– I juni. Efter retsmødet, sagde hun.
– Sagde hun det til dig direkte? Mens du hørte det?
– Ved bordet, til påske. – Mette tog et sug af cigaretten og vippede asken ned på asfalten. – “Når han får drengen ind i huset, går vi til notaren.” Og jeg sad bare der og sagde ingenting.
– Hvorfor fortæller du så mig det nu?
– Fordi den lejlighed heller ikke er helt ligegyldig for mig. Jeg har to børn. Det er sådan set det hele.
Om torsdagen ringede Lars. Han sagde, at han ville hente Mads i den forlængede weekend i maj. Og at han ikke havde tænkt sig at aflevere ham tilbage.
Den 14. maj dukkede de op sammen. Uden at ringe først. Klokken var lidt over to. Mads var i børnehave. Kirsten satte sig på skamlen ude i køkkenet, mens Lars blev stående i døråbningen, som om han var en fremmed håndværker, der var kommet for at se på et utæt rør.
– Sådan her gør vi, sagde han. – Du skriver under på, at du opgiver din halvdel af lejligheden og dropper børnebidraget. Til gengæld trækker jeg sagen om Mads tilbage fra retten. Det er bedst for dig, Anna. Jeg prøver at gøre det ordentligt.
– Og hvis jeg ikke skriver under?
– Så kører vi sagen helt til vinter. Min begæring ligger allerede i akterne, og jeg trækker den ikke tilbage. Og i alle de måneder kan du gå i seng og stå op med det samme spørgsmål i hovedet: om de lader drengen blive hos dig eller giver ham til mig. – Han lagde hovedet en smule på skrå, næsten som om han havde ondt af mig. – Så kan du selv regne ud, hvad den halve lejlighed egentlig er værd for dig.
Han forstod ikke engang, at han netop havde sagt det vigtigste højt. Mads var ikke noget, han ville have, fordi han længtes efter at være far. Han skulle bare bruges som en hånd om min hals.
Kirsten bøjede sig ned mod tasken ved sine fødder og trak en pose frem. I posen lå de støvler. De samme, som hun havde taget med sig søndagen før, da hun havde haft Mads hos sig. Jeg havde troet, hun bare havde glemt at give dem tilbage.
– Se selv, hvad han går rundt i hos dig, sagde hun og stillede dem på skamlen ved siden af sig. – Jeg beholdt dem med vilje. Dem viser vi dommeren.
De var støvede, trådt skæve og fulde af gullige saltrander. Han havde brugt dem hele vinteren og slæbt dem gennem forårets vandpytter.
Jeg gik ud af køkkenet, kravlede op på en stol og hev den ternede taske ned fra øverste skab.
– Hvad har du gang i? spurgte Lars ude fra gangen.
– Jeg pakker.
– Til hvem?
– Til Mads.
Jeg lagde T-shirts ned, et ekstra par bukser, pyjamassen med motorcyklerne, halstabletter, medicin og hjemmesko i en stofpose. Kirsten stillede sig i døråbningen, så lyset blev lukket ude.
– Anna, lad nu være med at spille dum.
– Tag ham, sagde jeg uden at vende mig om. – Ikke bare i weekenden. Ikke bare i maj. Tag ham helt.
Lars lo, men kun med den ene side af ansigtet.
– Hold nu op med det teater.
– Der er ikke noget teater. Lad bare din begæring blive liggende i retten. – Jeg trak lynlåsen i tasken til og rettede mig op. – Men når sagen kommer for i juni, så møder du selv op. Du afleverer selv dokumentation fra dit arbejde. Du lukker selv kommunen ind i dit hjem. Og jeg kommer og fortæller dommeren sandheden: at drengen bor hos dig, og at jeg vil have ham hjem igen.
– Giver du ham til mig eller gør du ikke?
– Jeg giver ham til dig. Men jeg skriver ikke under på noget som helst. Der findes ikke et papir, hvor en mor kan overdrage sin søn til faren for altid. Jeg har spurgt.
