Det var ikke længere noget, han kunne le bort. Anders havde aldrig før set Lene sådan. For et år siden havde hun været mild, eftergivende, næsten ivrig efter at undgå konflikter. Hun havde nikket til hans mor, rettet sig ind og forsøgt at gøre hende tilpas. Nu stod der en helt anden kvinde foran ham — fast, rank og umulig at flytte.
— Mor, sagde han lavt, måske skulle vi faktisk…
— Hvad? Hanne stirrede på ham, som om hun ikke kunne tro, hvad hun hørte. — Står du nu på hendes side?
— Jeg står på familiens fred, svarede Anders og undgik hendes blik. — Og hvis Lene siger det på den måde… så har hun måske virkelig brug for sit eget rum.
Uden et ord vendte Hanne sig og gik ind på sit værelse. Kort efter kunne Lene høre hende pakke. Tøj, der blev revet ud af skabet, lynlåsen på kufferterne, små bump mod gulvet. Hver eneste lyd ramte hende med en underlig blanding af lettelse og dårlig samvittighed.
Anders kom hen til hende.
— Lene… er du sikker på, det behøver være så definitivt? Hun er trods alt en ældre kvinde.
— Ældre, ja. Men bestemt ikke hjælpeløs, svarede Lene tørt. — Når hun har kræfter nok til at ommøblere mit liv, kan hun også finde ud af at få styr på sit eget.
En time senere stod Hanne i entréen med to kufferter ved siden af sig. Hendes ansigt var stift som sten, og munden var presset sammen til en smal, hård streg.
— Husk det her, Lene, sagde hun som afsked. — Familien er hellig. Og du er ved at ødelægge den.
— Nej, sagde Lene roligt. — Jeg prøver at redde den, før den bliver ødelagt helt.
Anders fulgte sin mor ned til bilen og løftede kufferterne ind. Fra vinduet så Lene dem køre væk. Inde i hende bredte der sig en mærkelig ro, men den var ikke ren; uroen lå stadig under den som en mørk skygge.
Da Anders kom tilbage, fandt han hende i soveværelset. Hun sad på sengekanten med et fotografi mellem hænderne — deres bryllupsbillede.
— Lene, begyndte han forsigtigt. — Fortryder du?
— Hvad skulle jeg fortryde? spurgte hun uden at se op.
— At du var så hård ved min mor.
Først da løftede hun blikket mod ham.
— Fortryder du, at du i et helt år lod hende forvandle mit liv til et mareridt?
Anders satte sig langsomt ved siden af hende.
— Jeg troede bare, hun gerne ville hjælpe.
— Hjælpe? Lene lo kort, uden glæde. — Hjælp er noget, man tilbyder og spørger om lov til. Når man tager andres ting, bestemmer over deres hjem og flytter grænser uden at spørge, så hedder det ikke hjælp. Så hedder det overtagelse.
De blev siddende uden at sige noget. For første gang så Anders virkelig på lejligheden, som om han ikke havde været der før. Og ja — den havde forandret sig til ukendelighed. Overalt stod hans mors små nips, hendes billeder hang på væggene, og selv møblerne var blevet rykket rundt efter hendes smag.
— Ved du hvad, sagde han langt om længe, — jeg har først lige nu opdaget, hvor lidt af dig der egentlig er tilbage herinde.
Lene nikkede stille.
— Jeg har følt mig som en gæst i mit eget hjem. Hver eneste dag måtte jeg forsvare retten til mine meninger, mine vaner og mine egne ting.
— Men mor… klarer hun sig virkelig?
— Selvfølgelig gør hun det. Lene rejste sig og gik hen til vinduet. — Du så jo selv, hvor ivrigt hun lavede vores hjem om. Hun har energi nok til ti mennesker.