Hun gik ind i soveværelset, skiftede tøj i halvmørket og krøb ned under dynen. Næsten før hovedet ramte puden, sank hun ned i en tung, drømmeløs søvn.
Men søvnen blev alligevel ikke fredelig. Drømmen, der kom, var mærkelig og trykkende, grå som en våd novembermorgen. Lars var der. Hans mor var der også. Og en masse ansigter, hun ikke kunne skelne fra hinanden. Stemmerne flød sammen omkring hende — råb, krav, ordrer, hænder der fægtede i luften. Først var det hele bare forvirrende, som om nogen havde blandet alle hendes bekymringer sammen i én mørk masse. Så blev det pludselig truende.
Mette anede ikke, hvad der foregik, før en skarp lyd flængede det hele.
Et virkeligt brag.
Hun slog øjnene op med et ryk. Klokken var fire om morgenen. Ude fra køkkenet lød der larm, glas der klirrede, noget der blev skubbet hen over bordet. Hun satte sig op, stadig halvt inde i drømmen, og lyttede et øjeblik. Så stod hun ud af sengen og gik barfodet gennem gangen. Lyset fra køkkenet skar hende i øjnene, da hun skubbede døren op.
Ved køkkenbordet lå en fremmed mand udstrakt hen over bordpladen med armene spredt, som om han havde tænkt sig at sove dér til morgen. Ved siden af ham sad Lars, rød i ansigtet, stiv af druk og næsten uden blik i øjnene. Han sad og spiste resterne fra aftensmaden — den mad, Mette havde forsøgt at få til at række, indtil der igen kom løn.
Da han fik øje på hende, løftede han sløvt hovedet.
— Hvad vil du? mumlede han. — Vi har gæster.
— Gæster? Lars, klokken er fire om morgenen! Mette mærkede, hvordan søvnen forsvandt helt ud af kroppen. — Hvad i alverden er det, du har gang i?
Han gjorde et forsøg på at rejse sig, men kroppen lystrede ikke. Han vaklede og dumpede tilbage på stolen.
— Hold nu op med at skrige… det er snart nytår… slap dog lidt af…
— Ja, for det er jo virkelig nemt at slappe af sammen med dig, sagde Mette lavt, mens hun kæmpede for ikke at eksplodere.
Og netop dér skete der noget i hende. Som om en tynd tråd, der alt for længe havde holdt hende samlet, brast med et lille, lydløst knæk.
Hun gik hen til bordet, greb den fremmede mand i jakkeærmet og trak ham op. Han protesterede svagt, men var for omtåget til at gøre modstand. Næsten slæbende fik hun ham ud i entréen og videre ud på opgangen. Døren smækkede hårdt bag ham. Lars fór sammen.
— Hvad fanden laver du? brokkede han sig.
— Det finder du ud af om et øjeblik.
Mette vendte sig mod ham. Uden at hæve stemmen gik hun hen, tog fat i ham og skubbede ham samme vej ud som hans kammerat.
Lars forsøgte at sige noget, men ordene hang fast i den drukne tunge. Hans ben bar ham dårligt, og al hans sædvanlige selvsikkerhed var forsvundet i spritten.
— Gå ud og sov, hvor du vil, sagde hun. — På trappen, hos din ven, på gaden. Det rager mig ikke.
— Din… begyndte han, men nåede ikke længere.
Døren blev lukket lige foran ham.
Mette blev stående midt i entréen med hånden på låsen. Hun kunne næsten ikke forstå, hvad hun lige havde gjort. I flere minutter rørte hun sig ikke. Så gik hun tilbage til køkkenet, samlede de sørgelige madrester sammen, smed de tomme flasker ud og satte vand over til te.
Drømmen var væk, som om den aldrig havde været der. Hun satte sig ved bordet med kruset mellem hænderne og så ud på gaden. Sneen lå hvid over fortove, biler og tage og skjulte alt det beskidte og grå under et blødt lag. På et tidspunkt gik det op for hende, at himlen udenfor var begyndt at lysne.