Han svarede ikke.
– Og én ting mere, Lars. Du gør det selv. Ikke din mor, ikke Mette, ikke en nabo. Du vækker ham. Du følger ham i børnehave. Du henter ham klokken seks. Du får ham til at gurgle halsen, når han er syg, og du køber støvler til ham. I den rigtige størrelse.
– Hvad fanden er det, du siger?
– Og jeg kommer ikke og henter ham. Hvis du vil af med ham igen, må du selv komme med ham.
Kirsten slog ud med armene.
– Og det skal forestille at være en mor. Hun giver sit barn væk som en kuffert. Jeg sagde det jo, Lars. Hun er håbløs.
Jeg vendte mig mod hende.
– Kirsten, De ville have, at Deres barnebarn skulle vokse op hos Dem. Så værsgo. Tag ham.
Det var dér, Lars sagde det, jeg allerede vidste.
– Mor har lovet at ordne papirerne i juni. Jeg gør det for drengens skyld, hvis du absolut vil vide det. Han får sit eget værelse.
– Det ved jeg, sagde jeg. – Mette har fortalt mig det. Både det med notaren og det, der blev sagt til påske.
Han så på sin mor. Hun kiggede ud ad vinduet. Resten var det, jeg allerede har fortalt: tasken i entréen, naboen med spanden ude på reposen og Mads’ lille rygsæk, som han selv havde lynet.
Samme aften ringede jeg til juristen og forklarede det hele. Han afbrød mig ikke én eneste gang. Da jeg var færdig, talte han med en ro, der gjorde mere ondt end et råb ville have gjort.
– Anna, De har ikke mistet Deres rettigheder. Det skal De forstå helt klart. En mor kan ikke bare give sit barn til faren for altid. Et sådant dokument eksisterer ikke. Hvis De vil, kan De tage derhen i morgen og hente ham, og han kan ikke gøre Dem noget.
– Det ved jeg.
– Det problematiske er noget andet. Der er retsmøde i juni. Dommeren vil spørge, hvor barnet bor. Kommunen vil komme på besøg og skrive i rapporten, hvor barnet faktisk opholder sig. Det kaldes den etablerede bopælsordning, og domstolene lægger stor vægt på den. De har med Deres egne hænder givet ham det eneste stærke kort, han manglede.
– Det ved jeg.
– Jeg rådede Dem ikke til det her. Skriv det ned: Jeg rådede Dem ikke til det.
– Det har jeg skrevet ned.
Den nat lagde jeg rent sengetøj på Mads’ seng og lagde mig selv oven på den. På tværs. Med tøjet på. Det var for sent at regne ud, om jeg havde handlet rigtigt eller forkert. Det eneste, der kunne tælles nu, var dagene.
De første tre aftener ringede han klokken otte. Den fjerde aften ringede han ikke.
Så ringede jeg selv. Det var Kirsten, der tog telefonen.
– Han er hos mig. Lars er på vagt.
Ugen efter lød forklaringen anderledes.
– Lad ham nu blive hos mig lidt endnu. Lars skal lige få styr på sin vagtplan, så henter han ham.
Den vagtplan fik han først styr på, da juni næsten var slut.
Jeg ringede hver eneste aften klokken otte. Mads fortalte, at der var en klatrestang i gården hos farmor, og at der var en dreng, der hed Anders. Han sagde også, at far havde været forbi om søndagen og havde haft chips med. Jeg lyttede, sagde “hvor er du dygtig” og lagde røret på. Bagefter vaskede jeg den ene kop, jeg selv havde brugt, ude i køkkenet.
Og det her må siges ligeud, for ellers bliver det ikke sandt. Jeg kunne have hentet ham hvilken som helst dag. Hverken hans far eller hans farmor kunne have stoppet mig. Og hvis de havde forsøgt, kunne jeg være kommet tilbage med politiet. Der fandtes intet papir, som forbød en mor at hente sin egen søn. Jeg tog ikke af sted.
I slutningen af maj bad han selv om at tale med mig.