og satte vand over til te. Med kruset mellem hænderne slog hun sig ned ved vinduet og blev siddende dér, mens hun så ud over gården. Lygterne kastede gullige pletter hen over de tomme fortove, og vinden tog fat i de nøgne grene, så de svajede som mørke streger mod natten.
Efter en times tid begyndte telefonen at ringe. Det var Kirsten. Anna lod den bare ringe ud. Kort efter var det Lars, der prøvede. Hun afviste opkaldet uden at tøve. Så kom beskederne, én efter én:
“Er du blevet sindssyg?”
“Min mor er helt i chok!”
“Luk døren op med det samme!”
“I morgen kommer jeg, og så taler vi ordentligt sammen!”
Anna satte telefonen på lydløs, åbnede skrivebordsskuffen og lagde den derned.
Næste morgen ringede hun til en låsesmed. Montøren stod foran døren mindre end to timer senere, en ung fyr med værktøjskasse i hånden. Han stillede ingen unødvendige spørgsmål og gik straks i gang. Efter fyrre minutter sad der en ny lås i døren. Blank, solid og betryggende. Han rakte hende to nye nøgler, fik sin betaling og forsvandt igen.
Anna låste efter ham med den nye nøgle og gik ind i stuen. Fra skabet tog hun en æske ned, som var fyldt med julepynt. Hendes forældre havde hvert år pyntet træet sammen, og Anna havde gemt det hele. Glaskugler, guirlander og små figurer af rensdyr.
Da aftenen faldt på, stod der et lille grantræ i lejligheden. Et rigtigt træ, som fyldte rummet med duften af frisk gran. Anna hængte pynten op og tændte lyskæden. De farvede pærer blinkede blidt i halvmørket og lagde et varmt skær over væggene.
Dagen efter ringede naboen. Det var Inge, en kvinde omkring de tres, som boede på etagen nedenunder.
— Anna, er alt i orden hos dig?
— Ja, tak. Hvorfor spørger du?
— Jeg så din mand ude foran opgangen i går aftes. Han stod sammen med en eller anden kvinde. De talte sammen et stykke tid. Bagefter prøvede de at komme ind, men dørtelefonen lukkede dem ikke op.
— Det var min svigermor, svarede Anna roligt. — Du skal ikke bekymre dig. Alt er, som det skal være.
Der blev stille et øjeblik i røret.
— Hvis du får brug for noget… så sig til, sagde Inge så. — Jeg er jo lige i nærheden.
— Tak, Inge.
Anna lagde på og fortsatte med at gøre rent. Lidt efter lidt begyndte lejligheden at ligne sig selv igen. Den fik den samme varme tilbage, som hendes forældre havde efterladt i den. Ingen fremmede ting. Ingen regler, der var blevet presset ned over hende. Kun de velkendte møbler, stilheden og freden.
Den enogtredivte december vågnede Anna sent. Udenfor sneede det; store, bløde fnug dalede mod jorden. Hele byen var i gang med at gøre sig klar til aftenen. Lyskæder hang på facaderne, pyntede juletræer kunne skimtes i vinduerne, og i butikkerne var der travlhed helt til det sidste.
Hun lavede morgenmad og satte sig ved bordet med en kop kaffe. Telefonen havde ikke givet lyd fra sig i to døgn. Ingen opkald, ingen beskeder. Måske havde Lars endelig forstået, at der ikke længere var nogen vej tilbage.
Om aftenen dækkede hun bord. Det var ikke overdådigt: en salat, stegt kylling og lidt frugt. Fjernsynet stod tændt med de sædvanlige nytårsprogrammer, og hun lod dem køre i baggrunden. Da klokken slog tolv, gik hun hen til vinduet med et glas vin i hånden.
Udenfor glimtede lysene. Et sted bragede fyrværkeriet, og gennem ruden kunne hun høre latter og musik fra gården. Anna løftede glasset og skålede med sit eget spejlbillede i vinduet.
— Godt nytår, hviskede hun.
Lejligheden var stille. Der var ingen larm, ingen fremmede stemmer, ingen krav og ingen trusler forklædt som samtaler. Kun ro. Ægte ro, af den slags hun næsten havde glemt fandtes. Anna satte sig i lænestolen, trak et tæppe op omkring sig og lukkede øjnene.
For første gang i lang tid føltes alting rigtigt. Ikke perfekt, ikke festligt på den måde andre måske forventede — men rigtigt for hende.
Januar kom med kulde og snefygning. Anna begyndte på arbejde igen og gled hurtigt tilbage i hverdagen. Kollegere spurgte, hvordan hendes nytår havde været, og hun svarede kort, at det havde været godt. Stille og godt.
Først midt i januar ringede Lars. Hans stemme lød mat og slidt.
— Anna… vi er nødt til at tale sammen.
— Om hvad?
— Om os. Kunne vi ikke mødes?
— Hvorfor?
Han tav et øjeblik.
— Jeg har forstået, at jeg begik en fejl. Min mor… hun gik for langt. Skal vi ikke prøve at begynde forfra?
Anna så ud ad vinduet. Sneen lå tungt over jorden, og træernes grene bøjede sig under vægten.
— Lars, vi begynder ikke forfra. Du traf dit valg. Nu må du leve med det.
— Anna…
— I næste uge sender jeg skilsmissepapirerne ind. Vi har ingen fælles ejendom og intet, der skal deles. Det bliver hurtigt ordnet.
— Mener du det virkelig?
— Fuldstændigt.
Lars nåede at tage luft ind, som om han ville sige mere, men Anna afsluttede samtalen. Der var ikke mere at tale om.
En måned senere var skilsmissen officiel. Lars mødte op med et mørkt ansigt, underskrev papirerne uden et ord og gik igen uden at sige farvel. Anna tog afgørelsen, lagde den i en mappe og tog hjem.
Lejligheden tog imod hende med sin stille, velkendte varme. Anna hængte frakken fra sig og gik ud i køkkenet. Hun lavede te og fandt et lille stykke kage frem. Så satte hun sig ved vinduet og så ned i gården. Dér, hvor der om efteråret havde ligget gule blade, bredte sneen sig nu hvid og jævn. Børn kurede ned ad den lille bakke og landede grinende i driverne.
Livet fortsatte. Roligt, jævnt og uden andres forventninger som en vægt på hendes skuldre. Anna tog en slurk af teen og mærkede et smil komme af sig selv.
For første gang i meget lang tid.