For du havde jo alligevel aldrig rigtig taget dig af hende.
Lars blev stående med åben mund. For en gangs skyld havde han ikke et hurtigt svar parat. Sandheden ramte ham tydeligvis hårdere, end han ville indrømme. I tavs vrede begyndte han at flå sine ting ned i en taske. Han hev så hårdt i lynlåsen, at det næsten lød, som om han ville rive både den og stoffet i stykker.
Hvert ryk, hver højlydt udånding var som en provokation, men Mette lod sig ikke længere trække ind i det. Hun sad bare stille og betragtede ham, mens han rodede gennem hylder og skabe og skubbede alt til side, som om hele lejligheden havde fornærmet ham.
— Du skal nok se… du kommer krybende tilbage… mumlede han. — Det gør du altid…
Kort efter smækkede hoveddøren så hårdt, at ruden i entreen dirrede. Så blev der stille. En tung, næsten uvant stilhed bredte sig i lejligheden. Og for første gang i mange år mærkede Mette, at hun kunne trække vejret helt ned i maven.
Helle sad stadig over for hende ved bordet. Hun havde store, forskrækkede øjne og så ud, som om hun endnu ikke helt havde forstået, hvad der var sket.
— Mette… hvad i alverden var det der? spurgte hun lavt, da Mette satte sig igen.
Mette lukkede øjnene et øjeblik, sukkede og begyndte så at fortælle. Hun fortalte, at Lars i månedsvis havde påstået, at han søgte arbejde, mens han i virkeligheden lå på sofaen det meste af dagen. Hun fortalte, at de sidste penge var gået til øl i stedet for mad. At han forsvandt om aftenen og først kom hjem ved daggry. At de efterhånden ikke længere havde været en familie, men to mennesker, der tilfældigvis boede under samme tag. Hun fortalte, hvordan hun hver eneste dag havde talt mønterne og regnet på, om der var nok til brød, mælk og Sofies skolemad.
Og til sidst sagde hun det, der gjorde mest ondt: at Sofie var begyndt at skamme sig over, hvordan hendes mor så ud. Ikke fordi Mette var gammel eller grim, men fordi hun var slidt ned. Fordi nederlaget kunne ses i hendes ansigt.
Helle lyttede uden at afbryde. Hendes blik blev mørkere og mere fast, og kæben spændtes. Da Mette tav, gik der nogle sekunder, før Helle pludselig sagde:
— Flyt hjem til mig.
Mette stirrede på hende.
— Hvad… hvad mener du?
— Til Aarhus, sagde Helle roligt. — Mads leder lige nu efter en bogholder. Ikke en eller anden nyuddannet, men en, der ved, hvad hun laver. En med erfaring. Og det har du. Du er præcis den slags medarbejder, han mangler.
— Helle… begyndte Mette usikkert. — Det er ikke så enkelt. Jeg har jo alt her…
— Hvad har du her? spurgte Helle blidt, men uden at vige. — Lars? Han er væk. Dine forældre? De er her ikke længere. Dit arbejde? Du sagde selv, at der ingen fremtid er i det.
— Men Sofie… hendes skole, hendes veninder…
Helle rakte hånden over bordet og lagde den oven på Mettes.
— Så taler du med hende. Forklarer hende det hele. Du er en god mor, Mette. Sofie stoler på dig. Hvis du viser hende, at det her ikke er en flugt, men en chance, så vil hun forstå det. Børn er ofte bedre til at gå videre, end vi voksne er.
Mette trak vejret dybt. Helles ord blev hængende i luften. For hvad var det egentlig, der bandt hende til stedet?
Lørdag morgen ringede telefonen nærmest uafbrudt. Til sidst tog Mette den.
Kirstens stemme skar gennem røret, før Mette overhovedet nåede at sige noget.
— Mette! Hvad har du gjort ved Lars? Han står her hos mig og siger, at du har smidt ham ud! Du lukker ham ind igen med det samme! Han er din mand! Hører du, hvad jeg siger?
