. — På grund af sådan en bagatel?
— En bagatel? Anna smilede kort, bittert og uden varme. — Er det virkelig det, du kalder det? At du lod dine forældre bestemme i mit eget hjem? At du ikke én eneste gang stillede dig ved min side? Du vidste, at de planlagde at blive her for altid, og du sagde ingenting. Det var ikke en fejl, Lars. Det var et svigt.
Næste morgen gik Anna til retten. Hendes hænder rystede ikke, for beslutningen lå fast i hende som en sten, der ikke kunne flyttes. Da hun kom hjem igen, mærkede hun hverken panik eller anger. Kun en mærkelig tomhed, blandet med en lethed, som om nogen endelig havde fjernet et tungt tæppe fra hendes skuldre.
Lars blev ved med at flakke mellem hende og sine forældre. Han dukkede op flere gange, stod i døråbningen med blomster i hånden, klodset og fortabt, som en gammel dårlig vane, der nægtede at forsvinde. Hver gang prøvede han at få det til at lyde, som om der stadig fandtes noget at redde.
— Jeg forstår det nu, Anna. Jeg har indset det hele. Lad os begynde forfra, jeg beder dig…
Men Anna lod sig ikke rokke. Hun var kølig og urokkelig som en vintervind.
— Nej, Lars. Du valgte din vej. Nu vælger jeg min.
Efter skilsmissen var det, som om tilværelsen trak vejret frit igen. Anna begyndte at gå i svømmehallen, ændrede sit udseende og fandt tilbage til de veninder, hun næsten havde mistet. Hun skålede endda med dem en aften uden at føle den gamle, kvælende skyld, som før altid havde lagt sig over bordet, fordi svigermorens usynlige blik syntes at holde øje med alt. Det, hun længe havde drømt om, men aldrig turdet gøre, blev langsomt en del af hendes virkelighed.
En aften sad hun i sin lænestol med en bog i hænderne. Hun læste ikke ret meget; hun lod bare blikket glide hen over siderne og lyttede til roen omkring sig. Pludselig gik det op for hende, at hun ikke kunne huske, hvornår hun sidst havde følt sig så levende.
— Frihed, hviskede hun og så rundt i den varme, velkendte lejlighed. — Det er det, der betyder noget.
Telefonen vibrerede på bordet og rev hende ud af tankerne. Selvfølgelig var det Inge, der forsøgte igen.
Anna kastede et blik på skærmen, men tog ikke opkaldet. I stedet slettede hun nummeret. Hendes hånd var helt rolig. Det var ikke længere hendes historie. Ikke hendes sorg. Ikke hendes ansvar.
Foran hende lå et nyt liv. Et liv, hvor ingen kunne trænge sig ind i hendes rum, hvor hun selv bestemte, hvem hun ville dele sine dage med, og hvem hun ville give sin tillid.
Og netop det var det vigtigste.