Anders kom også hen til vinduet og stillede sig ved siden af hende.
— Hun ringede, sagde han lavt. — Hun sagde, at hun ville komme til at savne os.
Lene svarede ikke med det samme. Hendes blik gled ud over byen, hvor aftenen langsomt lagde sig over gaderne. For første gang i et helt år vidste hun, at hun næste morgen ville vågne til stilhed. Ingen bemærkninger om, hvordan morgenmaden burde laves. Ingen formaninger om, hvordan dynen skulle lægges, eller hvordan et hjem “rigtigt” skulle se ud.
— Lene, sagde Anders og lagde armene om hendes skuldre, — tilgiv mig. Jeg burde have stillet mig foran dig langt tidligere.
— Ja, det burde du, svarede hun roligt uden at trække sig væk fra ham. — Men det gjorde du ikke. Du var mere bange for at gøre din mor ked af det, end for at såre din kone.
— Jeg troede, du kunne holde til det…
— Det kunne jeg også. Indtil i dag. Lene vendte sig mod ham. — Men da hun smed mine ting ud, var grænsen nået. Det handlede ikke længere bare om manglende respekt for mine grænser. Det var en personlig ydmygelse.
Anders nikkede langsomt.
— Det forstår jeg nu.
Den næste måned føltes mærkelig stille. Hanne ringede til sin søn hver eneste dag, men hun bad aldrig om at tale med Lene. Imens begyndte Lene lidt efter lidt at give lejligheden dens gamle præg tilbage. Små pynteting blev fjernet, billeder blev hængt op andre steder, og møblerne fandt igen den placering, der føltes rigtig for hende.
Da Anders en aften kom ind med resten af sin mors ejendele fra værelset, hjalp Lene ham med at pakke dem ned. De sagde næsten ingenting til hinanden, mens de arbejdede. Der var ingen vrede i bevægelserne, ingen dramatiske ord. Kun en stille fornemmelse af, at dette burde være sket for længe siden.
— Hvad nu, hvis mor holder helt op med at tale med os? spurgte Anders, mens han lagde hendes tæpper sammen og lagde dem i en kasse.
— Det gør hun ikke, svarede Lene uden tøven. — Hun skal bare lære, at der findes grænser, også her.
Og sådan gik det faktisk. To måneder senere dukkede Hanne for første gang op som gæst. Hun havde en tærte med og opførte sig næsten overdrevent høfligt. Hun kritiserede ikke maden, hun gav ingen gode råd, og hun flyttede ikke rundt på en eneste ting.
Ved bordet rømmede hun sig forsigtigt og spurgte:
— Lene… den røde bluse. Tror du, man på nogen måde kan finde en magen til?
Lene så direkte på sin svigermor.
— Den behøvede aldrig at være blevet smidt ud.
Hanne sænkede blikket og nikkede.
— Jeg gik vist for vidt dengang. Jeg ville bare gøre det godt.
— Det gode begynder med, at man spørger først, sagde Lene. Stemmen var rolig, men der var ingen tvivl i den.
Da Hanne var gået, stod Anders længe tavs i entréen, før han sagde:
— Hun er blevet anderledes.
— Nej, svarede Lene og rystede svagt på hovedet. — Hun har bare fundet ud af, at jeg også kan sige fra. Og at jeg kan sætte hende på plads, hvis det bliver nødvendigt.
De holdt om hinanden midt i lejligheden, som ikke længere føltes som et sted, de delte med en fremmed vilje. Den var igen blevet deres hjem. Lene forstod nu, at man nogle gange må vise tænder, hvis andre skal holde op med at behandle én som et fredeligt dyr uden forsvar. Og hun forstod også, at kærlighed til familien ikke betyder, at man skal forsvinde i den og opgive sig selv.
Hanne ringede sidenhen ikke nær så ofte. Når hun gjorde, spurgte hun altid først, om det passede, at hun kom forbi. Hun lærte at banke på i stedet for at låse sig ind med sine egne nøgler. Og hun rørte aldrig igen ved Lenes ting uden tilladelse.
For hun havde endelig forstået, at ethvert menneske har brug for sine egne grænser. Også i en familie. Måske især dér.