Det var tid til at gøre sig klar til arbejde.
Da Mette forlod lejligheden, stod Lars ikke længere foran døren. For første gang i hele deres liv sammen var hun fuldstændig ligeglad med, hvor han var blevet af.
Fredagen på arbejdet gled forbi, næsten uden at hun bemærkede det. Hun arbejdede koncentreret, metodisk, med en ro hun ikke havde følt længe. Hun ville nå det hele til tiden. Hun ville ikke sidde over. Hun ville hjem, men ikke for Lars’ skyld.
Hen mod fyraften kaldte ledelsen hele afdelingen sammen. Chefen stod foran dem med et sjældent smil og sagde:
— Tak for jeres store indsats. I anledning af nytåret får alle en bonus.
Da beløbet kort efter gik ind på Mettes konto, stirrede hun på skærmen og troede først, der måtte være sket en fejl. Summen var dobbelt så stor, som hun havde håbet på. Hun lagde hånden over munden, fordi tårerne pludselig pressede sig på — ikke af sorg denne gang, men af lettelse. Af ren, uventet lettelse.
Telefonen vibrerede i hendes hånd.
Det var Helle, hendes gamle veninde, som hun ikke havde set i to år. Syv år tidligere var Helle rejst af sted på et længere arbejdsophold, havde mødt en mand og var, til alles overraskelse, blevet der. Hun var blevet gift, havde fået en søn og boede langt væk, men hun havde aldrig sluppet venskabet med Mette.
— Mette, jeg er i byen! Kun i tre dage. Skal vi ses?
Mette smilede, og svaret kom uden den mindste tøven.
— Kom hjem til mig i aften.
Da Lars endelig fandt det passende at vende hjem senere samme aften, havde han tydeligvis forestillet sig en helt bestemt scene. Han forventede at finde sin kone grædende, ydmyg og fuld af undskyldninger. Måske endda bedende om tilgivelse. Allerede ude på trappen havde han lagt ansigtet i de strenge folder, han plejede at bruge, når han mente, han skulle sætte sig i respekt.
Men da han åbnede døren, mødte der ham noget helt andet.
I køkkenet sad Mette og Helle over for hinanden. De lo. På bordet stod to glas vin.
Lars blev mørkerød i hovedet.
— Hvad skal det her forestille? Hvad bilder du dig ind? brølede han straks, præcis som han plejede. — Hvad har jeg sagt om fremmede mennesker i mit hjem? Hvad er det for et cirkus, du har lavet her?
Helle stivnede med glasset i hånden. Hun forstod ikke, hvad hun var trådt ind i, og hendes blik gled spørgende over på Mette.
Mette sukkede bare. Hun stillede sit glas fra sig, så langsomt og roligt, at det næsten virkede demonstrativt.
— Lars… jeg er så træt af dig, sagde hun. — Helt ærligt. Af dig. Og af din mor.
Hun så ham direkte i øjnene.
— Man siger jo, at et nyt år kan betyde et nyt liv. Mette holdt en kort pause. — Så jeg forlader dig, Lars. Pak dine ting, og forsvind ud af min lejlighed.
Han blinkede, som om ordene ikke kunne finde vej ind i hovedet på ham.
— Hvad er det, du står og siger? spurgte han først. Så trak han munden skævt i et hånligt grin. — Fint. Jeg skal nok pakke. Men du kommer til at fortryde det. Og hvordan har du tænkt dig, at din datter skal vokse op uden en far? Har du overhovedet tænkt på det?
Mette lo kort.
— Min datter? Er det først nu, du husker Sofie? Nå… bedre sent end aldrig.
Hun rejste sig og nikkede mod døren.
— Du behøver ikke bekymre dig om hende. Sofie skal nok overleve det tab.