Mette sad ved køkkenbordet med en kop kaffe foran sig og lod ordene skylle hen over sig. Hun sagde ingenting, mens Kirsten fortsatte med at råbe, anklage og forlange.
— Og du skal ikke tro, du slipper så let! hvinede Kirsten til sidst. — Vi går rettens vej, hvis det bliver nødvendigt. Lars har krav på den lejlighed!
Mette kunne ikke lade være med at smile svagt. Hun havde næsten ventet på netop den trussel.
— Kirsten, sagde hun roligt. — Lejligheden er min. Den tilhørte min far, og den står i mit navn. Måske skulle du undersøge reglerne, før du begynder at true.
Der blev stille i den anden ende.
— Men… men… stammede Kirsten.
— Så lad være med at spilde tiden på tomme trusler, fortsatte Mette. — Held og lykke med Lars.
Så lagde hun på.
Nytårsaften fejrede Mette og Sofie alene. Bare de to. Men for første gang i mange år føltes det ikke ensomt. Det føltes fredeligt. De havde købt lidt ekstra godt til bordet, endda et lille glas stenbiderrogn, en luksus Mette ikke havde tilladt sig selv i årevis. Sofie løb rundt i lejligheden i en ny bluse, lo højt og tændte stjernekastere ved vinduet.
— Mor! Mor, kom nu! Vi skal ud og se fyrværkeriet! råbte hun og trak Mette i hånden.
De gik ud i den kolde, klare vinterluft. Sneen knasede under støvlerne, og himlen over boligblokkene eksploderede i røde, grønne og gyldne lys. Sofie stod med hovedet lagt tilbage og øjne, der strålede, som om verden endelig havde vendt sig mod dem.
Mette så på sin datter og mærkede noget varmt folde sig ud i brystet.
Det var for hendes skyld, hun havde holdt ud så længe. Og det var også for hendes skyld, at alt nu måtte ændres.
Da juleferien var slut, gik Mette ind på sin chefs kontor uden lange forklaringer og lagde sin opsigelse på skrivebordet.
Chefen kiggede overrasket på papiret.
— Er du helt sikker?
— Ja, svarede Mette.
Og mens hun sagde det, mærkede hun en frihed, hun næsten havde glemt fandtes. Som om hun efter en lang, udmattende vandring endelig havde taget et par tunge, våde støvler af.
Skilsmissen fra Lars blev ordnet hurtigere, end hun havde frygtet. Han forsøgte at lave scener, krævede penge, truede og skiftede mellem vrede og ynk. Men det hjalp ham ikke. Loven stod på Mettes side.
Da foråret kom, solgte hun lejligheden. Hun og Sofie pakkede deres vigtigste ting, tog toget og rejste til Aarhus, hvor Helle ventede. Byen var større, hurtigere og fuld af muligheder, og for første gang skræmte det ikke Mette. Det gav hende tværtimod energi.
Helle hjalp dem med at finde en lys og hyggelig lejlighed i et nyt kvarter. Hun hjalp også med arbejdet, og kort efter begyndte Mette i en stilling med en løn, hun tidligere ikke engang havde turdet drømme om.
Sofie startede på sin nye skole, og til Mettes store lettelse gik det meget bedre, end hun havde frygtet. Pigen fandt hurtigt nogen at tale med, kom hjem med nye navne på læberne og grinede mere i telefonen efter en måned, end hun havde gjort derhjemme i flere år.
Og Mette selv… hun holdt op med at tælle hver eneste krone. Hun ventede ikke længere på løn som på en redningsplanke. Hun fór ikke sammen, hver gang telefonen ringede, for der var ikke længere nogen svigermor, der kunne kommandere med hendes liv.
For første gang i mange år købte hun en ny, varm vinterjakke til sig selv. Og en hue. Og ordentlige støvler, der ikke lod kulden trænge ind.
Om aftenen gik Mette og Sofie ofte hånd i hånd gennem byen. Lysene spejlede sig i ruderne, luften var frisk, og begge mærkede det samme uden at behøve sige det højt:
Livet var endelig blevet lyst. Og denne gang var det deres eget.